30. april 2020
Politikere og journalister bruger i disse uger rask væk ord som nødret eller undtagelsestilstand om forholdene i Danmark. Det har imidlertid ikke hold i lovgivningen og dansk forfatningsret.
af generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe
Coronavirussen har medført, at Folketinget på foranledning af regeringen har iværksat en række hastelove. I medierne og på de sociale medier har set ordet nødlov været brugt om dette. Ser vi nærmere på begrebet nødret i Danmark, så når vi frem til to forhold:
I et forsøg på at komme covid-19-krisen til livs er der i Danmark indført ny lovgivning (kendt som hastelovene), men ikke nødlove. Ifølge dansk statsforfatningsret er der ikke hjemmel til indførelse af undtagelsestilstand; og derudover er der ikke tradition for indførelse af indgreb à la undtagelsestilstand.
Nødret i dansk historie
Borgernes rettigheder og friheder er i et historisk perspektiv blevet udfordret, og netop nu udfordres de rettigheder og friheder, der betegnes som grundlovens frihedsrettigheder. Danmark er tidligere blevet regeret efter midlertidige love – de såkaldte provisoriske love. De provisoriske love havde deres primære levetid i perioden 1885-1894, hvor konseilspræsident J.B.S. Estrup regerede ved hjælp af provisoriske finanslove. Her blev 1849-grundloven udfordret, og jurister diskuterer den dag i dag om disse love var lovlige eller ej.
Grundloven blev også udfordret under 2. Verdenskrig, hvor den tyske besættelsesmagt efter samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943 flere gange indførte militær undtagelsestilstand. Trods samarbejdspolitikkens ophør bestod den danske statsforfatningsret dog stadig.
Ikke indført nødret
Der er ikke indført undtagelsestilstand i Danmark, og regeringen regerer ikke ved hjælp af undtagelsestilstandsværktøjer. I stedet kan man anføre, at regeringen i et vist omfang gør brug af statslig nødret.
De nye lovgivningstiltag er begrænset af en såkaldt solnedgangsklausul, som er sat til at udløbe i 2021. Denne tidsbegrænsning er dog ikke at betragte som nogen form for foreløbig lovgivning, jf. grundlovens § 23, men derimod en reel tidsbegrænsning af lovgivning med et automatisk gældende ophørstidspunkt.