6. september 2021
Ét af de største hold praktikanter i Atlantsammenslutningens historie har nu sagt farvel til Frederiksberg Slot for at blive afløst af det største hold praktikanter til dato. Det bliver samtidig til et endegyldigt farvel til covid-19-restriktionerne, som uundgåeligt satte sit præg på arbejdsåret 2020.
af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup
Lad det være sagt først som sidst: Coronapandemien gik ikke i en stor bue udenom Frederiksberg Slot, hvor Atlantsammenslutningen har sit domicil med udsigt over Frederiksberg Have. Covid-19-restriktionerne ramte mange virksomheder og myndigheder i 2020 og ind i 2021, og det fik betydning for praktikanthold 21-1, som oplevede, at ikke alle seminarer og konferencer kunne gennemføres, som det var planlagt. Alligevel var det seks-personers store praktikanthold 21-1 klar til at give alt for at nå i mål med Atlantsammenslutningens visioner; og alt-i-alt lykkedes det, fordi Atlantsammenslutningens daglige leder, generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe havde formået at lægge en klar plan for opfyldelsen af opgaver og målsætninger.
Fem nye og én genganger
Atlantsammenslutningen er for studerende fra universitetsmiljøet et attraktivt tjenestested. Det erfaredes i efteråret 2020, og det erfaredes igen i foråret 2021. Mange dygtige studerende fremsender deres ansøgning om at blive tilknyttet Atlantsammenslutningens sekretariat for at være med til at analysere på udviklingen i dansk og international sikkerhedspolitik. Retfærdigvis skal dog erkendes, at der ses en stigende tendens til, at der også kommer ansøgninger om tilknytning til Atlantsammenslutningen fra personer uden for universitetsmiljøet.
»Vi tager alle ansøgninger meget seriøse, og vi tilstræber at indkalde så mange, som det overhovedet er muligt, til samtale for derved at sikre os, at alle har fået muligheden for at give os det bedst tænkelige indtryk...«
udtaler generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Sruwe, som i sin karriere efterhånden har haft mange praktikanter i sin vold.
Blandt Atlantsammenslutningens fastansatte personale er det alene generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, som har en baggrund som forsker til at kunne vejlede og uddanne praktikanterne inden for rammerne af en moderne ledelsesstil, hvor der lægges et stort ansvar på praktikanternes skuldre. Den moderne ledelsesstil fører dog også til medbestemmelse og selvudvikling, fordi vi i Atlantsammenslutningen tror på, at praktikanterne kan og vil.
Én af praktikanterne fra praktikanthold 21-1, der oplevede, hvordan et ønske til et projekt i løbet af nul-komma-fem blev til virkelighed, er Frederik Vennemus Jønsson, der fra første arbejdsdag fremlagde ønsket om at gennemføre et webinar om fredsprocessen i Afghanistan set i lyset af 20-året for de internationale koalitionsstyrkers intervention i Afghanistan. Det blev til et samarbejde med bl.a. den danske ambassade i De forenede arabiske Emrater og repræsentanterne fra den (nu afsatte) afghanske regering og Taliban. Der kan synes lang vej fra ønsker til handling, men ikke i Atlantsammenslutningen.
Med afslutningen af 1. halvår 2021 er det blevet til et farvel til Cathrine Helene Lauritsen; Daniel Theilmann Andersen; Danny Milad Rahimi (som fortsatte fra praktikanthold 20-2); Martin Bargmann; og Mathias Kenting, idet tre er vendt tilbage til studiemijøet, mens to fortsætter deres karriere i forsvaret.
For Daniel Theilmann Andersens vedkommende vil kontakten til Atlantsammenslutningen blive bevaret, idet han som nyvalgt formand for Youth Alantic Treaty Association Denmark (YATA) fortsat vil have sin gang på Frederiksberg Slot.
Atlantsammenslutningen har været glade for samarbejdet med alle fem nu tidligere praktikanter, og vi ønsker dem alt muligt godt i fremtiden.
Velkommen til praktikanthold 21-2
Den 1. september 2021 blev så dagen, hvor Atlantsammenslutningens største praktikanthold til dato kunne bydes velkommen til et travlt 2. halvår 2021.
Hele ti praktikanter slap denne gang gennem nåleøjet. Umiddelbart en stor satsning med så mange nye, men til forskel fra tidligere har vi allerede et godt kendskab til tre af praktikanterne, som alle tidligere har været tilknyttet Atlantsammenslutningen.
BA mag. Frederik Vennemus Jønsson, BA scient.pol. Julie Feldbæk Ranneries og stud.mag. Karoline Bredmose Thomsen har alle tidligere været praktikanter i Atlantsammenslutningen, idet de to sidstnævnte har været på udlandsophold, som de nu har afsluttet. Således har Julie Feldbæk Ranneries været tilknyttet Danmarks faste Repræsentation ved NATO, mens Karoline Bredmose Thomsen har studeret i Storbritannien.
Derudover er stud.soc. Amalie Jakobsen, der blev tilknyttet som sommerpraktik, fortsat ansat frem til den 30. september 2021, hvor hun vender tilbage til sine studier i Storbritannien.
Foruden ovennævnte udgør praktikanthold 21-2 flg. medarbejdere: Stud.soc. Asger Bjerregaard Christiansen; stud.soc. Frederik Sabroe; stud.mag. Kim Niklas Jensen; stud.soc. Mathias Greisgaard Jensen; samt stud.scient.pol. Simone Thranholm. Endelig er Uffe Hvidkær ansat som kommunikationskonsulent.
Allerede nu er praktikanthold 21-2 involveret i planlægningen og gennemførelsen af seminarer og konferencer, ligesom flere publikationer er ved at blive gjort klar til udgivelse.
Atlantsammenslutningen ser således frem til et spændende 2. halvår 2021, som vil være udfordrende på alle parametre.
Den 7. september 2021 kl. 1457/nom