21. marts 2019

NATO 70 år (II) - NATO og Danmark i aktion for fred og frihed

Mens forårssolen stråler over København, er de sidste praktikaliteter forud for fejringen af NATO’s 70-års-jubilæum ved at falde på plads. Dermed kan den 4. april 2019 kun blive en smuk og uforglemmelig dag i fredens og frihedens tegn.

af Niels-Ole Mannerup, sekretariatet

Operation Martime Guard afløses den 15. juni 1993 af Operation Sharp Guard - en operation, der samler NATO’s og Den vesteuropæiske Unions militære aktivitet under ét, idet operationen i praksis blev gennemført alene med personel fra NATO. Atter var der tale om maritim håndhævelse af FN’s våbenembargo mod Jugoslavien.

Danmark bliver en del af NATO’s operationer

Med Operation Sharp Guard engagerer Danmark sig aktivt i NATO-operationerne rettet mod Jugoslavien. Således deltager korvetten F354 Niels Juel i flådeblokaden. Operation Sharp Guard afsluttes den 2. oktober 1996, da FN formelt ophæver flådeblokaden.


Korvetten F354 Niels Juel deltager som Danmarks første reelle militære bidrag til NATO's fredsskabende og fredsbevarende operationer uden for eget territorium. Det sker i forbindelse med Operation Sharp Guard.

Den store manddomsprøve for NATO i relation til en aktivistisk sikkerhedspolitik uden for eget territorium står dog sin prøve i slutningen af august 1995. Situationen i Jugoslavien er på ingen måde blevet bedret; og civilbefolkningerne respekteres ikke af nogen af parterne, men bliver i stedet mål for angreb. Samtidig angribes også UNPROFOR - bl.a. med det formål at presse NATO til at afholde sig fra at engagere sig yderligere i konflikten. Fx kan det nævnes, at 50 UNPROFOR-soldater fra det af FN erklærede sikrede område (United Nations Safe Area) omkring Srebrenica, Bosnien-Hercegovina, tages som gidsler af bosnisk-serbiske styrker (Vojska Republike Srpske/ Војска Републике Српске) under kontrol af Den serbiske Republik Bosnien-Hercegovina (Republika Srpska/Република Српска), hvis styrker var under kommando af generaloberst Ratko Mladić. Samtidig dermed kommer bl.a. danske soldater tilknyttet UNPROFOR under angreb fra kroatiske styrker ved Sisak, Kroatien - efter først at være blevet angrebet af serbiske styrker - hvilket bl.a. medfører, at sergent Claus Gamborg som den første danske FN-soldat falder i kamp. Det sker den 4. august 1995. Det er dog bosniske-serbiske styrkers mortérangreb mod en markedsplads i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina, den 28. august 1995, som bliver skelsættende for NATO’s fremtidige engagement i Sydøsteuropa. Mortérangrebet medfører 43 døde og 75 sårede...og alle civile... NATO besluttede efter anmodning fra UNPROFOR, at man ikke længere kunne se stiltiende til. Erfaringerne fra United Nations Operation in Somalia II med bl.a. 22 dræbte amerikanske soldater (heraf 18 dræbte amerikanske soldater under Slaget i Mogadishu, som er filmatiseret ved ”Black Hawk Down”) sad dybt i den amerikanske repræsentation i NATO, og en sådan missionsfiasko kunne ikke accepteres gentaget. Derfor iværksætter NATO den 30. august 1995 Operation Deadeye med det formål at angribe bosnisk-serbiske luftforsvarsinstallationer.


For sine handlinger tildeles sergent Claus Gamborg den nyindstiftede Forsvarets Medalje for Tapperhed. Desværre sker det posthumt, idet sergent Claus Gamborg som FN-soldat tilknyttet UNPROFOR falder i kamp den 4. august 1995.

Operation Deadeye afsluttes den 31. august 1995, men afløses den 5. september 1995 af Operation Deliberate Force, eftersom en fredsaftale parterne imellem ikke rykkede nærmere.

Operation Deliberate Force have bosnisk-serbiske kommandoinstallationer og ammunitionsfaciliteter som mål. Efter små fjorten dages luftangreb besluttede de serbiske ledere at møde op til forhandlingsbordet, hvorefter det blev muligt at indgå en fredsaftale for Jugoslavien og ikke mindst Jugoslaviens deling.

Det var i øvrigt under Operation Deliberate Force, at enheder for det tyske flyvevåben for første gang siden II Verdenskrig atter var engageret i kampoperationer.

For god ordens skyld skal bemærkes, at Republika Srpska/Република Српска ikke må forveksles med Den serbiske Republik.

NATO’s offensive engagement i Sydøsteuropa var dog ikke dermed bragt til afslutning. Under kodenavnet Operation Allied Force var fly fra NATO i perioden fra den 24. marts 1999 til den 20. juni 1999 atter engageret i luftbombardementer, idet målene nu befandt sig i Serbien-Montenegro (også benævnt Den føderale Republik Jugoslavien (Savezna Republika Jugoslavija/ Савезна Република Југославија) samt i Kosovo, hvor Serbien-Montenegro havde deployeret styrker. Samtidig samles i Nordmakedonien en landstyrke under NATO-flag. Denne landstyrke - bl.a. med dansk personel - rykker den 11. juni 1999 ind i Kosovo, og under kodenavnet Operation Joint Guardian bliver landstyrken den 12. juni 1999 til Kosovo Force (KFOR). Danske kampfly var på samme tidspunkt stillet til rådighed for NATO’s engagement i Serbien-Montenegro, idet otte F-16 Fighting Falcon og yderligere to F-16 Fighting Falcon i reserve var tilknyttet NATO til løsningen af både offensive og defensive luftoperationsopgaver.

Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Serbien slutter fred

Den 20. december 1995 blev NATO aktiv deltager i det fredsskabende og fredsbevarende arbejde henset til deployeringen af landstyrker på den verdenspolitiske scene.


Underskrivelsen den 14. december 1995 af Dayton-fredsaftalen afslutter den jugoslaviske borgerkrig. Samtidig bliver Dayton-fredsaftalen begyndelse på NATO's landoperationer som fredsskabende og fredsbevarende aktør.

Den 14. december 1995 havde premierminister Viktor Chernomyrdin, Rusland; præsident Jacques Chirac Frankrig; præsident Bill Clinton, USA; præsident Alija Izetbegović, Bosnien-Hercegovina; forbundskansler Helmut Kohl, Tyskland; premierminister John Major, Storbritannien; præsident Slobodan Milošević, Serbien; og præsident Franjo Tuđman, Kroatien underskrevet Dayton-fredsaftalen af 14. december 1995, som definitivt skulle afslutte den jugoslaviske borgerkrig. Nu var opgaven så, at Dayton-fredsaftalen skulle implementeres, hvilket ikke kunne ske uden international militær tilstedeværelse i Sydøsteuropa. Dette var en opgave, som NATO påtog sig at lede, idet andre lande end medlemmerne af NATO deltog i de kommende opgaver.

Enheder fra NATO som fredsbevarende styrker

På baggrund af FN-resolution 1031 afsluttedes FN-engagementet i Sydøsteuropa, idet UNPROFOR blev afløst af NATO’s Implementation Force (IFOR) under kodenavnet Operation Joint Endeavour, idet IFOR et år senere blev afløst af NATO’s Stabilisation Force (SFOR) under kodenavnene Operation Joint Guard og Operation Joint Forge.


Finske soldater tilknyttet den NATO-ledede IFOR-styrke.

Under kommando af admiral Leighton W. Smith, der var øverstkommanderende for NATO’s Allied Forces Southern Europe, iværksattes transformationen fra UNPROFOR til IFOR, idet den nye landoperation blev iværksat i regi af NATO’s Allied Rapid Reaction Corps, selv om mange UNPROFOR-enheder fortsatte i IFOR-regi - blot med udskiftning af FN-afmærkning med IFOR-afmærkning. Fra NATO deltog Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Polen, Spanien, Tyrkiet, USA og Storbritannien; men faktisk var NATO med den nuværende NATO-struktur repræsenteret ved endnu flere lande. Således deltog også Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn med soldater o.a. personel til IFOR.

Danmark havde været en del af UNPROFOR; og under NATO-flag fortsatte Danmark sin tilstedeværelse i Sydøsteuropa. Det var som del af Multi-National Division North, hvor Danmark var en del af den nordisk-polske brigade kendt som NORDPOLBDE, idet brigaden foruden enheder fra Danmark og Polen bestod af enheder fra Estland, Finland, Letland, Litauen, Norge, Sverige og USA.

Derudover var Danmark engageret i den nordiske forsyningsenhed Nordic Support Group, som var hjemmehørende i den ungarske by Pécs.

NATO forsvarer USA, da al-Qaeda udfører angreb på amerikansk grund

Den første - og hidtil eneste - militærmission med hjemmel i NATO-traktatens artikel 5 - er forsvaret af USA.

Operation Eagle Assist blev til efter al-Qaedas terrorangreb i september 2001 på World Trade Centre og Pentagon. USA påberåbte sig at være under angreb. USA anmodede derfor NATO om hjælp til at forsvare sig. 13 medlemmer af NATO gik herefter sammen om luftforsvaret af USA. Operation Eagle Assist blev formelt afsluttet i maj 2002.

Danmark var repræsenteret i Operation Eagle Assist.

Bekæmpelsen af al-Qaeda og Taliban i Afghanistan

I kølvandet på al-Qaedas terrorangreb i USA besluttede USA at angribe al-Qaeda i Afghanistan. Det skete med begrundelsen af den engelske betegnelse War on Terror, som dog ikke har hjemmel i definitionen af krig, som den er beskrevet i krigens folkeret. Fysisk var al-Qaeda styret fra baser i Afghanistan, og det var disse baser, USA har sat som mål for sine angreb. USA erklærede ikke krig mod Afghanistan. Der var dog tale om en de facto-intervention. Den 7. oktober 2001 invaderede USA og Storbritannien Afghanistan; og siden blev invasionen støttet af styrker fra Australien og Canada, idet der blev samarbejdet med den afghanske nordalliance.

Som interventionen skred frem, gav FN mandat til deployeringen af en international sikkerhedsstyrke til Afghanistans hovedstad, Kabul. Navnet på sikkerhedsstyrken blev International Security Force (ISAF), som skulle assistere den midlertidige afghanske regering med at opretholde sikkerheden omkring den afghanske hovedstad.

Først i oktober 2003 blev ISAF’s operationsområde udvidet til at omfatte hele Afghanistan. Derved ændredes ISAF-mandatet også, idet ISAF-styrkerne nu kom i direkte kamp med al-Qaeda- og Taliban-enheder.

ISAF-missionen blev afsluttet den 28. december 2014.

Den 1. januar 2015 så en ny NATO-ledet operation i Afghanistan dagens lys: Operation Resolute Support. Missionens overordnede formål er at træne og rådgive de afghanske sikkerhedsstyrker. Grundlaget for Operation Resolute Support er en bilateral aftale mellem NATO og Afghanistan.

Danmark var repræsenteret i ISAF; og Danmark er repræsenteret i Operation Resolute Support.

NATO træner de irakiske sikkerhedsstyrker

I 2004 henvendte den irakiske overgangsregering sig til NATO med ønsket om, at NATO kunne bidrage til bl.a. kapacitetsopbygning. NATO påtog sig opgaven. Resultatet blev træningsmissionen NATO Training Mission Iraq (NTM-I).

NTM-I, der ikke havde kampopgaver, udgjordes af 23 medlemmer af NATO samt De forenede arabiske Emirater, Egypten, Japan, Jordan og Ukraine.

I 2011 blev NTM-I nedlagt. Opgaveløsningen var en succes. Derfor er er ny træningsmission etableret i Irak. Målsætningen er, at irakerne skal gøres i stand til selv at imødegå aktiviteter udført af bl.a. Islamisk Stat.

NATO Mission Iraq (NMI) skal stå for træning og kapacitetsopbygning. NMI’s indsats er koordineret med øvrige aktører i Irak, hvor NMI komplimenterer den internationale indats, der skal styrke stabiliteten i Irak og i nærregionen.

Danmark var repræsenteret i NTM-I; og Danmark er repræsenteret i NMI.

NATO er andet end krig

Når man tænker på NATO, tænker man ofte på krig og krigsmæssig indsats. NATO er dog så meget mere end det, hvilket skyldes, at NATO har en kommandostruktur, som gør handling mulig. NATO er derfor andet end krig.

Den første NATO-mission, der ikke kunne henføres til NATO-traktatens artikel 4 eller 5, var at støtte Grækenland i afviklingen af de olympiske lege i Athen i 2004.

2005 var året, hvor naturens kræfter kom til at udgøre en egentlig fjende for menneskeheden. USA fik på gr. af orkanen Katrina støtte fra NATO. Samtidig dermed ramte et voldsomt jordskælv Pakistan, i hvilket forbindelse NATO ydede logistisk støtte.

Endelig ydede NATO i perioden 2005-2007 logistisk støtte til den forenede FN- og Afrikanske Union-mission i Sudan. Derved blev det muligt at etablere hybridmissionen i Darfur-regionen.

Artiklen fortsættes i del III...