4. november 2020
Den amerikanske valghandling om USA’s statshoved anno 2021 er afsluttet, men stemmeoptællingen er langt fra afsluttet - og ingen ved, hvornår det endelige resultat foreligger. Ventetiden kan kun de færreste gøre noget ved, men hvad med den amerikanske økonomi og dens påvirkning på bl.a. Danmark? Dét vil økonom Lars Christensen give et indblik i, når han den 11. november 2020 gæster Atlantsammenslutningens webinarstudie.
af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup
Covid-19-krisen hersker fortsat i Danmark, og også Atlantsammenslutningen tager sine forholdsregler. Derfor tager vi på ny fat på en webinarrække, hvor eksperter ud i deres felt vil gæste Atlantsammenslutningens webinarstudie for der at have en snak om aktuelle emner med generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe. Første gæst er økonom Lars Christensen - en økonom, der forstår at forklare ellers tørre og vanskelige økonomiske og finansielle emner på en måde, så alle kan forstå det - og det uden, at det bliver kedeligt.
Lars Christensen er internationalt anerkendt med speciale i international økonomi, Emerging Markets og pengepolitik. Han er i dag ejer af rådgivningsvirksomheden Markets & Money Advisory; og han beskæftiger sig med rådgivning af investorer, centralbanker og regeringer om økonomiske og finansielle forhold. Lars er desuden Research Associate ved Stellenbosch University i Sydafrika.
Lars Christensen optræder ofte i både danske og internationale medier - bl.a. som fast økonomisk kommentator for Børsen og i TV2 News programmet Business Class - og netop i det miljø ses han ofte med Atlantsammenslutningens daglige leder, generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, der selv anvendes af TV2 News som ekspert.
Udgangspunktet for snakken bliver selvsagt amerikansk økonomi efter det amerikanske præsidentvalg 2020...med alle de usikkerheder, der lige nu hersker...men mon ikke også, at det bliver til en snak om udviklingen i og omkring USA...
Webinaret transmitteres via Atlantsammenslutningens profil på Facebook, idet webinaret formelt begynder kl. 1000. Erfaringen har vist, at en webinarseance på 30 minutter er meget rammende, men for fleksibilitetens skyld regner vi med at lukke webinaret mellem kl. 1030 og kl. 1045.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Når tidspunktet for transmissionen nærmer sig (vi forventer, at der er livebillede fra ca. kl. 0955), vil et transmissionsbillede blive synligt, og derefter skal man blot klikke sig ind. Atlantsammenslutningens webinarstudie kan ikke se dig, men vi kan se, at din profil følger webinaret. På den måde er det også muligt for dig at stille spørgsmål, mens webinaret gennemføres. Du er dog også velkommen til allerede nu at stille spørgsmål, idet du blot skriver til projektleder Julie Ranneries via e-mail julie@atlant.dk. Dette gælder også, hvis man allerede nu skulle have emner (eller problemstillinger), man ønsker, at Lars Christensen skal komme ind på...
Vi glæder os til atter at mødes i det virtuelle rum...
Den 4. november 2020 kl. 1127/nom