14. februar 2019

Input til vinterferiens aktivitetsplan (IV)

Sne, sand eller vand...eller måske noget ganske andet... Fem forslag til aktiviteter til vinterferien...

af Niels-Ole Mannerup

Vinterferie er som oftest det samme som aktiv ferie. Tit sættes vinterferie lig med skiferie; men der er også dem, der rejser til solrige destinationer for at nyde varme, vand og sand. Endelig er der dem, der ikke mærker den store forskel på uge nr. 6, 8 og 7... Uanset vinterferie eller ej... I ferietider har Tænketanken Atlantsammenslutningen haft for vane at komme med en anbefaling til, hvorledes tiden også kan anvendes - og det gør vi også nu. Vi vil således over de næste to dage komme med anbefalinger til at skabe nye horisonter.

Karen Blixen og Helmut Lotti har forsøgt at beskrive Afrika...med vidt forskellige fortegn...men dog forsøgt...og Winston Churchill og Deborah Scroggins samt Wilbur Smith har forsøgt at beskrive Sudan...mere eller mindre med samme fortegn... Jeg har stiftet bekendtskab med beskrivelserne, og det kan lyde besnærende, fascinerende og særdeles frygteligt... Samtidig forestiller man sig de smukke og agtværdige kvinder tilhørende dinga-folket...høje og elegante...modeller som var det på catwalken i modens hovedstad Paris...men hvor er det forestillingens fiktion og virkelighedens realiteter mødes? - og kan man overhovedet beskrive ”mit Afrika” for nogen, som ikke selv har været der? - for hvad er Afrika? Når man sidder på hotellets terrasse i Entebbe, Uganda, hvor et frygteligt gidseldrama afsluttedes den 4. juli 1976 ved hj. af et dristigt udført kommandoraid udført af Israeli Defense Forces’ faldskærmstropper, og kikker ud og sceneriet, mens man nyder en kølig lokal øl, er der tale om et uvirkeligt Paradis. Sol og behagelig varme...og grønne blomster... Dyr af alle slags...dog måske ikke lige, som det var beskrevet i Tarzan-filmene med Johnny Weißmüller i hovedrollen, idet scener med den olympiske svømmer i rollen som Tarzan var optaget i den nærliggende nationalpark for snart 90 år siden... Skønnest af alt var måske følelsen af fred og fordragelighed...med et twist af det britiske imperiums storhedstid... Giver dét mening? Jeg tror det ikke, for det skal opleves...og det samme gælder problemerne i Sudan, der i vores tid har medført udsendelsen af fire FN-missioner.

Sudan er på sin egen måde et fantastisk land, der kunne have uanede muligheder for at udvikle sig...udvikle sig, som vi gerne vil det i vesten... Ganske vist er der ørken og en ulidelig varme, men Nilen går gennem Sudan, og jorden på siden af Nilen er frugtbar. Det samme kunne en turistindustri være, hvis ellers man tillod hoteller, casinoer m.m. langs Nilen, mens kystskibe kunne fragte turister for nord til syd...og syd til nord... Dertil kommer en mulig olieindustri, som p.t. nyder godt af Kinas hjælpsomhed. Desværre - fristes man til at sige - lever døden på Nilen i bedste velgående...og ulykkeligvis spreder døden sig fortsat til landområderne på hver sin side af Nilen. Krokodillerne tager sin bekomst - ikke mindst, når regntiden har sørget for, at Nilen er gået over sine breder, hvorved krokodillernes territorium er blevet udvidet; men derudover tager menneskeheden over, hvor krokodillerne stopper...og sådan har det altid været, når tanken går i retning af Sudan.

United Nations Mission in Sudan (UNMIS 2005-2011), African Union-United Nations Hybrid Operation in Darfur (UNAMID 2007-), United Nations Interim Security Force for Abyei (UNISFA 2011-) og United Nations Mission in South Sudan (UNMISS 2011-) vidner om et land, hvor freden ikke har de nemmeste levevilkår - og tør man gætte på fremtiden? Det er ikke nemt...og det er ikke nemt, når lederne af de enkelte områder, stammer og fraktioner fortsat står mere end almindeligt langt fra hinanden. Én af årsagerne til divergenserne er religionsforskellene; og ej heller dét er noget nyt i Sudan/Sydsudan, hvis størrelse andrager Vesteuropa. Meget positivt er dog sket i Sudan/Sydsudan, men det skal dog erindres, at vi blot skal tilbage til 1990’erne for at finde Osama bin Laden i Sudan...

Dansk personel har været knyttet til UNMIS, og dansk personel er fortsat tilknyttet UNMISS. Udsendelserne har været som stabsofficerer og FN-observatører, og således er det også i dag.

Mødet med Sudan kan man ikke forestille sig, før man står i Khartoum International Airport eller Juba International Airport. Jo; stereotyperne om en afrikansk lufthavn er måske ikke helt ved siden af, og alligevel passer billedet ikke helt...og samtidig skal man ved ankomsten - uanset hvor sen - slås med en ulidelig varme, der står i skærende kontrast til flyets aircondition... Når det er dag, må de fleste bilers termometer give op. Det kan højst klare 60 graders varme...

Sudans historie går tilbage til 2.500 f.Kr., og Egyptens indflydelse gør sig med sikkerhed gældende - og det er via Egypten, at Storbritannien reelt får interesse for Sudan. Det store britiske engagement kommer dog i slutningen af 1800-tallet, hvor Storbritannien ønsker at sikre Nilen og dermed Egypten, hvor især Aswan-dæmningen havde behov for tilgang af Nilens vand. Belgien og Frankrig havde udvist interesse for Nilen, og samtidig var Egypten truet af kalifatet i Omdurman ledet af Mahdi Muhammad Ahmad, og derfor så Storbritannien sig nødsaget til at vende sin opmærksomhed mod Sudan. Den britiske regering under ledelse af premierminister William Gladstone ønskede ikke, at Storbritannien skulle binde sig med et militært engagement, men på opfordring fra udenrigsminister Granville Leveson-Gower blev det foreslået at sende generalmajor Charles Gordon afsted. Derved ville folket være stillet tilfreds, og hvis noget gik galt, ville det kun være generalmajor Charles Gordon, man skulle bebrejde. Således blev det. Den britiske krigshelt fra Kina, generalmajor Charles Gordon, blev i 1884 sendt til Sudans hovedstad, Khartoum, for at skabe ro. Situationen viste sig uholdbar; konfrontationen med kalifatets leder og hans 100.000 mand store oprørshær over for en garnison på ca. 30.000 indbyggere kunne næsten kun få ét udfald; og generalmajor Charles Gordons mission så umulig ud: At sikre evakueringen af civile og loyale soldater ud af Sudan. En storstilet evakuering blev iværksat, men som kaptajnen på et skib går ned med sit skib, således valgte Chinese Gordon - eller Gordon of Khartoum, som han senere blev kendt - at blive i Khartoum med en lille gruppe tro civile og soldater. Hungersnøden tog til, og de to feltherrer - Mahdi Muhammad Ahmad og generalmajor Charles Gordon - forsøgte at undgå konfrontationen, men konfrontationen var uundgåelig. Mens generalmajor Charles Gordon befæstede sig i Khartoum, tryglede han den britiske regering om tilgang af militær forstærkning, men den britiske regering modsatte sig...indtil det tidspunkt, hvor presset fra folket om at undsætte krigshelten fra Kina blev for stor... Et ekspeditionskorps blev sendt til undsætning, men for sent. Generalmajor Charles Gordon havde tabt kampen til Mahdi Muhammad Ahmad, og den britisk feltherres hoved endte på en pæl, der som et sejrssymbol efterfølgende blev ført rundt i Khartoums gader. To dage senere ankom ekspeditionskorpset med det resultat, at briterne forlod Sudan; og et nyt kapitel i Sudans historie skulle nu skrives...bl.a. af Lord Kitchener og Winston Churchill...idet britiske styrker ti år senere genindtog Khartoum. Storbritannien blev derefter i Sudan frem til 1956, idet Sudan blev styret i samarbejde med Egypten; men fra den 1. januar 1956 opnåede det Sudan, vi kender i dag, selvstændighed. At Sudan siden skulle få sit at slås med - med en arabisk/muslimsk befolkning i nord, og en afrikansk/kristen befolkning i syd - var uundgåeligt, og resultatet er set i form af flere FN-missioner...og en fred, der endnu ikke endeligt at fundet vej til landet, hvis motto er: Sejren er vor! Måske sejren i sidste ende har vist sig at være meget dyrt købt...

Generalmajor Charles Gordon og hans kamp mod Mahdi Muhammad Ahmad er et centralt kapitel i Sudans nyere historie; og dette kapitel er flot beskrevet i filmen ”Khartoum” med Charlton Heston i hovedrollen som den britiske krigshelt. ”Khartoum” fra 1966, giver et storslået indtryk af, hvad Sudan er...bortset fra, at filmen er optaget i Egypten...og sådan kan man fordreje historiens virkelighed...på fuldstændig troværdig vis. If. min opfattelse præsterer Charlton Heston noget af det ypperste skuespil i sin karriere, og selv om der er lang vej fra Illinois, USA, til London, Storbritannien, så er Charlton Heston troværdig...også som feltherrer... Måske er det nemmere, når man har oplevet Sudan, men man kan med sikkerhed træde op i Charlton Hestons sko og fornemme troen på det at være soldat og beskytter...og samtidig være magtesløs, når eens arbejdsgiver ikke vil, som man ønsker det...selv om man ikke fulgte ordrer...hvilket er et faktum henset til generalmajor Charles Gordon, der kunne have undgået døden ved Nilen. Som Mahdi Muhammad Ahmad ses Sir Lawrence Olivier, og igen er der kun at sige, at der er tale om en pragtpræstation, selv om det er vanskeligt at måle Sir Lawrence Olivier med andre roller end danske prins Hamlet. Alt-i-alt en episk film, man kan se igen-og-igen...hvis man er til britisk imperialisme og Afrika... Skal man finde noget decideret negativt ved filmen, så kan man ikke undlade at nævne filmens længde. Filmen kan til tider virke lang...og ørkenen kan synes uendelig...og i et filmperspektivistisk lys er det måske lidt for meget af det gode... På den anden side er virkelighedens virkelighed til tider ilde hørt...og ørkenen...den er uendelig...

”Khartoum” giver ikke svaret på Sudans historie, og ”Khartoum” giver slet ikke svar på, hvor Sudan, Sydsudan o.a. områder (herunder Darfur) er på vej hen; men ”Khartoum” giver dog en forståelse af fundamentet for, hvorfor der (måske) ingen løsninger er fundet.

Vil man supplere sin viden om Sudan - især i perioden omkring århundredeskiftet - kan man med fordel supplere med bl.a. ”The River War” af Winston Churchill, idet man hér skal være opmærksom på, at bogen er skrevet i et meget upolitisk-korrekt-sprog, men sådan var det engang.

Fra nyere tid kan man supplere med ”Emma’s War” af Deborah Scroggins. Det er fortællingen om Emma McCune og hendes passion for Afrika og især Sydsudan, hvor hun virkede som nødhjælpsarbejder. Under sit ophold i Sudan mødte Emma McCune oprørslederen Riek Machar, som senere blev Sydsudans vicepræsident, hvilket gav historien og myten om Emma McCune en særlig vinkel. Emma McCune blev gravid med Riek Machars barn; og mens hun var gravid flyttede hun til Kenya, hvor hun blev dræbt i et trafikuheld...uden i øvrigt at sammenligne med historien om oberst Thomas Lawrence...bedre kendt som Lawrence of Arabia...der overlevede alle farer i ”krigshelvedet”, men som også omkom i en trafikulykke...

Personligt er jeg fascineret af Afrika og de afrikanske lande, jeg har stiftet bekendtskab med...i fredens tjeneste... Jeg har oplevet Sudan fra nord til syd... Fløjet med små og store FN-fly over landskaberne... Været med til opleve lokalfred blive en realitet... Set Darfur, før Darfur blev til en FN-mission... Sejlet patrulje på Nilen med den bangladeshiske flåde... Drøftet fred med Riek Machar og bl.a. talt om Lord's Resistance Army og misbrugen af børn som børnesoldater; og jeg har nydt selskabet af en indisk Force Commander, der gav mig indsigt i kultur på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig det... Jeg ved, at hvis vi forestiller os et Afrika i et europæisk perspektiv, da er der lang vej til at komme i mål. Spørgsmålet er så, om vi kan stille os tilfredse med at se på, at udviklingen går, som den går...med hungersnød, krige o.s.v. Heldigvis skal jeg ikke træffe beslutning derom, for det er et politisk anliggende...men tankevækkende...det er det...

Lad mig afslutte med et citat af Winston Churchill baseret på hans erfaringer fra Sudan:

“Victory is the beautiful, bright-coloured flower. Transport is the stem without which it could never have blossomed. Yet even the military student, in his zeal to master the fascinating combinations of the actual conflict, often forgets the far more intricate complications of supply.”

I morgen kommer vinterferiens sidste forslag til aktivitet...og i morgen går vi ud ad en tangent...for det er hverken en bog eller en film, der kommer i betragtning...