15. juni 2019

Vi søger praktikanter til 2. halvår 2019

Interesserer du dig for dansk og international sikkerhedspolitik? Følger du lige nu med i, hvad der foregår i og omkring Den persiske Golf, mens du har et øje på Folkemødet 2019? Tænker du tanker om, hvorledes en socialdemokratisk regering vil føre udenrigs- og forsvarspolitik, hvis regeringsmagten skifter? Brænder du for at give udtryk for din mening i en analytisk kontekst? Kan du svare ”ja” til disse spørgsmål, så burde du måske overveje at sende os en ansøgning om at blive ulønnet praktikant i Tænketanken Atlantsammenslutningen. Lige nu har vi nemlig brug for fire praktikanter til afløsning af de fire praktikanter, der begyndte hos os i januar 2019.

Kære studerende på en videregående uddannelse!

Tænketanken Atlantsammenslutningen er en lille organisation - p.t. med tre fastansatte AC’ere. Den ene er vores generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, som i disse tider jævnligt kan opleves i medierne - bl.a. for at fortælle om vores vurdering af situationen i Den persiske Golf. Den anden AC’er er sikkerhedspolitisk analytiker Morten Hetmar Vestergaard, der som sit absolutte fokusområde har Asien (herunder det amerikansk-kinesiske forhold). Endelig er der mig, som holder hånd-i-hanke med administrationen, mens jeg forsøger at holde et vågent øje på aktuelle militære og juridiske problemstillinger. Fælles for de tre fastansatte AC’ere er dog, at vi er dér, hvor udfordringerne er, og derfor kan vi ende med at analysere alt, som har sikkerhedspolitisk betydning for Danmark og vores samarbejdspartnere. Det kan dreje sig om den juridiske betydning af et eventuelt dansk ”ja” til Nord Stream 2; USA’s Freedom of Navigation-operationer i Det sydkinesiske Hav; Indiens muligheder for at blive en del af rumkapløbet; udviklingen i Ukraine, Hviderusland o.a. lande af interesse for Danmark; USA’s præsidentvalg 2020; genåbningen af forsvarsforliget 2018-2023 og meget, meget mere...

Som praktikant vil man være en aktiv del af et travlt miljø, hvor vi tænker sikkerhedspolitik...også efter kl. 1500... Nogle gange er der tid til at sidde i fred og ro og analysere på et emne, hvor arbejdet skal ende med et skriftligt Atlant Brief; og andre gange flyver det rundt med kontraordrer og ændringer af ordstillinger i en pressemeddelelse, fordi en aktuel situation udvikler sig i løbet af halve timer - som det skete, da to olietankskibe i Omanbugten blev angrebet. Vi skabte dog hurtigt et så godt overblik over situationen, at vores generalsekretær kunne fremkomme med en over 10 minutter-lang analyse i TV2/NEWS...mens generalsekretæren befandt sig på Bornholm for dér at være en del af Folkemødet 2019.


Astrid Berg, TV2/NEWS interviewer generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe om Tænketanken Atlantsammenslutningens syn på situationen i Den persiske Golf efter angrebet på to olietankskibe i Omanbugten.

Som praktikant skal man have et drive, der gør, at man også selvstændigt kan vende sten...hvilket betyder, at man langt hen ad vejen kan være med til at præge arbejdsugen, hvor der kan være dage med distancearbejde. Dog har vi i 1. halvår af 2019 alle været til stede om mandagen, hvor vi har gennemført vores ugentlige stabsmøde som forberedelse for vores videopodcastserie ”Mandagsparanoia”.


"Mandagsparanoia" er ét af ugens højdepunkter, hvor generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe giver Tænketanken Atlantsammenslutningens syn på det, man i ugens løb kan finde bekymrende. Vores videopodcastserie er blevet til et vigtigt input i det sikkerhedspolitiske faktagrundlag.

”Mandagsparanoia” er en fem til syv minutter lang videopodcast, hvor generalsekretæren fortæller om nogle af de sikkerhedspolitiske forhold, der giver os som tænketank betænkeligheder - betænkeligheder, der kan føre til, at vi må udarbejde analyser, som senere læses af alt fra politikere, embedsmænd, erhvervsledere, studerende og skoleelever.

At være en del af Tænketanken Atlantsammenslutningen er lidt af en livsstil, fordi det er nemt at lade sig rive med; og én af årsagerne til, at det er nemt at lade sig rive med, skyldes, at vi formår at have en arbejdsplads, hvor der er rart at være, og hvor vi udnytter hinandens menneskelige ressourcer og kompetencer; og hér kan man høre, hvad to af vores nuværende praktikanter har fået ud af deres ophold på Frederiksberg Slot:


Martin Olsen, praktikant i Tænketanken Atlantsammenslutningen 1. halvår 2019.


Søren Brygger Therkelsen, praktikant i Tænketanken Atlantsammenslutningen 1. halvår 2019.

Der er plads til det gode humør; og skinner solen ned på den indre slotsgård på Frederiksberg Slot, så smager en øl eller sodavand i godt selskab fantastisk...især, når vi ønsker hinanden god weekend...


Den indre slotsgård på Frederiksberg Slot med udsigt til Søndermarken. Frederiksberg Slot er efterhånden blevet en stor arbejdsplads, idet man af hærens kurser er hjemmehørende på slottet. Dette er en følge af Hærens Officersskoles tilknytning til Frederiksberg Slot. 

Der er også plads til individualisten, når blot vi sammen udgør et hold, der formår at bringe bolden i mål...og så er det ikke altid så vigtigt, men der scorede målet... Oplæggeren er mindst lige så vigtig...


Praktikant Søren Brygger Therkelsen, som udtaler sig på én af videopodcastene optages med Københavns ZOO i baggrunden, var projektleder på seminaret "Missilforsvar - den danske vinkel". I den anledning gav Terma, Forsvarsakademiet og Weibel Scientific deres vurdering og anbefaling. Vi forventer ikke, at du fra første dag kan planlægge og gennemføre et seminar, men ved fælles hjælp vil du få erfaring med både seminarer og konferencer og meget mere.

Endelig skal du vide, at vi giver plads til dig og dit studium, for det er dit studium, der skal bringe dig videre. Derfor aftaler vi individuelt, hvordan din arbejdstid. Samtidig kan du vide dig sikkerhed på, at vi støtter op om hinanden. Du vil derfor ikke være alene, når du fx skal planlægge og gennemføre en konference eller et seminar med deltagelse af ministre, diplomater og mange andre personligheder.


I samarbejde med Danmarks Veteraner arrangerede Tænketanken Atlantsammenslutningen NATO's 70-års jubilæumsparade i Kastellet. Gæsterne var ministre, forsvarets øverste ledelse, øvrige embedsmænd, organisationsrepræsentanter, veteraner og mange flere. Blandt VIP-gæsterne var Anders Fogh Rasmussen, tidligere generalsekretær i NATO, og Carla Herd Sands, USA's ambassadør til Danmark. Under forberedelserne til arrangementet blev der trukket store veksler på sammenslutningens praktikanter.

Vi har ikke et skræddersyet ideal af en praktikant - bortset fra, hvad der er nævnt ovenfor. Dog kan det vise sig, at sprogkundskaber kan være en eftertragtet ressource - især, hvis der er tale om sprog som fx russisk, kinesisk, persisk og lign. sprog.


Et eksempel på et Atlant Brief, som skaffede sikkerhedspolitisk analytiker Morten Hetmar Vestergaard adgang til P1 "Orientering".

Du er velkommen til at kontakte sikkerhedspolitisk analytiker Morten Hetmar Vestergaard på telefon 2650 2224, hvis du har spørgsmål til hverdagen på Frederiksberg Slot med den bedste 2. sals-udsigt over Frederiksberg Have.


Med de københavnske tage i baggrunden tager major, militæranalytiker Karsten Marrup, Forsvarsakademiet, og sikkerhedspolitisk analytiker Morten Hetmar Vestergaard en drøftelse af, hvad man skal gøre sig af tanker om fremtidens missilforsvar. Som praktikant kommer man således i tæt kontakt med nogle af de fremmeste nationale og internationale eksperter, mange ofte kun læser om - og hér skelner vi ikke mellem, om man er fastansat AC'er eller praktikant. Hér gælder det, at man er ansat...

Tror du, at du er den rette for os, så send os en motiveret ansøgning via atlant@atlant.dk. Vi svarer på alle ansøgninger - og hvis vi gerne vil stifte nærmere bekendtskab med dig, vil du blive kontaktet direkte af generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe. Der er ingen ansøgningsfrist, men stillingsopslaget til 2. halvår 2019 tages ned, når vi har fundet de fire praktikanter, vi gerne vil tilknytte.

Med venlig hilsen
Niels-Ole Mannerup
sekretariatsleder