10. april 2019
Tanker om det israelske valg til den 21. parlamentsforsamling i Knesset (opdateret den 10. april 2019)
Den 9. april 2019 afholder Israel valg til den 21. parlamentsforsamling i Knesset. Som altid, når det gælder valg i Israel, er der tale om et kludetæppe af partier og fraktioner - og det er også tilfældet ved dette valg.
af Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse
Valg til Knesset er et kludetæppe af partier og fraktioner; og udefra kan kludetæppet virke mere end blot almindeligt uoverskueligt - og det gælder også for valget til den 21. parlamentsforsamling i Knesset. 13 partier og én ”løsgænger” optog sæderne i det 120-pladser-store Knesset. Ved valget til den 21. parlamentsforsamling i Knesset er der 14 såkaldte ”store” partier og 30 såkaldte ”mindre” partier. Alt tyder på, at vi atter står over for en valggyser...
Det israelske valgsystem
Der er tale om et forholdstalsvalg (som i Danmark), og spærregrænsen er p.t. 3,25%. Dette forhold vidner om, er der i praksis ikke er nogen rød tråd i israelsk politik; og med Israels strategiske og politiske betydning for Europa og Mellemøsten samt USA giver det god mening, at ustabiliteten hersker, selv om det ingenlunde er ønskeligt.
If. den israelske valglov skulle der senest have været udskrevet valg til den 21. parlamentsforsamling i Knesset med valg i november 2019 (nærmere betegnet en tirsdag i den jødiske måned benævnt Cheshvan, som løber fra september til november i forhold til det senest fire år tidligere afviklede valg til Knesset).
Valgperioden er på maksimalt fire år, men det er muligt at udskrive valg til Knesset i utide; og det var tilfældet i år, hvor der bl.a. ikke kunne opnås enighed om en lov om aftjening af værnepligt for den ultra-ortodokse jødiske befolkningsgruppen. Forsvarsminister Avigdor Lieberman havde således foreslået, at fuldtids-Torah-studerende kunne blive fritaget for den 32-måneder-lange-værnepligt, som gælder for både mænd og kvinder; og derudover har korruptionsanklagerne mod premierminister Benjamin Netanyahu utvivlsomt også haft indflydelse på beslutningen om udskrivelse af valg.
De over 10.000 valgsteder lukker ned kl. 2100 dansk tid (kl. 2200 israelsk tid); og et valgresultat forventes i løbet af morgenstunden den 10. april 2019.
Valgretsalderen er - som i Danmark - 18 år.
Mange partier finder vej til Knesset
Trods de mange partier og relative få sæder i Knesset lykkes det ofte for mange partier at opnå repræsentation i Knesset. Typisk vil dette give fire sæder, men eftersom der arbejdes med valgforbund, som det kendes fra den danske kommunevalgkamp, kan mindre partier opnå repræsentation i Knesset med færre end fire mandater.
Hvad kan forventes henset til sammensætningen af den 21. parlamentsforsamling i Knesset?
Mediedækningen har også betydning i relation til valget til den 21. parlamentsforsamling i Knesset - og valgkampen er ud fra en principiel betragtning ikke et spørgsmål om premierminister Benjamin Netanyahu og Benny Gantz, selv om man kunne få dén opfattelse. Således har de fire største repræsentationer i den 20. parlamentsforsamling i Knesset tilsammen 70 mandater, og derfor burde valget ikke være et spørgsmål om den ene eller den anden leder - om det national-konservative-liberalistiske centrum-højre-parti Likud (p.t. med 30 mandater i Knesset) eller center-partiet Den blå-hvide Alliance* (p.t. med 11 mandater i Knesset), der anser sig selv som en populistisk alliance repræsenterende hele det israelske folk uanset grundlæggende politisk og religiøs observans, hvilket - objektivt set - er lidt af en tilsnigelse, for med det politiske landskab anno 2019 kan ingen næppe politisk repræsentere hele den israelske befolkning. Derudover findes centrum-venstre-partiet Arbejderpartiet (p.t. med 19 mandater i Knesset), som efter danske forhold bedst kan sammenlignes med Socialdemokratiet; og centrum/centrum-højre-partiet Kulanu.
Det palæstinensiske spørgsmål
Et af de sprængende punkter i den politiske debat i Israel er forholdet mellem Israel og Palæstina, hvor Likud støtter op omkring den israelske bosættelsespolitik. Arbejderpartiet og Kulanu er for en to-stats-løsning, mens Den blå-hvide Alliance er åben for en to-stats-løsning med en stærk israelsk indflydelse/position (herunder, at israelsk forsvar kan operere i Palæstina til fordel for forsvaret af Israel) samt Jordandalen og Jerusalem under fuld israelsk kontrol.
Israel med våbenhvilelinien fra 1949.
Netop forholdet mellem Israel og Palæstina - eller det palæstinensiske spørgsmål - gør, at valg til Knesset er interessant for bl.a. Europa, Mellemøsten og USA.
Derudover skal det haves for øje, at den såkaldte jødiske lobby i USA står stærkt i forhold til påvirkningen af valget af USA’s præsident (i 2020) - og i forhold til USA fremstår præsident Donald Trump som særlig allieret til Israel, hvilket ikke mindst blev beseglet, da USA, jf. præsident Donald Trumps beslutning af 6. december 2017, flyttede sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Efterfølgende har Australien og Rusland i øvrigt valgt at anerkende Vestjerusalem som Israels hovedstad, hvilket åbner op for, at Østjerusalem kan anerkendes som hovedstaden i Palæstina.
Præsident Donald Trump har senest pustet til den israelsk-arabiske ild, da han den 21. marts 2019 via twitter gjorde gældende, at det efter 52-års-besættelse af Golanhøjderne
»…is time for the United States to fully recognise Israel’s Sovereignty over the Golan Heights, which is of critical strategic and security importance to the State of Israel and Regional Stability!«
At Israel overordnet set anser sig som værende omgivet af fjender er indiskutabelt, men især forholdet til Iran er af destabiliserende karakter - og indtil videre kan det ikke afvises, at en militærkonflikt mellem Israel og Iran kunne blive en realitet, hvis ikke der kommer praktiske løsninger på bordet. I alle tilfælde er premierminister Benjamin Netanyahus anti-iranske position evident; og dertil kommer, at premierminister Benjamin Netanyahus forhold til Kina også er betændt. Dermed kan der trækkes klare politiske tråde til USA’s præsident Donald Trump, hvilket ikke kan have negativ betydning for den amerikanske præsident.
Hvis man betragter Benny Gantz fra Den blå-hvide Alliance som den siddende premierministers direkte modstander i valgkampen, så bliver man faktisk ikke specielt klog på, hvad der vil ske med Israel, hvis han bliver Israels næste premierminister. Bl.a. ønsker han ikke at opgive den israelske besættelse af Golanhøjderne og Jordandalen samt Jerusalem som Israels hovedstad; men omvendt ser han muligheden for en særlig to-stats-løsning med Palæstina. Spørgsmålet er med andre ord, om der vil blive forskel på den nuværende israelske politik og den kommende israelske politik, hvis Den blå-hvide Alliance står til at sejre...i alle tilfælde i forhold til omverdenen; og det kan synes tvivlsomt. Til gengæld synes Benny Gantz’ retorik at pege i retning af ændringer i den israelske indenrigspolitik, hvilken han kan blive udfordret i, hvis det politiske kludetæppe også denne gang bliver en realitet.
Arbejderpartiets leder Avi Gabbay har ikke - modsat premierminister Benjamin Netanyahu og Benny Gantz - rod i det israelske forsvar. Avi Gabbay har i stedet rod i det israelske erhvervsliv, som har gjort ham ganske velhavende (han forsøgte på et tidspunkt at købe sig til kontrollen over det israelske flyselskab El Al), hvilket kan virke misvisende henset til, at han er leder af Arbejderpartiet. I forhold til Palæstina støtter Avi Gabbay en to-stats-løsning med Palæstina som en demilitariseret zone og med anerkendelse af de israelske bosættelser og Jordandalen under fortsat israelsk kontrol.
Den sidste politiske leder for ét af de fire store partier er Moshe Kahlon, som har været politisk aktiv det meste af sit liv. Moshe Kahlon har en bachelor i statskundskab og jura, og han har ikke rod i det israelske forsvar; og hvad er det så, at Moshe Kahlon vil, hvis han bliver Israels næste premierminister? Sandsynligheden for, at Moshe Kahlon bliver premierminister i Israel kan ikke vurderes som værende stor, og overordnet skal han nok mest af alt ses som en mere indenrigspolitisk-orienteret politiker (ikke mindst baseret på hans hidtidige karriere som minister, hvilket han har været ad flere omgange), idet Kulanu læner sig op ad Arbejderpartiet.
Hvad kan man forvente sig af det israelske valg til den 21. parlamentsforsamling i Knesset?
Godt spørgsmål...idet der dog synes at være enighed om, at de arabiske stemmer ikke kommer til at afgøre valget. Hvorvidt der bliver tale om en egentlig arabisk boykot af valget, er måske for meget sagt, men den arabiske forhåbning om en ændret israelsk politik til fordel for den arabiske befolkningsgruppe i Israel er nok ikke-eksisterende. Dette kan derfor resultere i, at den arabiske repræsentation i Knesset kan blive særdeles begrænset...hvis overhovedet repræsenteret...og det er naturligvis relevant i forholdet til det palæstinensiske spørgsmål.
Blandt de ikke-arabiske vælgere kan sofavælgerne komme til at spille en betydende rolle. Der er ingen klare tilkendegivelser pegende i retning af størrelsen af gruppen af sofavælgere, men sofavælgere er der. Det kan ikke være anderledes - og til hvem vil sofavælgerstemmerne så gå til? Et oplagt bud kunne være Den blå-hvide Alliance - især, hvis sofavælgerstemmerne ikke skal gå tabt ved at stemme på et af det mindre partier.
Skal man fortsætte tankegangen om, at valgets vinder enten bliver premierminister Benjamin Netanyahu eller Benny Gantz, så bliver det et spørgsmål om valgsejr til enten Likud eller Den blå-hvide Alliance.
Står Likud tilbage som det største parti, vurdere analytikere det ikke som værende umuligt, at premierminister Benjamin Netanyahu genvinder posten som regeringsleder med muligheden for at danne en flertalsregering støttet af de mindre partier.
Står Den blå-hvide Alliance tilbage som det største parti, vurderer samme analytikere, at det ikke er umuligt for Benny Gantz at danne en flertalsregering støttet af de mindre partier.
Dermed bliver spørgsmålet, hvad der sker, hvis ikke der er en klar vinder af valget.
Kunne en koalitionsregering mellem Likud og fx Den blå-hvide Alliance være en mulighed? Ja - men så bliver det uden Benny Gantz, som under ingen omstændigheder vil samarbejde med premierminister Benjamin Netanyahu...har han udtalt; og så er det, at valgresultatet for de mindre partier bliver af stor betydning - og det jo set tidligere, at de mindre partier i Israel har haft afgørende stemmer trods partiernes størrelse.
Præsidentens vilje kan få afgørende betydning for udpegelsen af en forhandlingsleder
Går regeringsdannelsen i hårdknude, idet ingen opnår et ”anvendeligt” resultat (alene eller i form af en koalition), får præsident Reuven Rivlin stor betydning for den videre regeringsdannelsesproces.
If. israelsk lov er det præsidenten, som formelt skal anmode en partileder om at søge at danne en regering baseret på valgresultatet, men ikke alene baseret på valgresultatet, idet præsidenten også skal se på brugbare regeringskonstellationer. D.v.s., at præsidenten ikke behøver at udpege valgets stemmemæssige sejrherre som forhandlingsleder med henblik på at danne en ny israelsk regering. Netop på denne vis var det, at premierminister Benjamin Netanyahu vandt regeringsledelsen ved valget i 2009, selv om Kadima havde vundet flere sæder i Knesset end Likud; men vil præsident Reuven Rivlin føle sig presset til at give Benny Gantz chancen, hvis der er en ”betragtelig” forskel på valgresultatet for Den blå-hvide Alliance og Likud - fx på flere end nogle få mandater?
Den 9. april 2019 er der ingen klare svar
Spørgsmålene er mange; men den 10. april 2019 er alle meget klogere...i alle tilfælde på de afgivne stemmer... Dette er dog ikke det samme som, at man bliver klogere på, hvem der bliver Israels regeringsleder i den 21. parlamentsforsamling i Knesset, idet der kan gå tid, før en ny israelsk regering ser dagens lys...
Opdatering den 10. april 2019
Fra Israel rapporteres det, at optællingen at stemmer er ved at være tilendebragt; og resultatet af valget 2019 ser ud til at blive lige så tæt (og mudret), som man kunne have forventet det. Endnu er der ingen klar udmelding om, hvem der kommer til at stå som forhandlingsleder, men meget tyder på, at premierminister Benjamin Netanyahu qua sine støttepartier har bragt sig i en fordelagtig position. Forhandlingerne om en ny israelsk regering kan forventes at tage sin begyndelse i slutningen af ugen, når forhandlingslederen udpeges af præsident Reuven Rivlin.
*) Den blå og hvide farve refererer til den blå og hvide farve i det israelske flag.