Tyskland er Europas største økonomi, men samtidig båndlægger landet sin brug af militærmagt, og i NATO er Tyskland blevet stærkt kritiseret af USA for ikke at leve op til sine forpligtelser. Det sætter Tyskland i en særegen politisk situation, og dets partnere må nøje overveje, hvordan man kan samarbejde med Tyskland, og hvilke følger det kan have.
Kombinationen af manglende politisk vilje til at øge forsvarsinvesteringerne og det tyske forsvars utrolig dårlige forfatning, gør det således svært at se Tyskland som en troværdig sikkerhedspolitisk aktør, der udviser det fornødne lederskab og som evner at tage overordnet ansvar på det militære område. Derfor må Danmark - på trods af det normalt meget tætte samarbejde med Tyskland - overveje i hvor høj grad dansk sikkerhedspolitik bør være koblet op på tysk sikkerhedspolitik.