Nyt Atlant Brief om klimaproblemer og miljøudfordringer
Atlantsammenslutningen går i dag aktivt ind i klima- og miljødebatten er erkendelsen af, at klimaproblemer skaber udfordringer for dansk og international sikkerhedspolitik og dermed også dansk forsvar. Dette kan der læses mere om i Atlantsammenslutningens nyeste Atlant Brief "Klimaproblemer og (grønt) forsvar".
af generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe
Klimadebatten rammer sikkerhedspolitik på tre forskellige måder:
Forandret klima medfører nye årsager til kriser.
Der skabes et nyt operationsmiljø på baggrund af klimakrisen.
Forsvaret må som en del af staten tænke langt mere klimavenligt.
Dette Atlant Brief viser, at der bør tænkes i flere forskellige dimensioner i debatten om grønt forsvar, og at ambitionerne bør være langt større end blot brugen af el-biler og sparepærer. Det danske forsvar skal igennem en grøn omstillingsproces. Forandret klima medfører nye årsager til kriser, der skabes et nyt operationsmiljø, og forsvaret må tænke langt mere klimavenligt.
Atlantsammenslutningen anbefaler, at forsvaret skal tænke grøn omstilling som en optimering af sine muligheder for at operere i længere tid i et miljø, der er påvirket af klimaforandringer.
Omstillingen til et grønnere forsvar giver forsvaret en mulighed for i et tæt samarbejde med industri og forskning at udvikle vigtige nye teknologier, der kan give forsvaret kampafgørende midler. Forsvaret skal som en stor statslig virksomhed være med til at reducere det generelle CO2-aftryk, da dette bidrager til øgede klimaforandringer og derved konfliktårsager.
Atlant Briefet "Klimaproblemer og (grønt) forsvar" kan downloades gratis fra Atlantsammenslutningens hjemmeside (klik her).