19. maj 2021
Ender samarbejdet i Arktisk Råd som en dødssejler?
Arktisk Råd...etableret den 19. september 1996 efter fem års forarbejde...baseret på det finske initiativ til et arktisk samarbejde, som siden blev kendt som The Arctic Environmental Protection Strategy (AEPS), der forenede de otte arktiske stater i at bevare det unikke arktiske miljø. AEPS kan i år fejre 30 års jubilæum, men spørgsmålet er, om der på gr. af miljøudvikling i og omkring Arktis er kommet så store sprækker i samarbejdsgrundlaget, at den kolde krig vil blive genfødt i den arktiske kulde. Det er derfor næppe løssluppen fødselsdagsfest, som er i vente, når Arktisk Råd den 20. maj 2021 afholder sit 12. ministermøde. Det sker i Reykjavik, Island, der som afgående formandskab videregiver formandskabet til Rusland for de næste to år.
af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup
Til hverdag er det måske ikke meget, der i Danmark høres om Arktisk Råd, for sidder man i København, Århus, Odense eller en hvilken som helst anden dansk by, så er Arktis langt væk. Alligevel synes Arktis i disse år tættere på Danmark end nogensinde før; og for de, der følger dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik vil man vide, at Arktis er rykket op på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Dette var endogså særdeles tydeligt, da USA’s udenrigsminister Antony Blinken den 17. maj 2021 besøgte Danmark for bl.a. at tale med statsminister Mette Frederiksen (Soc.dem.) og udenrigsminister Jeppe Kofod (Soc.dem.).
Hvorfor Arktisk Råd?
If. Udenrigsministeriet blev Arktisk Råd etableret som et højniveau mellemstatsligt forum med henblik på at fremme samarbejde, koordination og interaktion mellem de arktiske stater med aktiv involvering af de oprindelige folk og øvrige indbyggere i Arktis.
»Arktisk Råd er og har de seneste 20 år været det primære forum for arktisk samarbejde og har leveret gode konkrete resultater gennem årene. Derudover bidrager det til, at Arktis forbliver en fredelig region kendetegnet af konstruktivt samarbejde mellem de arktiske stater. Dette er et vigtigt udgangspunkt for udvikling i region præget af store afstande, lav befolkningstæthed og barsk natur.
Samarbejdet i og omkring Arktis har i regi af Arktisk Råd resulteret i flere konkrete resultater. Det er centralt, at de arktiske stater leverer konkrete resultater som svar på udfordringer, som vi står overfor i Arktis. Arktisk Råd har vist, at det er leveringsdygtigt. For eksempel vedtog rådet i 2011 en juridisk bindende aftale om søredning og i 2013 en aftale om oliespild. For tiden arbejder rådet på en bindende aftale om forskningssamarbejde. Herudover er Kongeriget aktivt engageret i arbejdet om telekommunikationsinfrastruktur og satellitter i Arktis, hvor der er et stort potentiale.«
Fundamentet under samarbejdet i Arktisk Råd er dog begyndt at knage, og der er sikkert dem, som frygter sprækker i samarbejdet, som til sidst vil føre de otte arktiske stater væk fra hinanden på hver sin isflage. Derfor er der store forventninger til dette års møde i Arktisk Råd, som vil bringe formandsstafetten videre til Rusland. Endvidere er det planen, at de deltagende repræsentanter for de otte arktiske stater skal underskrive den såkaldte Reykjavik Declaration (klik her), som skal markere Arktisk Råds 25-års-jubilæum ved at tiltræde den første (egentlige) strategiplan for Arktisk Råd.
Medlemmerne af Arktisk Råd
Kun lande, der har territorier i de arktiske egne, kan være medlemmer af rådet. Disse lande er:
- Canada.
- (Kongeriget) Danmark (i form af rigsfællesskabet, hvorved Færøerne og Grønland har indirekte repræsentation i Arktisk Råd).
- Finland.
- Island.
- Norge.
- Rusland.
- Sverige.
- USA.
Derudover deltager seks permanente organisationer, som repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis. De er sikret fuld konsultationsret i Arktisk Råd. D.v.s., at de skal høres i samtlige beslutninger, der træffes, og de kan til enhver tid stille forslag til Arktisk Råd. Selvom det i sidste ende er rådets medlemmer, som træffer rådsbeslutninger, så har de oprindelige folk væsentlig større indflydelse end i andre tilsvarende organer rundt omkring i verden. Siden 2013 har de permanente organisationer været:
- Arctic Athabaskan Council (AAC).
- Aleut International Association (AIA).
- Gwich'in Council International (GGI).
- Inuit Circumpolar Council (ICC).
- Russian Association of Indigenous Peoples of the North (RAIPON).
- Samerådet (SC).
Arktisk Råds traditionelle drivkraft har if. Udenrigsministeriet været Arktisk Råds seks arbejdsgrupper, der bl.a. monitorerer udviklingen i Arktis på forskellige parametre, og som udarbejder videnskabelige rapporter med viden, anbefalinger og forslag til opfølgning i Arktisk Råd og andre internationale organer, nemlig:
- Arctic Contaminant Action Programme (ACAP), der understøtter konkreteforureningsindsatser i Arktis.
- Arctic Monitoring and Assesssment Programme (AMAP), der leverer videnskabeligt baserede vurderingsrapporter om arktiske miljø- og klimaforhold.
- Conservation of Arctic Flora and Fauna, der vurderer og samarbejder om arktiske biodiversitetsforhold (CAFF).
- Emergency Prevention Preparedness and Response (EPPR), der samarbejder om akutte forureningsproblematikker (f.eks. oliespild), eftersøgning og redning, det nukleare beredskabsområde samt naturkatastrofer.
- Protection of the Arctic Marine Environment, der samarbejder om beskyttelsesstrategier for og bæredygtig udvikling af marine arktiske områder (PAME).
- Sustainable Development Working Group (SDWG), der har til opgave at udvikle redskaber, som kan styrke en bæredygtig politisk, økonomisk, social og kulturel udvikling med respekt for oprindelige folks rettigheder.
Kongeriet Danmark...eller Danmark, Færøerne og Grønland?
Det ligger uden for denne fremstilling at gå i detaljer med betydningen af ”Kongeriet Danmark” og ”de politiske strømninger”, der p.t. hersker blandt især grønlandske politikere (se fx Martine Lind Krebs’ artikel af 28. maj 2013 i Kalaallit Nunaata Radioa, ”D vil have ændret Ottawa Deklarationen” - klik her). Det er heller ikke hér, der skal analyseres på bl.a. statsministerens forklaring på, at Danmark ikke ejer Grønland, og at Grønland derfor ikke kan sælges til højstbydende - ej heller, selv om højstbydende er USA, idet det så skal erindres, at præsident Donald Trump ikke var den første fra USA til at tilbyde Danmark et salg af Grønland. Således tilbød USA Danmark at købe Grønland kort efter II Verdenskrig. Pris: USD 100 mio. Danmark afslog, men tillod omvendt amerikansk tilstedeværelse på Grønland i form af Thule Air Base - en base, der er underlagt United States Space Force.
Med grundlovsændringen i 1953 ændredes Grønlands status fra koloni til et dansk amt; og grønlænderne fik dansk statsborgerskab. Ønsket om grønlandsk selvstændighed levede dog fortsat; og den 29. november 1978 underskrev Dronning Margrethe lov om Grønlands hjemmestyre (klik her) , som meddelte Grønland begrænset selvstyre. En folkeafstemning i Grønland om øget selvstyre blev gennemført den 25. november 2008 med et ”ja” til følge. Resultatet blev lov om Grønlands selvstyre, hvormed det blev erkendt, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, og at ligeværdighed og gensidig respekt skal fremmes i partnerskabet mellem Danmark og Grønland (klik her). Det forfatningsmæssige ansvar og de deraf følgende beføjelser i mellemfolkelige anliggender tilhører dog fortsat Danmark,
»...idet udenrigs- og sikkerhedspolitik er rigsanliggender...«,
jf. selvstyrelovens § 11, stk. 3. Derfor er det fortsat en dansk minister, der sidder med i Arktisk Råd...også den 20. maj 2021.
Smelter isen under det arktiske samarbejde?
De sikkerhedspolitiske modsætninger - er ikke mindst med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrovs udtalelser om Ruslands ”ejerskab” af Arktis (klik her) - er trukket op, og det kan skabe konflikt mellem rådsmedlemmerne...især, hvis Rusland ønsker at ændre samarbejdskonceptet til også at omfatte sikkerhedspolitik, og da kan det vise sig, at det bliver så-som-så med samarbejdspolitikken. Når det så er sagt, er det nok ikke helt ved siden af, at man kan nå frem til, at over 50% af den arktiske kystlinie geografisk er russisk...svarende til flere end 24.000 km...men hvad kan man så forvente af det kommende russiske formandskab? Man kan formentlig forvente, at ambassadør Nikolay Korchunov, der ikke må forveksles med Krematorij-bandmedlemmet Nikolay Korshunov (og man skal altid vare sig med oversættelser fra russisk til dansk (eventuelt via et trediesprog)), i første omgang vil holde sig til de diplomatiske vendinger, der tidligere har været anvendt fra russisk side (klik her):
»During its upcoming Chairmanship, Russia plans to focus on economic, social and environmental sustainable development in the Arctic region. Russia will build upon joint efforts with the Arctic Council States on the principles of international law and with respect and consideration of each other’s interests in various areas from research and implementation of environmental projects to the use of the Northern Sea Route.«
Hér er der ikke ét ord om sikkerhedspolitik; men er det den fulde sandhed? Tidligere er russerne citeret for flg. interesser i Arktis:
»Russia stretches over 53 percent of the Arctic Ocean coastline. Approximately two and a half million of Russia’s inhabitants live in Arctic territory, accounting for nearly half of the population living in the Arctic worldwide. Therefore, efficient and sustainable development of the Arctic is one of the key national priorities of the Russian Federation. Other key national interests in the Arctic include:
- The use of the Arctic region as a strategic resource base of the Russian Federation, providing solutions to the task of socio-economic development of the country.
- Preservation of the Arctic as an area of peace and cooperation.
- Conservation of the unique ecosystems of the Arctic.
- Use of the Northern Sea Route as a national unified transportation line of the Russian Federation in the Arctic.« [1]
Netop den nordlige sørute (Northern Sea Route - Се́верный морско́й путь), der befinder sig inden for Ruslands eksklusive økonomiske zone kan blive et kommende stridspunkt...især, hvis man tager de sikkerhedspolitiske briller på...og når man så har de sikkerhedspolitiske briller på, kan man reelt ikke undgå også at inddrage Kina, selv om Kina befinder sig 8.000 km fra Arktis...eller i alle tilfælde fra Beringstrædet, der kan betragtes som den ene af portene til Arktis.
Northern Sea Route. Billedkredit: Susie Harder.
If. kinesisk opfattelse er Kina imidlertid en ”nær-aktisk-stat” med klare økonomiske interesse i Arktis, hvilket er bekræftet ved etableringen af The Polar Silk Road (klik her). Morten Tastum har i sin artikel af 5. maj 2020 ”Langt væk hjemmefra - Kinas store ambitioner i Arktis”, Kongressen.com (klik her) givet sit bud på, hvorfor Kina if. egen opfattelse har en berettiget interesse i Arktis...men man kan jo også bare vælge at se mere pragmatisk på berettigelsen:
»The Arctic belongs to all the people around the world, as no nation has sovereignty over it...China must plan an indispensable role in Arctic exploration as we have one-fifth of the world’s population...« [2]
Således faldt den kinesiske kontreadmiral Yin Zhuos ord i marts 2010...og det er vanskeligt at argumentere imod, at Kinas befolkning har en anseelig størrelse målt med resten af verdenens befolkning...
Det transatlantiske samarbejde omfatter også Grønland...og hvad så nu?
Atlantsammenslutningen, hvis virke er forankret i det transatlantiske samarbejde, har tidligere beskæftiget sig indgående med Grønland - herunder Grønlands geostrategiske betydning.
I november 2019 tilkendegav Atlantsammenslutningen:
»Arktis er igen rammen for et stormagtspil. USA ser Grønland som sit sikkerhedspolitiske nærområde, og ønsker derfor at vide, hvad der sker i luften over Grønland samt i og på havet omkring Grønland. Danmark skal have kontrol over området, og det har vi reelt set ikke i dag, hvilket er et alvorligt problem for Danmark. Faktisk er det kerneproblemet i dansk sikkerhedspolitik i Grønland - og det er også udfordringen for Grønland. Derved er det samlet et problem for Rigsfællesskabet.
...
Fra dansk side må man lægge en strategi for, hvordan man vil manøvrere imellem Danmarks sikkerhedspolitiske garant USA og på den anden side Rusland og Kina og disse tre stormagter interne magtkamp. Det er ikke nemt, og drømmen om, at Arktis forbliver et lavspændingsområde, vil være endog meget svær. Ikke at det kommer til en militær erobring af Grønland, men Rigsfællesskabet må overveje scenarier hvor 1) konflikter andre steder i verden kan overføres til Arktis og 2) risikoen for at der sker en uforudset eskalation imellem tilstedeværende enheder i andre dele af Arktis end Grønland eller i værste fald i Grønland.«
Denne tankegang skulle ses i forhold til den daværende amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos tanker tilkendegivet ved mødet den 6. maj 2019 i Arktisk Råd:
»Talen skulle vise sig at få en del opmærksomhed efterfølgende, hvilket især skyldes tre ting. For det første var talens omdrejningspunkt sikkerhedspolitik, hvilket i sig selv er usædvanligt fordi Arktisk Råd er en institution, der - på amerikansk initiativ - er etableret uden mandat til at diskutere sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Dernæst er det bemærkelsesværdigt, at Pompeos tale havde stormagtsrivaliseringen med Kina og Rusland som sit absolutte omdrejningspunkt. Det kan umiddelbart virke ganske naturligt at italesætte stormagtsrivaliseringen set i lyset af, at det under Donald Trump er blevet en hjørnesten i USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske dispositioner. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at Arktis i nyere tid har været afskærmet fra internationale stridigheder, uoverensstemmelser og konflikter.« [3]
Hvor står man så nu? Skal miljøpolitik og arktisk samarbejde være i højsædet, eller kommer sikkerhedspolitik...bevidst eller ubevidst...til at dominere det arktiske samarbejde? Udenrigsminister Jeppe Kofod har i dag to års erfaring som kongerigets udenrigsminister, og han kan sin metier...også, når det gælder Arktis. Derudover er han en respekteret politisk kollega...også internationalt...hvorfor der lyttes, når Danmark taler. USA’s udenrigsminister Antony Blinken er måske ny amerikansk udenrigsminister, men også han kan sin metier...som den karrierediplomat, han med rette kan betegnes; og så er der Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov, der efter 10 år som Ruslands FN-ambassadør har været Ruslands udenrigsminister siden 2004...ikke just en person, man løber om hjørner med...og endelig er der Wang Yi, Kinas udenrigsminister siden 2013... Der kan være lagt i kakkelovnen til varme diskussioner om fremtidens samarbejdspolitik i Arktis...diskussioner mellem de otte arktiske stater og alle de, der i øvrigt måtte mene at have interesser i Arktis...
Til at analysere på situationen i Arktis og ikke mindst det 12. ministermøde i Arktisk Råd har DR inviteret generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, ind i sine studier. Det sker den 20. maj 2021, når Atlantsammenslutningens daglige leder først gæster P1 (kl. 0626) og derefter gæster DR1 (kl. 0725).
Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe analyserer på situationen i og omkring Arktis samt på mødet i Arktisk Råd den 20. maj 2021. Det sker den 19. maj 2021 i DR.
Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe står til rådighed for pressen. Han kan kontaktes for analyser eller interview via e-mail lars@atlant.dk, hvor nærmere kan aftales.
Den 19. maj 2021 kl. 0053/nom
[1] https://arctic-council.org/en/about/states/russian-federation/.
[2] https://www.uscc.gov/sites/default/files/Research/China-and-the-Arctic_Apr2012.pdf .
Billedkredit:
S.Hermann & F.Richter.