19. oktober 2022

Stillingsopslag: Atlantsammenslutningen søger ulønnede praktikanter til praktikanthold 23-1

Til Atlantsammenslutningens praktikanthold 23-1 søges et antal praktikanter med rod i universitetsmiljøet (herunder også CBS), idet studerende ved såvel danske som udenlandske universiteter kan komme i betragtning til ansættelse som praktikant i en periode på op til syv måneder. Din (studie-) baggrund er ikke altafgørende. Det vigtigste er, at du helhjertet interesserer dig for dansk og international sikkerhedspolitik.

Hvem er Atlantsammenslutningen?

Du har sikkert hørt navnet...og der er måske endnu større chance for, at du kender den daglige leder - generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe - fordi han gennem flere år har været fast tilknyttet TV2 og TV2/News som ekstern sikkerhedspolitisk ekspert; og tænker du, om det kunne være ”ham-med-klappen-for-øjet”, der taler om pirater, så er svaret ”ja”.

Selvom Atlantsammenslutningens paratviden er stor,
skal Atlantsammenslutningens daglige leder altid klædes på med up-to-date-viden.
Det er bl.a. en opgave for praktikanterne.
Ofte sker indkaldelse som tv-ekspert med kort varsel, og så skal der arbejdes igennem.

Atlantsammenslutningen er en internationalt orienteret sikkerhedspolitisk tænketank, som samarbejder med og støtter op om Folketinget, ministerier, forsvaret og erhvervslivet, ligesom vi derudover samarbejder med både danske og udenlandske tænketanke, ambassader m.fl. Dertil kommer, at Atlantsammenslutningens daglige leder fungerer som sikkerhedspolitisk rådgiver for bl.a. ministre og ministerier, politikere og embedsmænd.

Til løsningen af sekretariatsopgaverne og udarbejdelsen af analytisk materiale ønsker Atlantsammenslutningen at sammensætte et praktikanthold, der kan løfte i flok, men hvor der også er plads til individuel opgaveløsning. Naturligvis vil praktikforløbet være tilpasset dit studium, som altid kommer i første række, men der kan ikke ses bort fra, at der vil være perioder med overordentlig travlhed. Dette kan skyldes, at den sikkerhedspolitiske situation i den store verden pludselig udvikler sig med lynets hast, og at Atlantsammenslutningen skal være klar med analyser, vejledninger og anbefalinger.

Det er Atlantsammenslutningens daglige leder, der i vejleder- og mentorfunktionen er ansvarlig over for dit studiested.

Atlantsammenslutningens daglige leder understøttes i sit arbejde af en sekretariatschef og en it-konsulent.

Arbejdsstedet er Frederiksberg Slot på toppen af Frederiksberg Bakke

Du vil få dit eget skrivebord på Frederiksberg Slot...ved siden af Zoologisk Have og med udsigt over Frederiksberg Have og de københavnske tage.

Sammen med Atlantsammenslutningens daglige leder vil du få indsigt i de arbejdsmetoder og løsningsmodeller, som det af bl.a. ministerier forventes, at en nyuddannet fuldmægtig kan bestride.

Atlantsammenslutningens seminarer og konferencer er altid godt besøgt;
og i hele processen kan praktikanter have en afgørende indflydelse.

Mens der stilles et skrivebord til rådighed for dig, forventes det, at du kan stille din egen pc til rådighed. Du vil ikke blive økonomisk kompenseret for brug af egen pc.

Hvorfor Atlantsammenslutningen?

Atlantsammenslutningen anser sig selv som den toneangivende danske sikkerhedspolitiske tænketank, der forener arbejdsopgaver hjemmehørende i Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervsministeriet og Kulturministeriet, men listen er ikke udtømt. Samtidig er Atlantsammenslutningen et folkeoplysningsforbund, som er medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd; og vi tager folkeoplysningsopgaven meget seriøs. Dette sker ikke mindst i form af foredrag på gymnasier og i foreninger, ligesom virksomheder og organisationer besøges. Afhængig af dine interesser og dine kundskab kan du blive en del af team, som sammen med Atlantsammenslutningens daglige leder løser denne særlige undervisningsopgave, der finder sted i hele landet.

Som praktikant i Atlantsammenslutningen vil du lære at forene faglig baggrund med dansk og international sikkerhedspolitik. Du kommer bl.a. til at arbejde med udgivelsen af Atlant Briefs (klik her for at se et eksempel); planlægge og gennemføre seminarer og konferencer; udgive podcasts og videopodcasts; samt være aktiv på de sociale platforme, hvor man finder Atlantsammenslutningen. Du vil endvidere kunne komme til at ledsage Atlantsammenslutningens daglige leder til møder i ind- som udland - og for forårsholdets vedkommende er det bl.a. muligt at deltage i Folkemødet på Bornholm.


Praktikanterne medvirker til udgivelse af publikationer; og det sker under eget navn.
Hér er et eksempel på et Atlant Brief skrevet af en praktikant,
der sammen med generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe har set på
relationerne mellem Indien og Kina.
I dag har Julie Ranneries gjort karriere i det internationale private erhvervsliv,
hvor hun kan gøre brug af sine erfaringer som praktikant i Atlantsammenslutningen.

Du kommer således til at møde en masse mennesker - også praktikanter fra andre tænketanke, organisationer samt forsvaret, hvilket kun kan gavne, når der på sigt skal gøres brug af netværk - fx til at skabe grundlag for efterfølgende ansættelse.

Vi er en afslappet arbejdsplads med en god omgangstone, og der er plads til alle, for vi afspejler samfundet fuldt og helt. Der arbejdes igennem, men der er også plads til en mental pause, hvor det ikke er krig og ødelæggelse, som dominerer; og er der behov for at gå tur i Frederiksberg Have...for at få luft eller for at blive inspireret...så er der også plads til det.

Der er fri kaffe/te, og initiativer til kagespisning bliver aldrig mødt med modstand.

Sikkerhedspolitik holder aldrig fri...og vi har brug for dig, der kan og vil

I Atlantsammenslutningen tænker vi sikkerhedspolitik døgnet rundt, og vi tager begrebet tænketank særdeles alvorligt. Det betyder, at vi har højt til loftet, når vi diskuterer sikkerhedspolitiske problemstillinger. Derfor ønsker vi praktikanter med forskellig baggrund, således at vi kan vende og dreje problemstillinger og -løsninger mest muligt.

Atlantsammenslutningen er en lille arbejdsplads, hvor der er god mulighed for, at du kan sætte dit personlige aftryk på din praktiktid med tilhørende stort ansvar. Det betyder, at du skal kunne være selvstændig og arbejde sammen med andre samt tage imod opgaver, du ikke selv har bedt om. Der er plads til meningsforskelle, men omvendt er der ikke plads til, at man ikke vil samarbejdet. Dertil er arbejdspladsen alt for lille, idet det ikke er muligt at gemme sig. Man må godt være individualist, men holdånden er nu engang en nødvendighed.

Din praktiktid planlægges i fællesskab, så både du og Atlantsammenslutningen får mest muligt ud af forløbet. Timetal aftales nærmere i henhold til din stuedieordning, idet ansættelseskontrakten dog kun er et anliggende mellem dig og Atlantsammenslutningen.

Atlantsammenslutningen har kontortid kl. 0900-1500 mandag til fredag, men Atlantsammenslutningens daglige ledelse er altid tilgængelig - også i weekenden.

Der gennemføres et ugentligt sekretariatsmøde, som p.t. gennemføres på mandage.

Hvem er den typiske ansøger?

Den typiske ansøger om praktik i Atlantsammenslutningen er enten bachelor- eller kandidatstuderende, idet man vil blive ansat som praktikant.

I særlige tilfælde er det for kandidatstuderende, der skal til at skrive deres speciale, muligt at blive ansat som specialestuderende, hvor specialeskrivningen skal danne grundlag for et i forvejen aftalt Atlant Brief. Det har den fordel, at man under specialeskrivningen har mulighed for faglig sparring ved Atlantsammenslutningens tilknyttede vejleder.

Ansøgninger fra kandidater kommer som udgangspunkt ikke i betragtning, men alle ansøgninger vil blive læst, og alle ansøgninger vil blive besvaret.

Den typiske studieretning? Mange af Atlantsammenslutningens praktikanter har studeret statskundskab, historie samt internationale relationer, for det ligger lige for; men alle studieretninger kan komme i betragtning, hvis blot man interesserer sig for sikkerhedspolitik og kan kombinere studie og interessen derfor.

Atlantsammenslutningen betragter mangfoldighed som et aktiv, og derfor opfordres alle uanset køn, seksualitet, alder, etnisk tilhørsforhold, religion o.s.v. til at søge ansættelse som praktikant. Synlige og usynlige handicap er som udgangspunkt ej heller en hindring for at kunne blive ansat som praktikant. Dog er det sådan, at Frederiksberg Slot er en gammel og historisk bygning, som ikke er - og ej heller kan blive - indrettet til kørestolsbrugere, sådan som tingene ser ud netop nu. Eftersom Frederiksberg Slot er ejet af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, har Atlantsammenslutningen ingen indflydelse derpå, hvilket vi kun kan beklage, men vi kan ikke ændre derpå, hvor gerne vi end ville.

Dine personlige kvalifikationer

Vi forventer, at du

  • er interesseret i dansk og international sikkerhedspolitik samt udenrigs- og forsvarspolitik.
  • har en vis basisviden om de sikkerhedspolitiske komponenter og virkemåder.
  • er ambitiøs.
  • er positiv og konstruktiv.
  • er god til at samarbejde med alle.
  • er en stærk kommunikator både på skrift og i tale.
  • er struktureret og systematisk af natur.
  • har erfaring med at arbejde i Word, PowerPoint og Excel.

Desuden forventer vi, at du tager selvstændigt ansvar og udviser initiativ, og at du har lyst til at lære, mens du er i praktik hos os.

Sprogkundskaber

Du skal beherske et godt dansk, eftersom alle Atlantsammenslutningens udgivelser er på dansk.

Derudover er det en forudsætning, at du behersker et godt engelsk, idet megen kildesøgning foregår på engelsk, og det kan ikke udelukkes, at der også skal præsteres korrespondance på engelsk.

Behersker du et trediesprog - fx arabisk, fransk, hindi, kinesisk, polsk, persisk/farsi/dari, portugisisk, russisk, spansk, tyrkisk, tysk, ukrainsk, urdo m.fl. - er det bestemt ikke en ulempe. Tværtimod!

Sikkerhedsgodkendelse

Eftersom Frederiksberg Slot er militært område, skal du af Forsvarets Efterretningstjeneste kunne sikkerhedsgodkendes til til tjenestebrug, således at du kan have uledsaget adgang til det smukke barokslot på Frederiksberg Bakke. Sikkerhedsgodkendelsen skyldes ikke, at du i Atlantsammenslutningen kommer til at arbejde med højt klassificeret materiale eller militære hemmeligheder, idet vi som udgangspunkt alene anvender åbne kilder. Det er dog ikke d.s.s., at medarbejdere i Atlantsammenslutningen ikke arbejder med klassificeret materiale. Atlantsammenslutningens daglige er som sikkerhedspolitisk rådgiver for ministre, ministerier og forsvaret blandt de få i Danmark med en høj sikkerhedsgodkendelse, men det er ikke noget, du vil mærke til i det daglige arbejde.

Hvad skal du gøre for at komme et skridt nærmere din drømmeansættelse?

For at komme i betragtning til ansættelse i Atlantsammenslutningen skal ansøgning bilagt CV og karakterudskrift sendes i elektronisk form til hr@atlant.dk, idet der i emneoverskriften anføres ”Praktikantansøgning 23-1” eller ”Praktikantansøgning 23-2”.

Ansøgningsfrist til praktikanthold 23-1 (1. februar 2023 til 30. juni 2023) er 5. december 2022. Ansøgningsfrist til praktikanthold 23-2 (1. september 2023 til 1. februar 2024) er 2. maj 2023.

Hvad skal der stå i din ansøgning?

Vi læser mange ansøgninger i løbet af et år, og vi læser alle ansøgninger. Derfor behøver du ikke nytænke, hvordan en ansøgning skal skille sig ud, for vi læser også din ansøgning, idet indholdet er det væsentlige, for du skal lade os forstå, hvorfor vi ikke kan komme udenom et samarbejde med dig, og hvorfor et samarbejde med dig vil være gavnligt for alle.

Spørgsmål

Spørgsmål kan rettes til sekretariatschef Niels-Ole Mannerup via e-mail nioma@atlant.dk.

Den 19. oktober 2022 kl. 0721/nom