26. juni 2019

NATO-forsvarsministermøde

I dagene den 26./27. juni 2019 afvikles i Bruxelles, Belgien, NATO-forsvarsministermøde. Konflikten i Den persiske Golf er ikke en del af den officielle dagsorden.

af Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse

Når de 29 NATO-forsvarsministre i dag mødes i NATO-hovedkvarteret, er det med INF-traktaten og Ruslands overtrædelse af INF-traktaten øverst på dagsordenen (klik her). Forhåbningen er, at Rusland kan bringes tilbage til aftalegrundlaget; men omvendt vil NATO gøre sig tanker om, hvad der kan - og skal - ske, hvis aftalegrundlaget med Rusland er væk.

Øvrige emner

Foruden INF-traktaten er det planlagt, at der skal tales om økonomi, idet generalsekretær Jens Stoltenberg netop har kunnet oplyse, at der i NATO-regi har været en samlet stigning i forsvarsudgifterne på 3,9%, idet forsvarsudgifterne i NATO-regi er steget for nu femte år i træk. Samtidig vil man se nærmere på en eventuel omfordeling af forsvarsudgifterne i NATO-regi.

Samtidig vil der blive set nærmere på sikkerhedspolitiske forhold - herunder ny teknologi - hvilket vil foregå i samarbejde med EU’s udenrigschef Frederica Mogherini og repræsentanter fra Sverige og Finland.

Derudover vil der også blive set nærmere på NATO’s Resolute Support Mission, hvor USA har NATO-landenes støtte til at søge en fredelig afslutning på Afghanistan-konflikten.