11. oktober 2019
Tyskland er Europas største økonomi, men samtidig båndlægger landet sin brug af militærmagt, og i NATO er Tyskland blevet stærkt kritiseret af USA for ikke at leve op til sine forpligtelser. Det sætter Tyskland i en særegen politisk situation, og dets partnere må nøje overveje, hvordan man kan samarbejde med Tyskland, og hvilke følger det kan have. Kombinationen af manglende politisk vilje til at øge forsvarsinvesteringerne og det tyske forsvars utrolig dårlige forfatning, gør det således svært at se Tyskland som en troværdig sikkerhedspolitisk aktør, der udviser det fornødne lederskab og som evner at tage overordnet ansvar på det militære område. Derfor må Danmark - på trods af det normalt meget tætte samarbejde med Tyskland - overveje i hvor høj grad dansk sikkerhedspolitik bør være koblet op på tysk sikkerhedspolitik.
af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup
I marts 2019 udgav det tyske rockband Rammstein en ny plade for første gang i 10 år og lancerede den med singlen Deutschland. Sidste strofe i sangen lyder ”Deutschland, meine Liebe kann ich dir nicht geben." I mange henseender har Tyskland stadig ikke tilgivet sig selv fortidens synder. Landets katastrofale historie i det 20. århundrede med totale nederlag i to verdenskrige og splittelse i Øst- og Vesttyskland, har resulteret i en strategisk kultur og forsvarspolitisk identitet, hvor Tyskland har spillet sig selv af banen som sikkerhedspolitisk aktør. Dette fører til spørgsmålet: Er Tyskland i dag en troværdig sikkerhedspolitisk aktør?
Dette har Atlantsammenslutningen set nærmere på, og med udgivelsen af Atlant Briefet "Tyskland - en troværdig sikkerhedspolitisk aktør?" (klik her) giver Atlantsammenslutningen et bud på, hvad svaret er.
Spørgsmål til Atlant Brief
Spørgsmål til dette Atlant Brief bedes rettet direkte til enten generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe - via tlf. 3059 1944 eller via e-mail lars@atlant.dk - eller sikkerhedspolitisk analytiker Morten Hetmar Vestergaard - via tlf. 2650 2224 eller via e-mail mohve@atlant.dk
Udgivelse
"Tyskland - en troværdig sikkerhedspolitisk aktør?"
Tænketanken Atlantsammenslutningen, oktober 2019
Lars Bangert Struwe (ansvarshavende redaktør), Martin Brochstedt Olsen & Morten Hetmar Vestergaard