13. februar 2019

Input til vinterferiens aktivitetsplan (III)

Sne, sand eller vand...eller måske noget ganske andet... Fem forslag til aktiviteter til vinterferien...

af Niels-Ole Mannerup

Vinterferie er som oftest det samme som aktiv ferie. Tit sættes vinterferie lig med skiferie; men der er også dem, der rejser til solrige destinationer for at nyde varme, vand og sand. Endelig er der dem, der ikke mærker den store forskel på uge nr. 6, 8 og 7... Uanset vinterferie eller ej... I ferietider har Tænketanken Atlantsammenslutningen haft for vane at komme med en anbefaling til, hvorledes tiden også kan anvendes - og det gør vi også nu. Vi vil således over de næste tre dage komme med anbefalinger til at skabe nye horisonter.

Supermagterne USA og Rusland står til stadighed over for hinanden; og hver for sig søsætter de tanker, som alverdens stater må forholde sig til. I kulissen står stormagten Kina - en stormagt, hvis handlen og ageren vi p.t. må tage meget seriøs - i særdeleshed, fordi Kina ikke sætter sit lys under en skæppe...og langt hen ad vejen er kineserne af den opfattelse, at kineserne kan selv... Sådan er det i dag...og sådan var det engang...

Den kinesiske civilisation opstod langs Huáng Hé-floden i Nordkina. I 221 f.Kr. samler kejser Shǐhuángdì alle de kinesiske småriger, og derved opstod Qín-dynastiet, som bl.a. iværksatte bygningen af Den kinesiske Mur. Den kinesiske Mur blev bygget, men Kina var ikke uigennemtrængelig. Således brød mongolerne i 1200-tallet gennem muren, hvorved Yuán-dynastiet blev grundlagt. Yuán-dynastiet blev siden styrtet og efterfulgt af Míng-dynastiet. Under Míng-dynatiet blev hovedstaden flyttet til Beijing, og Den forbudte By blev opført. Samtidig begyndte den kinesiske flåde at nå ud til andre kontinenter. Den store verden var dermed åben for det kinesiske rige.

Míng-dynastiet afløses i 1636/1644 af Qing-dynastiet, som skal vise sig at blive det sidste kinesiske kejserdynasti.

Selvom Kina søgte ud for bl.a. at indhente viden, var Kina i forhold til Europa langt tilbage i udviklingen; og i 1800-tallet førte det til kinesisk afvisning af det, man anså for at være europæisk imperialisme.

Samtidig stod Kina over for indenrigspolitiske udfordringer - bl.a. på gr. af tørke, som havde medført, at over 100 million bønder sultede. Situationen i Kina var alt andet end god.

Den kinesiske anti-europæiske-holdning førte i 1898 til et statskup, hvor enkekejserinde Cixi fik magten over det kinesiske rige - og hun var ikke pro-Europa. Tværtimod - og under hende blev den fremmedfjendtlige bevægelse - kendt som Bokserne - fremelsket. Det havde i sommeren 1900 medført drab på udlændinge, men også kinesiske kristne m.fl. var blevet dræbt. Boksernes målsætning var at fordrive alle udlændinge fra kinesisk jord. Et led deri var at angribe udlændinge, som i Kina primært var beskæftiget som jernbane- og telegrafarbejdere samt missionsarbejdere.

Det officielle Kina støttede ikke op om boksernes aktiviteter, men der blev ej heller gjort tiltag til at stoppe opstanden - og blandt medlemmerne af det kinesiske kejserhus var der såmænd støtter af bokserne.

Presset på europæerne i Kina øges. Mord og plyndringer bliver hverdagshandlinger; og selv de diplomatiske delegationer trues, mens det officielle Kina blot ser til, at bokserne konstant angriber. Diplomatmiljøet i den internationale zone i Beijing - også kendt som Beijing Legation Quarter syd for Den forbudte By - når frem til, at militærforstærkning er nødvendig for at opretholde sikkerheden, men beslutningen er ved at være truffet alt for sent.

Den 17. juni 1900 kommer det til skudveksling mellem de vestlige magter og kinesiske sikkerhedsstyrker (kendt som slaget om Taku Forts), hvilket fører til, at den kinesiske regering erklærer de vestlige magter i Kina krig.

Den 20. juni 1900 når bokseropstanden et foreløbigt klimaks, da baron Clemens von Ketteler, Tysklands gesandt i Kina, bliver dræbt...og med en slet skjult henvisning foreslår enkekejserinde Cixi de vestlige magter at forlade Kina. Det sker dog ikke; og krigen mellem de vestlige magter i Kina og Kina er nu med sikkerhed en realitet medførende en 55 dage lang kinesisk belejring af den internationale zone i Beijing.


Den originale filmplakat fra 1963.

Samuel Bronstons episke film ”55 Days at Peking” beskriver de vestlige magters forsvar og kamp mod den kinesiske belejring af den internationale zone i Beijing...og ja; der er tale om en amerikansk film med stort A, men det gør nu ikke filmen - og beretningen om bokseropstanden - mindre interessant; og spørgsmålet er vel, hvorvidt bokseropstanden i dag er kendt... Bokseropstanden fortoner sig nok i den store verdenshistorie, men ser man ”55 Days at Peking”, vil man på 153 min. få indsigt i en begrænset del af Kinas historie, hvor vesten for en stund stod sammen i en militær koalition uden egentlig ledernation.


Amerikanske enheder rykker den 14. august 1900 ind i Beijing. Kampene er hårde, og situationen uoverskuelig; men en amerikanske trompeter, Calvin Titus, når op på murene til den internationale zone for at skabe overblik. For dén gerning blev han tildelt Congressional Medal of Honour.

”55 Days at Peking” er ikke en 100% autentisk og historisk korrekt beretning om det, der over 55 dage faktuelt foregik i og omkring den internationale zone under bokseropstanden; og selvfølgelig - fristes man til at sige - skulle filmen også have et element af kærlighed, hvorved filmen kunne få en Happy End. Ava Gardner i rollen som baronesse Natasha Ivanoff er dog nem at forelske sig, for hun passer perfekt ind i rollen som den russiske aristokrat, hvis kølige attitude kan smelte enhver mands hjerte tæt på frontlinien - og det gør hun...og ikke uden omkostninger... Filmens centrale hovedpersoner er dog Sir Arthur Robinson (spillet af David Niven) og major Matt Lewis (spillet af Charlton Heston). Sir Arthur Robinson fra den britiske ambassade er ham, der står op over for de kinesiske magthavere, og som organiserer modstanden mod bokserne. Det gør han med alle tænkelige midler, men med charmerende britisk anstand og arrogance samt mandsmod kommer han i mål. Hvorvidt de gennemførte Commando Raids er realistiske? Nej...nok ikke...men der er så meget andet, der virker realistisk - ikke mindst, da den internationale zone skal indrettes til forsvarskamp. Sir Arthur Robinson elsker sin bogsamling, men da nøden er størst, må selv bogsamlingen anvendes som fortifikation...og ikke uden et glimt af en tåre i øjenkrogen...for der er noget særligt over bøger...som en iPad ikke kan erstatte. Major Matt Lewis fører forsvarsplanerne ud i livet - og kampen balancerer med en multinational enhed på kun 400 soldater mod en kinesisk overmagt. En international koalition - i.e. Eight-Nation Alliance - bestående af Frankrig, Italien Japan, Rusland, Storbritannien, Tyskland, USA og Østrig-Ungarn (nævnt i alfabetisk rækkefølge) med støtte af Belgien og Spanien samt det neutrale Holland er presset til det yderste, men forstærkninger når dog frem til Beijing så betids, at bokseropstanden nedkæmpes, og Kina lider dermed et forsmædeligt nederlag. 45.000 soldater nåede frem til Beijing, hvorefter roen blev genoprettet, selv om sårene var vanskelige at klinke.


Den internationale koalition i Beijing i november 1900. Kinas nederlag var totalt, men siden skulle Kina udvikle sig til at blive en stormagt.

Den 14. august 1900 var bokseropstanden et overstået kapitel. 2.500 allierede soldater blev dræbt, mens 2.000 kinesiske soldater blev dræbt. Antallet af dræbte boksere er fortsat ukendt. Antallet af dræbte civile er overordnet også ukendt, men det vurderes, at 32.000 kristne kinesere måtte lade livet, mens 200 kristne missionærer blev dræbt.

Vel var bokseropstanden nedkæmpet, men freden havde ikke til fulde indfundet sig. Således blev der af koalitionspartnerne frem til 1901 gennemført forskellige straffeekspeditioner mod de tilbageværende boksere og deres sympatisører, idet det er opfattelsen, at ikke alle straffeekspeditioner blev gennemført inden for rammerne af det, vi i dag vil kalde for krigens love og den humanitære folkeret.

Den 7. september 1901 indgås Bokser-protokollen og Xinchou-aftalen. Den internationale koalition indgik aftale med Kina om genoprettelse af freden med store indrømmelser fra det kinesiske kejserrige. Bl.a. måtte enkedronning Cixi lade sig fordrive til Shanxi-provinsen, idet hun først fik lov til at vende tilbage til Beijing i 1902.

”55 Days at Peking” er en klassisk 1960’er film, men det gør ikke filmen mindre storslået; og den fortæller et kapitel i den verdenspolitiske historie, som er kendt af de færreste. Filmen og scenerne - set i tidens lys - var storstilede, og det gør filmen absolut seværdig. Skuespillet er gennemført, og skuespillerne er perfekt castet. Især David Niven spiller troværdigt - måske, fordi han med sin militære baggrund med erfaring fra II Verdenskrig kendte til krig og adfærd under krig. David Niven var under II Verdenskrig tilknyttet British Commandos, og opnåede at blive oberstløjtnant. I rollen som major Matt Lewis ses Charlton Heston. Charlton Heston er og bliver Charlton Heston - og enten kan man lide ham, eller også kan man ikke... Personligt fandt jeg ham væsentlig bedre castet til rollen som generalmajor Charles Gordon i filmen ”Khartoum” - en film, der vil blive anmeldt i morgen...


Den britiske China War Medal (1900), som blev tildelt militært personel og civile, som havde taget del i den 55 dage lange belejring af den internationale zone i Beijing. Medaljen kunne tildeles uden spænde eller med spænde, idet der fandtes tre spænder: Taku Forts, Defence of Legations, og Relief of Pekin.

”55 Days at Peking” baserer sig på Noel Gersons bog af samme navn; og skulle jeg drage til en øde ø med en DVD-afspiller, fjernsyn og el-forsyning, er denne film én af de fem, jeg ville tage med mig...og se igen-og-igen-og-igen...