20. oktober 2021

Forsvarsministeren gæster Trusselskonferencen 2021

Forsvarsminister Trine Bramsen vil den 27. oktober 2021 levere den officielle åbningstale ved Trusselskonferencen 2021 - en konference, der netop nu tegner til at blive den ønskede succes. Oplægsholderne dækker meget forskellige geografiske områder og historie; og til den politiske paneldebat vil et bredt spektrum af partierne i Folketinget være repræsenteret - og med forsvarsministers Trine Bramsens tilsagn om sin tilstedeværelse er programmet for Trusselskonferencen 2021 nu komplet.

af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup

Det var på en forårsdag i 2021, at de første tanker om Trusselskonferencen 2021 blev gjort. Begrebet trusselskonference er en årlig tilbagevendende begivenhed, som er ét af de store arrangementer i Atlantsammenslutningens konference- og kursuskalender. Desværre gjorde coronapandemien, at arrangementet ikke kunne gennemføres sidste år; så derfor er der i år sat mange kræfter ind på at vinde lidt af det tabte ind.

En konference bliver til...

På generalsekretærens kontor stod der på White Board’en skrevet: Truslerne i de fem NATO-domæner. Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe havde længe ønsket, at Atlantsammenslutningen skulle dykke ned i, hvad de fem NATO-domæner har af betydning for Danmark - ikke mindst i forhold til truslerne mod Danmark; og det ville være helt i overensstemmelse med tankerne og visionerne for NATO 2030-målsætningen. Det indledende planlægningsarbejde tog sin begyndelse, idet det hurtigt kom til at stå klart, at NATO 2030 og det igangværende stormagtsopgør ikke kunne adskilles - i alle tilfælde ikke med Atlantsammenslutningens øjne. Derfor lå det mere eller mindre til højrebenet, at ba.scient.pol. Julie Feldbæk Ranneries, specialestuderende ved Københavns Universitet, skulle få en særlig rolle, da hun i august 2021 vendte tilbage til Atlantsammenslutningen efter et ophold ved Danmarks faste Repræsentation ved NATO i Bruxelles.

Netop stormagtsopgøret har Julie Feldbæk Ranneries’ særlige interesse, og med et ophold ved NATO-hovedkvarteret i bagagen var det logisk, at hun skulle indtage rollen som projektleder for Trusselskonferencen 2021. Ændringer i det sikkerhedspolitiske billede i Afghanistan, skulle dog snart vise sig at få direkte betydning for Trusselskonferencen 2021.

20-års militært engagement i Afghanistan afsluttes

I februar 2020 underskriver præsident Donald Trump ”The Agreement for Bringing Peace to Afghanistan” - også kendt som Doha-aftalen - som i sin enkelt gik ud på, at samtlige udenlandske militære styrker skulle trækkes ud af Afghanistan mod, at Taliban ville sikre, at al Qaeda ikke igen skulle kunne operere fra områder kontrolleret af Taliban. Endvidere dannede Doha-aftalen grundlag for, at den afghanske regering og Taliban skulle drøfte mulighederne for en permanent våbenhvile og dermed bringe en varig fred til Afghanistan. Præsident Joe Biden holdt fast i Trump-administrationens aftale med Taliban, og det skulle i juli 2021 stå klart, at der ikke ville være amerikanske soldater i Afghanistan for at fejre 20-året for terroranslaget mod World Trade Center.

August 2021 blev måneden, hvor Taliban generobrede magten i Afghanistan, og en større vestlig evakueringsproces - i USA kendt under kodenavnet Operation Allies Refuge - blev iværksat.

At Afghanistan-operationerne en dag skulle bringes til afslutning, det er ingen nok ikke tvivl om, men at det skulle gå så hurtigt, og at Taliban atter skulle komme til magten - og på måden, at det skete på - havde færre nok set; og nu melder spørgsmålet sig: Hvad så? - og hvad nu?

Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, der fulgte udviklingen i Afghanistan tæt, var ikke i tvivl om, at ændringerne i Afghanistan kunne få afgørende indflydelse på det aktuelle og fremtidige trusselsbillede i forhold til Danmark og Danmarks allierede. Derfor besluttedes det i august 2021, at trusselskonferencens fokus måtte ændres, idet tanken om truslerne mod de fem NATO-domæner måtte udsættes til 2022. Projektleder Julie Feldbæk Ranneries formåede i løbet af kort tid sammen med Atlantsammenslutningens daglige leder at få ændret på Trusselskonferencen 2021’s fokus til det, der kan præsenteres nu:

Flot opbakning - også fra det internationale miljø

Atlantsammenslutningen har oplevet flot opbakning til Trusselskonferencen 2021, idet alle, der er blevet spurgt om deltagelse, har sagt ”ja”, hvis ellers kalenderen har tilladt det. Ni ambassader har bakket op, idet også USA’s ambassade vil være repræsenteret blandt oplægsholderne, og det samme gælder fem ud af Folketingets elleve danske partier. Det er tilfredsstillende.

Tilfredsstillende er det også at se, hvordan tilmeldingerne til Trusselskonferencen 2021 har haft et jævnt flow; og dermed er man godt på vej til at nå det maksimale antal, der kan være i gymnastiksalen på Svanemøllens Kaserne, hvortil trusselskonferencen er henlagt.

At forsvarsminister Trine Bramsen deltager i Trusselskonferencen 2021 skal ses som en blåstempling af alvorstankerne, som ligger bag arrangementet, samt en bekræftelse af de gode relationer mellem Atlantsammenslutningen og Forsvarsministeriet.

Taliban 2.0 - hvor går fremtiden hen?

Det islamiske Emirat Afghanistan står netop nu uden international anerkendelse, men det er måske naivt at forestille sig, at det skal fortsætte sådan - ikke mindst, hvis de uofficielle bånd mellem Det islamiske Emirat Afghanistan, Kina, Pakistan, Qatar m.fl. bliver til officielle bånd; og det kan næppe afvises. Samtidig har man set, at lande som fx Storbritannien har åbnet en dør på klem for en eller anden form for samarbejde. I alle tilfælde har Sir Simon Gass KCMG CVO - tidligere britisk NATO-diplomat i Afghanistan - i oktober 2021 haft møder med den afghanske udenrigsminister Amir Khan Muttaqi (klik her). En dansk anerkendelse af Taliban som berettiget repræsentant for det afghanske folk ligger ikke lige for...i alle tilfælde ikke if. udenrigsminister Jeppe Kofod:

»Vi kommer ikke til at anerkende Taleban-regeringen. Men vi kommer til at finde ud af, hvordan vi hjælper befolkningen...«,

udtalte Danmarks udenrigsminister den 4. oktober 2021 (klik her). Man kan dog næppe tage udenrigsminister Jeppe Kofods udtalelse som en eviggyldig garanti for, at tingenes tilstand ikke med tiden kan ændre sig; og som en anden berømt socialdemokrat engang har sagt:

»Man har et standpunkt, til man tager et nyt...«

Tilmelding fortsat mulig

Ønsker man at overvære Trusselskonferencen 2021, er der endnu mulighed derfor. Det kræver blot, at man tilmelder sig online, jf. nedenfor.

 

Har man spørgsmål til Trusselskonferencen 2021, kan man med fordel rette henvendelse til projektleder Julie Feldbæk Ranneries via e-mail julie@atlant.dk.

Den 20. oktober 2021 kl. 1000/nom