14. januar 2022
Den 10. januar 2022 kom det på et retsmøde i Københavns Byret frem, at Lars Findsen er varetægtsfængslet i en sag om læk af højt klassificerede oplysninger - en varetægtsfængsling, der s.d. blev forlænget. Der er som så intet mærkværdigt ved at varetægtsfængsle en person, der er sigtet for en straffelovsovertrædelse, men at det skulle ske for chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste... Det er bestemt ikke hverdagskost...
af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup
Hvad er op, og hvad er ned i FE-sagen, hvor chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste indtager en ganske særlig rolle? Der er allerede sagt og skrevet meget om det, der i dag kendes som FE-sagen, men kun meget få fakta er kendt, fordi retsmødet i Københavns Byret blev afholdt bag dobbeltlukkede døre; og den politimæssige efterforskning er nu engang en sag for politiet. For at skabe et samlet overblik over FE-sagen udgiver Atlantsammenslutningen herved årets første Atlant Info under titlen ”FE-sagen meget kort” (klik her).
Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe har i sit arbejdsliv været tæt på beslutningsprocesserne på Slotsholmen, og derigennem har han også fået indsigt med, hvordan efterretningstjenesterne arbejder. Dette sammenholdt med hans viden om dansk og international sikkerhedspolitik kan han give et koncist overblik over ikke mindst denne komplicerede og sikkert omfattende sag.
Atlantsammenslutningens daglige leder har tidligere udtalt sig om FE-sagen - bl.a. i Berlingske i form af artiklen "Analytiker: Sigtet FE-chef giver ekstra uro hos samarbejdslande" (klik her).
Et Atlant Info er en oppe-i-tiden-publikation, der giver en overskuelig basisinformation om tidsaktuelle emner. Målgruppen er "alle". D.v.s., at journalisten, politikeren, embedsmanden, den studerende, skoleeleven m.fl. i et Atlant Info får sig den basisviden, der er nødvendig, for at man kan have det store overblik og en basal indsigt i et emne, der kan virke uoverskueligt. Derudover kan et Atlant Info danne grundlag for en god snak omkring middagsbordet med familien eller frokostbordet med kollegerne, fordi et Atlant Info komprimerer selv vanskelige emner.
Den 14. januar 2022 kl. 0913/nom
Særligt for pressen:
Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe står til rådighed for pressen - det være sig i form af liveinterview eller artikler. Sædvanligvis kan det ske med endogså meget kort varsel, idet der dog kan være mødeaktivitet m.m., som kan gøre svartiden en anelse længere. Ønsker man kontakt til Atlantsammenslutningens daglige leder, bedes man sende en e-mail til atlant@atlant.dk, hvor man bl.a. kan anføre spørgsmål eller problemstillinger/emner, der ønskes behandlet.