6. august 2024

Kort om NATO-topmødet: NATO tænker nu sikkerhedspolitik globalt – kobler USA, Europa og Asien

På NATO-topmødet i Washington skete der en markant forandring. Der er sket en kobling imellem USA, Asien og Europa, som ikke er sket tidligere. Man taler ikke direkte om fjender, men Rusland, Kina, Nordkorea og Iran er de magter der fokuseres på. Derved går NATO fra at tænke regionalt til at tænke globalt / geopolitisk.

NATO-topmødets sluterklæring rummer reelt set en markant forandring. Der sker nu en kobling imellem USA, Europa og Asien. Der laves ikke et globalt NATO, men man samtænker nu indsatsen. Det skyldes i høj grad den støtte som Rusland modtager fra Iran og Nordkorea samt Kina og Ruslands udvidede samarbejde. 

Når denne nye sikkerhedspolitik gennemføres, så kan man ikke længere nøjes med at tænke regionalt – som f.eks. Rusland for sig og Kina for sig. Dette har ellers præget både Europas og USA’s tilgang til sikkerhedspolitik i en del år. Den nye sikkerhedspolitiske opfattelse gør det nærmere at koble amerikansk frygt og konkurrence med Kina med Europas frygt for Rusland – de bliver nu i langt højere grad set som et.

Igennem et par år har Kina stået på dagsordenen i NATO, og det er meget tydeligt fra topmødet, at man i NATO og NATO’s medlemsstater er bekymret over Kina, og at man nu svarer igen. Den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken koblede i hans debat på NATO Public Forum i Washington direkte Kina og Rusland og sagde, at nu måtte Kina vælge. Ville de fred og samhandel eller ville de støtte Ruslands krig.

Blinken forklarede, at man nu måtte imødegå Kina, og derfor sker der en forøgelse af samarbejdet med NATO’s fire asiatiske partnerstater: Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand.

Der tænkes global sikkerhedspolitik, og ikke den form for sikkerhedspolitik vi så i 2000’erne og 2010’erne. Her var det målrettet indsats imod terrorister, der medførte såkaldte out-of-area-operations.  Det er en helt anden tankegang vi ser nu. Der tænkes i samarbejder på flere forskellige niveauer i sikkerhedspolitikken: Teknologisk udveksling, forskning og forsvarsindustri.

USA vil helt klart gerne have Europa engageret også i form af hård sikkerhed i Asien – og det kommer nok også. Der er ved at opstå en byttehandel, hvor Europa i stigende omfang kan forsvarer sig selv, som statsminister Mette Frederiksen understregede det, men hvor Europa vil bibeholde de amerikanske sikkerhedsgarantier og USA i Europa. Tilsyneladende er den anden del af byttehandelen i første omgang et fokus på Asien – eller rettere Kina – der kan udvikle sig til et militært samarbejde med de fire asiatiske partnerskabslande.

Japan planlægger en øvelse sammen med Tyskland og Spanien på Hokkaido. Dette har medført russiske protester – hvilket er med til at understrege den nye globaliserede sikkerhedspolitik.

Rusland har selv været med til at skabe denne kobling med dets samarbejde med Nordkorea og Kina. Ruslands krig i Ukraine er dybt afhængig af bl.a. artillerigranater fra Nordkorea og teknologi fra Kina.

NATO bygger som forsvarsalliance på en geografisk definition. Man forsvarer hinanden i det geografiske område der defineres af Washington-traktaten, hvor der står, at man forsvarer hinanden i: ” det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds”. Imidlertid er fremtidens krig ikke kun defineret af geografi.

Situationen er, at NATO lige nu erkender, at geografien er tilbage i NATO i form af frygten for Rusland, men geografien er også væk i form af de nye militære domæner: Cyber og rummet. Denne militære udvikling har været undervejs i mange år, og er beskrevet til dels i Ræson allerede i 2017.

Vi må indstille os på, at fremtidens sikkerhedspolitik finder sted i denne nye type af globalisering. Her er sikkerhedspolitik ikke regional. Det er f.eks. ikke kun en konfrontation imellem Kina, Taiwan og USA i Det Sydkinesiske Hav, som vi kan se frem til, men en konflikt, der vil være global. Det er på sin vis en gåen tilbage til perioden fra 1880’erne og frem til 1945. Her kunne uro i Tanger skabe en europæisk krise. Nu må vi indstille os på, at hele kloden samt cyber og rummet kan rumme en konflikt med stater, der ikke nødvendigvis er naboer.  Denne nye tilgang i NATO kommer til at kræve en meget dygtigt ført krisehåndtering, så kriser ikke eskalerer.

NATO’s nye sprog og tilgang gør, at stater som Kina og Indien i stigende omfang vil blive tvunget til at vælge side. Det vil de helt sikkert ikke kunne lide. De har hidtil kunnet agerer globalt uden at blive holdt rigtigt til regnskab. Det udfordrer NATO’s nye globale tilgang.

 

Dette korte info kan downloades her.

Denne korte redegørelse bygger på generalsekretær Lars Bangert Struwes deltagelse i topmødet i Washington, og er i en lidt anden version tidligere bragt i Ræson.