29. april 2019

Valg til den lovgivende forsamling i Spanien

I lørdags kunne FC Barcelona, Cataloniens stolthed, for 26. gang kalde sig spansk mester i fodbold. Mens det nok ikke kom som den store overraskelse, at FC Barcelona skulle vinde La Liga, er det nok langt mere spændende, hvordan udfaldet af valget til Spaniens lovgivende forsamling, Cortes Generales, ender.

af Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse

Den 26. juni 2016 blev det seneste valg til den lovgivende forsamling i Spanien, Cortes Generales, gennemført; og d.v.s., at valgperioden for medlemmerne af Cortes Generales stod til at udløbe den 26. juni 2020. Dette følger af den spanske valglov. Den siddende regering kunne således være fortsat i over et år endnu, hvis det da ikke var fordi, den siddende regerings liv i praksis var gået i hårdknude - ikke mindst som følge af en finanslov, der ikke blev vedtaget.

Den spanske valghandling

Den spanske premierminister har retten til når som helst at kunne udskrive valg i utide.

Det er ikke et krav, at der i tilfælde af udskrivelse af valg i utide skal være valg til både Kongressen og Senatet, jf. den spanske forfatnings artikel 115, men historisk har der været nyvalg til begge kamre i Cortes Generales på samme tid.

Årsagen til 2019-valget skal finds i, at man ikke kunne opnå enighed om statsbudgettet 2019, hvorfor premierminister Pedro Sánchez den 15. februar 2019 annoncerede, at nyvalg var en realitet.

Når valgstederne lukker, vil stemmeoptællingen begynde. Stemmeoptællingen vil dog tage sin tid, idet stemmer afgivet uden for Spanien først vil blive optalt fra den 1. maj 2019. Det er den spanske valgkommission, som står for stemmeoptællingen; og valgkommissionen har hér frem til den 13. maj 2019 til at annoncere, hvem der er blevet valgt til Cortes Generales, således at Cortes Generales senest den 23. maj 2019 kan mødes for en ny embedsperiode.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at vælgere uden for Spanien skal ansøge om retten til at afgive stemme.

Det spanske underhus - Kongressen

Det følger af den spanske forfatnings artikel 68.1, at det spanske underhus, Kongressen - eller, som det også benævnes, Deputerkammeret - skal bestå af mindst 300 og maksimalt 400 deputerede. If. den spanske valglov fra 1985 er antallet af deputerede sat til 350.

Set i lyset af Spaniens størrelse repræsenterer en deputeret således mange vælgere - ikke mindst sammenlignet med fx Danmarks størrelse, hvor Folketinget består af 179 medlemmer.

Medlemmer til Deputerkammerat skal findes i valgkredsene, som udgøres af Spaniens 50 provinser samt de to afrikanske besiddelser Ceuta og Melilla.

Valgloven foreskriver, at der skal vælges mindst to deputerede til Deputerkammeret fra de 51 valgkredse, hvilket giver 102 deputerede. De 248 resterende sæder i Deputerkammeret vil fra valg-til-valg være at fordele i forhold til vælger-indbyggertallet.

Der er tale om et forholdstalsvalg efter D’Hondt-metoden (navngivet efter den belgiske matematiker Victor D’Hondt), som det kendes fra valg i fx Danmark.

Spærregrænsen til Deputerkammeret er officielt sat til 3%, hvilket dog faktuelt kun gælder de to valgkredse, som vælger flere end 30 medlemmer til Deputerkammeret. Det drejer sig om Madrid og Barcelona. I andre valgkredse opleves det, at spærregrænsen reelt når op på 25%. Dette system ses ofte kritiseret, idet en så høj spærregrænse favoriserer de store partier - og ser man på de tre største partier i Deputerkammeret, har de tilsammen 76,4% af de deputerede:

Folkets Parti	Pablo Casado	32,6%	135 deputerede
Det spanske socialistiske Arbejderparti	Pedro Sánchez	22,6%	85 deputerede
Unidas Podemos	Pablo Iglesias	21,2%	71 deputerede

Parlamentariske grupperinger og ønsket om politisk stabilitet

Når man er valgt som deputeret, vil man søge medlemskab af en parlamentarisk gruppering, hvilket skal være med til at skabe stabilitet.

En parlamentarisk gruppering skal bestå af mindst 15 deputerede, men der er dog undtagelser. En undtagelse kan være, at en parlamentarisk gruppering udgøres af kun fem deputerede, hvis deres respektive partier opnåede mindst 5% af de på nationalt niveau afgivne stemmer, eller mindst 15% i den enkelte valgkreds. Hvis man som deputeret ikke kan opnå medlemskab af en parlamentarisk gruppering, vil man blive medlem af en blandet parlamentarisk gruppering.

Samspillet mellem Cortes Generales’ to kamre

I denne artikel skal det ikke gås i detaljer med samspillet mellem Deputerkammeret og Senatet. Årsagen hertil er, at der i visse sammenhænge kræves samspil mellem Deputerkammeret og Senatet, men i særlige tilfælde kan Deputerkammeret alligevel gennemføre lovgivning, hvis der er et særligt stemmeflertal. Dette er Feinsmecker’ei for dem, der har en særlig juridisk interesse i spansk statsforfatningsret. Dog kan det bemærkes, at ændringer til den spanske forfatning alene hører under Senatet.

Det spanske overhus - Senatet

Senatet er det spanske overhus; og det består af 266 senatorer. 208 senatorer er valgt direkte af vælgerne, mens 58 senatorer er udpeget som følge af regional lovgivning. Mens de folkevalgte senatorer sidder for en fire-årig valgperiode, kan senatorer udpeget som følge af regional lovgivning når som helst miste deres mandat under den fire-årige valgperiode.

Som nævnt ovenfor er det Senatet, der gennemfører ændringer til den spanske forfatning, men der er flere opgaver, som hører hjemme under Senatet. Dette gælder bl.a. udnævnelsen af dommere til forfatningsdomstolen, og det er altid et meget tungtvejende ansvar med betydning for fremtidens Spanien. Derudover er det Senatet, der er overmyndighed for de regionale lokalpræsidenter og lokalregeringer samt regionale myndigheder. Med hjemmel i den spanske forfatnings artikel 155 kan Senatet suspendere lokalregeringer. Det er et stort og på sin vis voldsomt statsforfatningsinstrument at gøre brug af, men det skal ses som centralregeringens mulighed for at holde sammen på Spanien, hvis fx regionale kræfter arbejder imod et ”forenet” Spanien. Det var således den spanske forfatnings artikel 155, som blev bragt i anvendelse, da catalanske kræfter arbejdede for catalansk løsrivelse fra Spanien. Den 26. oktober 2017 bemyndigede Senatet premierminister Mariano Rajoy Brey til at fjerne catalanske løsrivelsespolitikere, herunder Carlos Puigdemont, hvorved Catalonien blev sat under administration af centralregeringen i Madrid. Dagen efter - den 27. oktober 2017 - erklærede Cataloniens parlament Catalonien for at være en selvstændig republik er dermed uafhængig af Spanien. Denne uafhængighedserklæring suspenderedes den 31. oktober 2017 af den spanske forfatningsdomstol.

Parlamentariske grupperinger og ønsket om politisk stabilitet

Ligesom det gælder for Kongressens medlemmer, opererer også Senatet med parlamentariske grupperinger for at øge den politiske stabilitet, idet der kræves 10 senatorer for at formere en parlamentarisk gruppering. Kommer man som parlamentarisk gruppering under 10 senatorer, vil man blive optaget i en blandet parlamentarisk gruppering.

Valgkredsene til Senatet er anderledes fordelt sammenlignet med valget til Deputerkammeret. 47 senatorprovinser, som ikke er en ø, vælger fire senatorer. De baleariske Øer og De kanariske Øer vælger tre senatorer hver. De øvrige mindre øer vælger hver én senator. Endelig har de afrikanske besiddelser Ceuta og Melilla hver to senatorer. Dertil kommer nogle særlige bestemmelser for enkeltområder og indbyggertal, hvilket ændrer sig fra valgperiode til valgperiode.

Dette valgsystem favoriserer de mindre provinser i forhold til de store provinser.

Senatorerne, som udpeges qua regional lovgivning, jf. den spanske forfatnings artikel 69.5, udpeges i forhold til antallet af indbyggere i de enkelte områder, idet der udpeges senatorer fra flg. regioner:

• Andalusien.
• Aragonien.
• Asturien.
• Baskerlandet.
• Castilla y León
• Castilla-La Mancha
• De baleariske Øer
• De kanariske Øer.
• Extremadura
• Galicien
• Kantabrien.
• Katalonien.
• La Rioja
• Madrid
• Murcia
• Navarra
• Valencia

Farvel til den 12. Cortes Generales

Resultatet af valget 2016 førte til, at premierminister Mariano Rajoy Brey fra Folkets Parti, PP (Partido Popular), som er et kristent-liberalt-konservativt parti, genvandt regeringsmagten. En korruptionsskandale førte imidlertid til, at ministerpræsident Mariano Rajoy Brey - efter krisen med Cataloniens beslutning om selvstændighed - i juni 2018 måtte træde tilbage og overlade ledelsen af regeringen til premierminister Pedro Sánchez fra Det spanske socialistiske Arbejderparti, PSOE (Partido Socialista Obrero Español).

På gr. af måden, Deputerkammeret med parlamentariske grupper er organiseret, blev premierminister Pedro Sánchez’ mindretalsregering baseret på kun 84 deputerede (svarende til 22,6%); og det har jo næsten været en umulighed at få en funktionel mindretalsregering til at fungere på et sådant grundlag. Samtidig har premierminister Pedro Sánchez’ mindretalsregering som følge af tabet af lokalregeringsmagten i Andalusien fået stor modstand af det nye højrefløjsparti Vox, som siden da er trådt ind på den spanske politiske nationalscene. Det store nederlag for premierminister Pedro Sánchez kom dog i forbindelse med finansloven, som ikke kunne stemmes igennem, og derfor blev der udskrevet nyvalg til den 29. april 2019 - én måned for det såkaldte super-søndags-valg den 26. maj 2019, hvor der er lokal-, regional- og EU-valg.

Hvordan kommer Spanien til at se ud efter det spanske valg?

Der synes ikke at være nogen tvivl om, at den spanske højrefløj - repræsenteret ved Vox - kommer til at sætte sit præg på valget - og sker det, er det i tråd med de valgresultater, der er set i Europa igennem de senere år; og spørgsmålet er, om afstanden fra den nuværende venstrefløjsregering til den nye højrefløj bliver så stor, at Folkets Parti igen kan komme til at spille en afgørende rolle i spansk politik. Meget tyder dog på - især, hvis man lægger vægt på opinionsmålingerne op til valget - at premierminister Pedro Sánchez står så stærkt, at han kommer til at genvinde regeringsledelsen; og så bliver spørgsmålet, om premierminister Pedro Sánchez vil handle, som det er sædvane i Spanien - hvor en koalitionsregering endnu ikke har set dagens lys - eller om en koalitionsregering - måske med venstrefløjsalliancen Unidos Podemos - bliver resultatet af dagens valg. I værste fald kan man ende op med, at der ikke er nogen egentlig politisk vinder af valget, hvilket vil gøre Spanien politisk udfordret i handling både nationalt og internationalt.

Fremtidens udfordringer for den 13. Cortes Generales

Man fristes til at sige, at den største udfordring for en ny spansk regering udgøres af det catalanske problem, for intet tyder på, at ønsket om catalansk uafhængighed er lagt i mølpose; men mens det catalanske problem i princippet kan gå i den ene eller den anden retning, så er betydningen af Vox’ fremgang ikke helt til at gennemskue.

Ser man på Vox’ partiprogram, så er der tale om et ideologisk og populistisk parti, der går imod fri abort og ægteskaber mellem personer af samme køn (idet registrerede partnerskaber synes at kunne (for-) blive anerkendt). Dertil kommer ønsket om at begrænse immigration fra muslimske lande på bekostning af ønsket om øget immigration fra bl.a. Latinamerika for ad den vej øge den spanske befolkningstilvækst. Indenrigspolitisk skal den lokale selvstændighed afskaffes, hvilket kun kan føre til et yderligere anspændt forhold til bl.a. Catalonien. I forhold til EU ser man p.t. en skeptisk holdning, som man dog ikke skal kimse af, idet Vox overordnet set ikke stiller spørgsmålstegn ved spansk suverænitet medlemskab/ikke-medlemskab af EU. Når dét så er sagt, ønsker Vox ikke at afgive magt til EU, hvilket tyder på, at Vox vil trække Spanien i en mere ikke-EU-orienteret retning. Endelig ønsker Vox, at Gibraltar vender tilbage til den spanske krone, hvilket i givet fald kun kan pege i retning af, at en mulig konflikt med Storbritannien vil blive resultatet, idet Storbritannien - ikke mindst i forbindelse med Brexit - har erklæret, at Gibraltar forbliver under den britiske krone.

Spørgsmålet om Gibraltars fremtid uden for EU, qua Brexit, er fortsat uløst, hvilket ikke mindst skyldes det uløste Brexit - og igen kender ingen p.t. svaret på, hvad resultatet af Gribraltar-problemet bliver.

Den største udfordring for den 13. Cortes Generales kan dog vise sig at finde et stabilt fundament for et fremtidig politisk virke. Frygten er i alle tilfælde, at Spanien ender i en situation, for en ny lille mindretalsregering skal føre Spanien videre - og hvem siger, at en ny (mindretals-) regering kan blive dannet inden for en overskuelig fremtid? I alle tilfælde er der i de forgangne år set talrige eksempler på, at parlamentsvalg i Europa ikke har ført de nemmeste valgresultater med sig henset til dannelsen af en ny funktionel regering, idet vi i Danmark blot behøver at kikke over Øresund og syd for den dansk-tyske grænse for at se et glimrende eksempel på de udfordringer, det nye politiske miljø i alle EU-lande påvirker valgresultaterne på nationalt plan - og hvem siger, at en ny (mindretals-) regering vil få nogen lang levetid medførende nyvalg til i det mindste Deputerkammeret, hvis da ikke til begge den lovgivende forsamlings kamre. Dertil kommer, at det skal have i erindre, at super-valg-søndagen den 26. maj 2019 også kan vise sig at få ikke uvæsentlig betydning for den nye spanske regering og dens evne/mulighed for på sigt at overleve især med sigte på lokal- og regionalvalgene.

Valentin Ludwig Fey - også kendt som Karl Valentin - er kendt for udsagnet:

»Prognosen sind schwierig - vor allem, wenn sie die Zukunft betreffen.«

Prognoser er taknemmelige - ikke mindst, hvis man fx baserer dem på exitpolls, for mange ”sikre” prognoser har i løbet af timer vist sig at kunne ende med et ganske andet udfald end det, man spåede muligt. Meget peger p.t. på et fornyet mandat til premierminister Pedro Sánchez som spansk premierminister, men måske det ender med, at han må gøre sig den erfaring, at der kan være koldt og ensomt på toppen...hvis det vel at mærke bliver muligt at bestige bjerget, den nye spanske premierminister skal bestige...

Får resultatet af det spanske valg betydning for Danmark og for EU?

Umiddelbart kan man mene, at udfaldet af det spanske valg ikke hér-og-nu får en direkte betydning for Danmark, idet mange af de spanske udfordringer - alt andet lige - er indenrigspolitiske. Når dét så er sagt, vil den spanske immigrationspolitik - og derigennem den spanske holdning til EU’s politik på samme område - kunne få betydning for Danmark...enten direkte eller via EU.

Skulle Catalonien - med tiden - ende med at blive en selvstændig nation, vil dette naturligvis få indflydelse på dansk udenrigspolitik og udenrigshandel, om end dansk udenrigshandel næppe står og falder med et Spanien med eller uden Catalonien. Spørgsmålet er dog, om et selvstændigt Catalonien kan få andre separatistbevægelser inden for EU’s geografiske område til at sætte handling bag ønsker og ord - og bliver dét tilfældet, vil EU stå over for en stor prøvelse for at undgå yderligere løsrivelsesproblemstillinger...set ud fra et EU-perspektiv.

Samtidig vil en given konflikt over Gibraltar mellem Storbritannien og Spanien kunne få uhensigtsmæssige følger - ikke blot i forholdet mellem Storbritannien og Spanien, men også inden for både EU og NATO, idet Brexit ikke ændrer ved Storbritanniens medlemskab af NATO. Det skal således erindres, at der i lande som Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Storbritannien, Tjekkiet og Tyskland er bevægelser, som i et eller andet omfang ønsker løsrivelse fra den nationalstat, de p.t. er en del af; og gennemfører Catalonien sit ønske om løsrivelse fra Spanien, da vil denne handling utvivlsomt medføre, at der atter pustes til ilden med selvstændighedstanker.

Hvorom alting er, så synes den værste følge af et uklart spansk valgresultat at være ustabilitet - en spansk ustabilitet, der kan brede sig til andre egne af EU og Europa. Det skal derfor blive interessant at følge den kommende proces førende til en ny spansk regering.