22. august 2022

Udbygning af Esbjerg Havn nødvendig for at kunne tage imod udenlandsk militærforstærkning

For at kunne tage imod udenlandsk militærforstærkning til Europa - primært fra USA samt Canada og Storbritannien - har USA udtrykt ønske om, at Esbjerg Havn udbygges, hvilket Danmark vil imødekomme. Derfor præsenterer forsvarsminister Morten Bødskov (Soc.dem.) m.fl. i dag planerne for udbygningen af Esbjerg Havn - en beslutning, der vil cementere Danmarks betydning som Host Nation, hvorved Danmarks sikkerhedspolitiske rolle - if. generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe - vil forandres, idet Danmark ikke længere vil være en frontliniestat.

af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup

Den 18. august 2022 udtalte forsvarsminister Morten Bødskov:

»Med Ruslands angreb på Ukraine og den nye, europæiske sikkerhedssituation er det mere vigtigt end nogensinde, at Danmark er i stand til at forsvare sig selv. Her spiller forsyningssikkerheden en afgørende rolle. Det er afgørende, at Forsvaret kan få det materiel, som er helt centralt for at sikre et stærkt, dansk forsvar. Det gælder ikke mindst på havet, hvor Danmark er en af verdens største søfartsnationer.«

Fire dage senere - den 22. august 2022 - er forsvarsminister Morten Bødskov atter på banen - ikke for at tale om materielanskaffelser, men derimod for at orientere om en koordinationsaftale med en række partnere om udbygningen af Esbjerg Havn. Årsagen hertil er bl.a., at Esbjerg Havn, der er en af Danmarks største havne - og altid isfri - og som i dag spiller en central rolle som havn for olie, naturgas og vindenergi, skal udbygges for at kunne tage imod udenlandsk militærforstærkning.

Esbjerg Havn skal være et nyt sikkerhedspolitisk knudepunkt (som NATO-havn)

If. forsvarsminister Morten Bødskov:

»Esbjerg Havn bliver med de beslutninger, der nu bliver truffet, et nyt sikkerhedspolitisk knudepunkt. Vi forbedrer NATOs og allierede styrkers adgang til Esbjerg Havn, således de kan blive fordelt rundt i Europa.«

Udfra en logistisk betragtning er det naturligt, at det er USA, som har fremsat ønsket om at gøre brug af Esbjerg Havn og udvide Esbjerg Havn, idet NATO-samarbejdspartnere som Canada og Storbritannien i sagens natur også vil være naturlige brugere af Esbjerg Havn. Det er som så ikke nytænkning, for USA har tidligere gjort brug af Esbjerg Havn...talrige gange endda... Det er sket i forbindelse med øvelsesvirksomhed, men øvelsesvirksomheden er nu afløst af militære operationer i krisetid som følge af Ruslands invasion af Ukraine, som har medført NATO-forstærkninger til NATO’s østlige flanke.

Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe udtaler i denne forbindelse:

»En af de centrale ting i NATO er afskrækkelse, så vi kan vise over for en mulig fjende, at vi er klar. Og med noget så lavpraktisk som at vi har en havn, der faktisk kan modtage forstærkninger, sender vi et vigtigt signal.«

Klik her for at læse hele interviewet med generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, da han gæstede TV2/News for at forklare nærmere om betydningen af udvidelsen af Esbjerg Havn og ændringen af status til NATO-havn.

Esbjerg Havn

Den omstændighed, at havet omkring Esbjerg er isfrit, gjorde tilbage til afslutningen af II slesvigske Krig Esbjerg interessant som havnekapacitet, idet det ikke længere var muligt at anvende Hamborg Havn. Resultatet blev, at Esbjerg Havn stod klar i 1868 - primært for at fragte smør og bacon til Storbritannien. Siden blev smør og bacon afløst af fisk samt off-shore-aktiviteter til Nordsøen. Derudover har DFDS tidligere anvendt Esbjerg Havn til sine afgange til Harwich, Storbritannien - en færgerute, der siden blev nedlagt og flyttet til Amsterdam, Nederlandene.

Amerikansk tropperotation

Annonceringen af planerne om udbygningen af Esbjerg Havn, som forventes at være tilendebragt med udgangen af 2023, sker samme dag, som ARC Endurance lægger til kaj i Esbjerg Havn - bl.a. med over 40 Combat Aviation Brigade-helikoptere.

En Combat Aviation Brigade er en multifunktionel brigade i den amerikanske hær, som rummer en kombination af kamp- og rekognosceringshelikoptere (typisk AH-64 Apache); transporthelikoptere (typisk UH-60 Black Hawk og CH-47 Chinook); samt MEDEVAC-kapaciteter til brug for bl.a. evakuering af syge og sårede. Klik her for at læse mere om Combat Aviation Brigade-struktur og opgaver.


UH-60 Black Hawk er blandt de amerikanske helikoptere,
som i den kommende tid kan ses i luftrummet over Esbjerg.

11 divisioner i den amerikanske hær har en Combat Aviation Brigade tilknyttet; og den Combat Aviation Brigade, der ankommer til Danmark, er tilknyttet 1st Armoured Division ”Old Ironsides”. Af øvrige divisioner kan bl.a. nævnes 1st Cavalry Division, 10th Mountain Division, 82nd Airborne Division og 101st Airborne Division.

Ankomsten af de amerikanske militærenheder til Esbjerg Havn skal ses som led i den amerikanske tropperotation i Europa.

Den 22. august 2022 kl. 0846 (opdateret den 22. august 2022 kl. 1039)/nom

 

For medierne:

Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe står til disposition for medierne, idet interviews vil kunne aftales direkte med Atlantsammenslutningens daglige leder, som kan kontaktes via telefon 3059 1944 eller via e-mail lars@atlant.dk.