20. juni 2019

Droner er andet end en fotodrone til privatbrug købt i Elgiganten

Eftersom dronebegrebet anvendes i mange forskellige sammenhænge, vil Tænketanken Atlantsammenslutningen benytte lejligheden til at påpege, at droner kan være flylignende flyvende objekter, som ikke må sammenlignes med fx fotodroner indkøbt til privatbrug i danske butikker.

af Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse

Iransk stats-tv har oplyst, at Revolutionsgarden har nedskudt en amerikansk-produceret RQ-4 Global Hawk-drone over Hormozgan. USA har nu bekræftet, at en MQ-4C Triton-overvågningsdrone er skudt ned, men ikke i iransk luftrum.

Nedskydning af amerikansk overvågningsdrone

If. Iran har Revolutionsgarden nedskudt en RQ-4 Global Hawk-drone, hvilket i princippet er et flylignende flyvende objekt.

RQ-4 Global Hawk betegnes af producenten Northrop Grumman som et ubemandet overvågningsfly, der benytter sig af den såkaldte Synthetic Aperture Radar, hvis formål det er at foretage præcise radaropmålinger fra fly. Området, radaren kan overvåge, er ca. 100.000 km².

Tekniske specifikationer

RQ-4 Global Hawk har en længde på 14,5 m og et vingespænd på 39,9 m samt en højde på 4,7 m. Den er operativ i 32 timer, og kan nå en tophøjde på 18.000 m.

Ikke kun militære formål

RQ-4 Global Hawk kan også anvendes civilt. Således blev overvågningsdronen indsat i forbindelse med Tōhoku-jordskælvet i Japan i 2011, og der var planer om, at overvågningsdronen også skulle have været indsat i forbindelse med Fukushima-atomkatastrofen.

MQ-4C Triton minder på mange måder om RQ-4 Global Hawk, idet der mest af alt er tale om forbedringer i den praktiske anvendelse af overvågningsdronen.

Opdateret den 20. juni 2019 kl. 1140/nom