24. april 2019
Tænketanken Atlantsammenslutningen ser på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik og de sikkerhedspolitiske trusler. Dette er der blevet en videopodcastserie ud af, hvor Holger K. Nielsen, SF, er den anden politiker, som giver sit bud på det trusselsbillede, der tegner sig for Danmarks fremtid.
af Niels-Ole Mannerup, sekretariatet
Ifølge Holger K. Nielsen, SF, er det især klimaforandringerne, flygtningestrømme og cyberangreb, som kan lamme et samfund, og der er det afgørende faktorer for fremtidige konflikter, som ud fra en sikkerhedspolitisk faktor kan involvere Danmark. Samtidig afvises det, at Rusland er en direkte fjende i forhold til Danmark - bl.a., fordi NATO er langt stærkere rustet til krig, end Rusland er det. Derfor er der tale om en kritisk støtte til NATO også fra SF's side. Dette uddybes i et interview med Linnea Kjølstad Larsen og Martin Olsen, som står bag Tænketanken Atlantsammenslutningens videopodcastserie med politikerinterviews.
Et nyt bidrag til den forsvars- og sikkerhedspolitiske debat
Tænketanken Atlantsammenslutningen ser på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik og de sikkerhedspolitiske trusler. Dette er der blevet en videopodcastserie ud af, hvor Holger K. Nielsen, SF, er den anden politiker, som giver sit bud på det trusselsbillede, der tegner sig for Danmarks fremtid.
Når man følger den offentlige debat, kan man få opfattelsen, at forsvars- og sikkerhedspolitik ikke fylder meget - medmindre der er tale om en særlig hændelse, der gør det nødvendigt at ændre fokus. Derfor ser Tænketanken Atlantsammenslutningen i den kommende tid se nærmere på den danske forsvars- og sikkerhedspolitik ud fra et politisk synspunkt med deltagelse af Folketingets forsvarsordførere.
»Det er sjældent, at partierne på Christiansborg får mulighed for at uddybe deres holdning til de sikkerhedspolitiske problemstillinger, vi i dag står over for. Tanken med denne videopodcastserie er derfor at give partierne et udgangspunkt for at nemt og enkelt at kunne kommunikere deres forsvars- og sikkerhedspolitiske overvejelser ud til offentligheden.«
Således udtaler Linnea Kjølstad Larsen og Martin Olsen, der begge er praktikanter i Tænketanken Atlantsammenslutningen, og som begge har udviklingen inden for dansk sikkerhedspolitik som ét af deres kerneområder.
Holger K. Nielsen - en erfaren politiker ved enden af sin politiske vandring
Holger K. Nielsen, der netop er fyldt 68 år (den 23. april 2019), er cand.mag. fra Københavns Universitet, som efter beskæftigelse ved EF-parlamentet i perioden 1979-1981 fandt vej til Energiministeriet som fuldmægtig. Holger K. Nielsen ville dog ikke være ham, der udførte andres beslutninger. Han ville være med til at påvirke beslutningsprocessen, og derfor stillede han op til Folketinget for SF. Det førte til, at han i december 1981 blev valgt ind i Folketinget.
Mens Gert Petersen var i mange år synonym for SF, og derfor var det en meget anderledes karakter, der fra 1991 kom til at tegne SF. Det skete, da han blev formand for SF. Den anderledes fremtoning med en vis folkelighed, der bl.a. accepterede, at Danmark har et kongehus, og at det ikke er forkert at efterkomme en indbydelse til hofbal, gjorde SF til mere end et protestparti.
Holger K. Nielsen kronede sit virke med under statsminister Helle Thorning-Schmidt som regeringsleder at blive skatteminister (i perioden 2012-2013) og siden udenrigsminister (2013-2014).
De har derfor gennemført en række interviews med forskellige forsvarsordførere, hvilket således har afstedkommet en videopodcast med Martin Lidegaard, Det radikale Venstre. Det blev til en god dialog, hvor man præsenteres for en måske lidt overraskende indgangsvinkel til problemerne og udfordringerne, som dansk forsvars- og sikkerhedspolitik netop nu - og i fremtiden - står over for.
Idéskaberne bag videopodcastserien
Linnea Kjølstad Larsen, stud.scient.pol., studerer til daglig statskundskab på Københavns Universitet med særlig interesse for international politik og Mellemøsten. Sideløbende dermed er Linnea Kjølstad Larsen ganske foretagsom, idet hun bl.a. arbejder i Københavns Universitets rektorsekretariat; og derudover er hun også beskæftiget med højskoleforhold, i hvilken forbindelse hun bl.a. deltager i Folkemødet på Bornholm. Hendes primære interesse- og ansvarsområder i Tænketanken Atlantsammenslutningen er internationale politiske forhold, Mellemøsten og Fake News.
Martin Olsen, stud.soc. i Development and International Relations ved Aalborg Universitet, har også international politik som sin interesse, hvilket bl.a. skal ses i lyset af, at han har arbejdet med forholdet mellem USA og Kina i Det sydkinesiske Hav. Derudover har Martin Olsen set nærmere på Tysklands og Frankrigs beslutning om at tilslutte sig Asian Infrastructure Investment Bank samt Grønlands betydning for den sikkerhedspolitiske relation mellem Danmark og USA. Sideløbende med sin tilknytning til Tænketanken Atlantsammenslutningen er Martin Olsen tilknyttet den amerikanske ambassade i København. Tidligere har Martin Olsen været udstationeret som praktikant ved den danske ambassade i Wien, Østrig. Hans primære interesse- og ansvarsområder i Tænketanken Atlantsammenslutningen er Arktis, europæiske sikkerhedspolitiske spørgsmål samt det amerikanske præsidentvalg 2020.
En videopodcast er et vigtigt bidrag i en ellers teksttung verden
At producere videopodcasts er ikke en idé af nyere dato. If. Tænketanken Atlantsammenslutningen er en videopodcast nemlig med til at levendegøre tanker, idéer og visioner, ligesom den interviewede - i dette tilfælde politikere - samtidig opnår en mere personlig profil, hvilket kan være vanskeligt i en teksttung verden, hvilket et forum for sikkerhedspolitik nu engang er. Det kræver dog sit at få etablere kontakterne og opnå samspil med kontakterne.
»Derfor er jeg taknemmelig for, at forsvarsordførerne har stillet beredvilligt op til interviews...«
- udtaler Tænketanken Atlantsammenslutningens daglige leder, generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, idet han fortsætter:
»...men det siger samtidig noget om det miljø, vi som sikkerhedspolitiske tænketanken har fået skabt; og i der er ingen tvivl om, at man i dag lytter opmærksomt på vores tanker og budskaber.
At producere en videopodcast kan i 2019 lyde som noget ganske enkelt - og det er det på sin vis også. Vi gør det selv uge-efter-uge i forbindelse med udgivelsen af vores ”Mandagsparanoia”, men når andre skal involveres, kræver det noget mere. Dette har Linnea og Martin til fulde forstået, og det er flot at se, hvorledes de har taget udfordringen op og lagt en iver i at nå slutresultatet.«
Selvom interviewrækken er på plads, er det endnu ikke afgjort, hvorvidt der bliver tale om en overordnet konklusion på, hvor politikerne ser dansk forsvars- og sikkerhedspolitik bevæge sig hen set i lyset af tiden udfordringer. Hertil siger Linnea Kjølstad Larsen:
»Egentlig var formålet med disse interviews at give fri taletid til forsvarsordførerne, for det er bare interessant og spændende at lytte; men når vi har fået talt med Henrik Dam Kristensen, som er den sidste vi mangler af vores foreløbige aftaler, kunne det da være spændende at se, om der er nogle af de trusler, forsvarsordførerne peger på, der går igen. Måske vi så kan skrive en samlet konklusion på baggrund af det? Det er i alle tilfælde med i Martin Olsens og mine overvejelser...«
- afslutter Linnea Kjølstad Larsen.
I den kommende tid vil Tænketanken Atlantsammenslutningen præsentere videopodcasts med Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet; og Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.