4. maj 2019

Danmark befries fra Det tredie Riges besættelse

Den 4. maj 1945... Johannes G. Sørensens ord fra London står til evig tid mejslet fast i Danmarks historie, men vi hører gerne ordene igen-og-igen...fordi vi derved erindres om den historiske virkelighed og den menneskelige natur i sin værste og bedste skikkelse. Vi mindes på forskellig vis - og alligevel synes det som om, at stearinlyset fortsat er at finde i vinduerne i løbet af de første aftentimer...en gestus, der gerne må vare ved...

For 74 år siden...kl. 2036...

»I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.«

Den 4. maj 1945 klokken 1830 underskrev Det tredie Rige kapitulationserklæringen i feltmarskal Bernhard Montgomerys hovedkvarter på Lüneburger Heide.

Drømmen om dansk frihed var blevet virkelighed; og netop friheden til at leve må aldrig tages for givet. Det har historien vist os gentagne gange - og med den vedvarende attrå efter frihed mindes vi også i år befrielsen.

Et budskab om frihed

Frihedsbudskabet udsendt via BBC fejres den 4. maj. Danmark blev dog først formelt frit den 5. maj 1945 kl. 0800 (engelsk sommertid). Først på dét tidspunkt blev fem års tysk besættelse af Danmark bragt til sin afslutning, idet Bornholm ikke blev befriet før den 9. maj 1945, hvorefter Sovjetunionen holdt Bornholm besat frem til den 5. april 1946.

Danmark besat

II Verdenskrig var den sidste militære konflikt med fjendtlige på dansk jord. Der var samtidig tale om en væbnet konflikt, der trods den danske samarbejdspolitik, mærkede det danske samfund...og hele det danske samfund...for Danmarks frihed var fjernet.

Livet gik på mange måder sin gang, hvilket kan tillægges samarbejdspolitikken - den samarbejdspolitik, der af nogle anses for en forkert betegnelse, når man vil påberåbe sig besættelse af en fremmed magt.

Samarbejdspolitikken var officielt repræsenteret af stats- og udenrigsminister Erik Scavenius - og betydningen af stats- og udenrigsminister Erik Scavenius kan man fortsat strides om. Gik han Danmarks ærinde, eller ødelagde han eksempelvis Danmarks forhold til de allierede ved at bevare kontakten til Det tredie Rige? - og skylder vi derfor modstandsbevægelsen en langt større tak end umiddelbart, fordi Danmark blev accepteret af de allierede som en modstandsstat? Stats- og udenrigsminister Erik Scavenius var dog selv af den opfattelse, at han skabte balance mellem dansk suverænitet og kravene fra Det tredie Rige - og netop opfattelsen af, at Danmark havde bevaret juridisk suverænitet er vel med til at argumentere for, at samarbejdspolitikken ikke må fremstå som kollaboration.

Konsekvensen af samarbejdspolitikken medførte faktuelt, at Danmark ikke blev trykket under fode på samme vis, som andre tyskbesatte lande oplevede det. Samtidig kan det ikke ignoreres, at Danmark qua samarbejdspolitikken fik tilegnet sig viden om tyske forhold, som de allierede efterretnings- og specialtjenester efterfølgende kunne gøre brug af. Økonomisk medførte samarbejdspolitikken ligeledes, at Danmark ikke gik nedenom og hjem. Derudover lykkedes det frem til 1943 at undgå jødeforfølgelse i Danmark.

Samarbejdspolitikken gik sin gang - og det samme gjorde krigens gang; og efter den tyske fremmarch i Sovjetunionen og i Afrika var blevet bremset, var der skabt et håb om, at Det tredie Rige kunne besejres. I Danmark mærkedes denne forhåbning ved, at forholdet mellem danskere og tyskere blev forværret. Samtidig blev modstandsbevægelsen organiseret - og selv om regeringen bestræbte sig på at bekæmpe modstandsbevægelsens sabotagehandlinger, var modstandsbevægelsen kommet for at blive. Dette førte i efteråret 1942 til, at Det tredie Rige begyndte at se på Danmark som fjendtligt territorium. Alligevel gennemførte man i marts 1943 valg til den lovgivende forsamling, hvilket ikke begunstigede den tyske besættelsesmagt. Situationen virkede låst, og den anspændte situation kulminerede i sommeren 1943 med strejker og civil opstand. Derfor erklærede Det tredie Rige undtagelsestilstand i Danmark. Den danske regering havde strakt sig langt til fordel for samarbejdspolitikken, men nu var slutmålet nået, og den danske regering var derfor nødsaget til at indgive sin afskedsbegæring. Det skete den 29. august 1943, hvor den tyske værnemagt gennemførte angreb på danske militære anlæg og skibe, hvilket resulterede i, at forsvaret blev opløst.

Danmark i opposition til Det tredie Rige

Selvom regeringen var gået af, overtog Det tredie Rige ikke Danmark ved nazificering. Dansk ret var fortsat gældende; og i stedet for et ministerstyre fik Danmark et departementschefsstyre, hvor lovanordninger efterfølgende blev godkendt af Højesteret. Departementschefsstyret var dog ikke ensbetydende med, at Det tredie Rige ikke traf beslutninger af direkte indvirkning og betydning for Dannmark. Her skal blot nævnes beslutningen om jødedeportationerne og deportationen af det danske politi samt forfølgelsen af de danske kommunister.

I de resterende to år af besættelsen øgedes modstanden mod den tyske besættelsesmagt, ligesom Den danske Brigade i Sverige blev formeret. Derudover deltog danske soldater i stadig større omfang i international krigstjeneste, hvilket alt i alt var medvirkende til Det tredie Riges fald.

Vi glemmer aldrig

Når man i dag højtideligholder frihedsbudskabet, er der tale om et kontrastfyldt forhold...for glæden ved befrielsen skal holdes op imod prisen, der blev betalt af de få til glæde for de fleste. I dag - i 74-året for Danmarks befrielse - er der færre og færre som kender dem, der dengang var med; og snart er der ingen tilbage. Sådan er historiens gang, og historiens gang kan ikke forhindres, men mindet om deres gerninger vil leve i Danmarks folk for altid - og der er fortsat grund til at mindes.

Ved besættelsens begyndelse mistede 16 soldater og grænsegendarmer livet i kamp mod invasionsstyrkerne fra Det tredie Rige.

Modstandskampen mod besættelsesmagten kostede næsten 400 personer livet. Dertil kommer ca. 900 øvrige civile tab på dansk grund.

I koncentrationslejrene døde mindst 600 danskere.

Blandt danskere i allieret tjeneste døde ca. 2.000, hvor 1.850 søfolk mistede livet.

Mange steder landet over vil befrielsen blive højtideligholdt - og ét af de mere landskendte steder er Mindelunden i Ryvangen, Hellerup (klik her). Højtideligheden i Mindelunden viser betydningen af at mindes, men i ærlighedens navn må man notere sig, at man i dag ikke kun mindes dengang ved at se bagud. Man mindes også ved at se frem, idet danskere den dag i dag deltager i operationer af forskellig af, som Folketinget har besluttet, at Danmark skal være en del af - og der er altid en god grund til at mindes alle, der tager del i forsvaret af Danmark - og ikke kun med våben i hånd. Når dét så er sagt, er det vigtigt at skelne fortid og nutid, for tiderne er forskellige, og det vil ikke være rimeligt at blande veteranerne fra II Verdenskrig og nutidens veteraner sammen. Om man så en dag vil se, at fremtiden vil mindes nutidens veteraner, som vi i dag mindes de, der deltog i kampen mod Det tredie Rige, kan kun tiden vise.

Fred og frihed kommer ikke af sig selv

I dag har vi - med respekt for Danmarks love - ret og mulighed til at tænke og handle, som vi vil. Mange kender ikke andet. De færreste kan erindre, hvordan det har været engang. I Danmark behøver vi ikke være politisk enige, og den grundlovssikrede ytringsfrihed giver selv ekstreme tankegange ret til at ytre sig - atter med respekt for Danmarks love. I Danmark har vi muligheden for at være til - også, selv om vi ikke behøver at være enige om den landspolitik, der føres. Rettigheder og muligheder side-om-side med pligter er forankret i den frihed, der blev kæmpet for, da Danmark var besat. Danmarks kamp for fred og frihed førte tab med sig. Tabstallene kan tælles, men derover vil der med sikkerhed også være dem, der den dag i dag skal leve med ar i hjerte og på sjæl - også, selv om begrebet PTSD ikke var ”opfundet” dengang. Hvem man end er; og hvilket politisk og religiøst standpunkt man end måtte have... Lad os i dag standse op...og lad os give plads til et øjebliks eftertænksomhed...i taknemmelighed for dem, der har bragt ofre for, at vi i dag kan leve i fred og frihed...den fred og frihed, vi for bestandigt skal værne op...for nutiden og i fremtiden...

Fred og frihed kommer ikke af sig selv; og fred og frihed er ikke en selvfølge.

Æret være dem, der for andres fred og frihed har bragt de største ofre...

Med venlig hilsen
Niels-Ole Mannerup