13. februar 2019
Danmarks sikkerhed har i nu 70 år været sikret af det transatlantiske samarbejde inden for rammerne af NATO-traktaten - og det ønsker Tænketanken Atlantsammenslutningen at højtideligholde.
Højtideligholdelsen af NATO's 70-års-jubilæum kommer til at ske den 4. april 2019 ved en ceremoni i Kastellet; og det kommer til at ske i tæt samarbejde med landsforeningen Danmarks Veteraner.
Europas udvikling efter II Verdenskrig var med til at skabe NATO for at sikre fred og fredelig sameksistens i et transatlantisk perspektiv
Mens man på den ene side kunne glæde sig over, at Det tredie Rige og aksemagterne stod tilbage som taberne af II Verdenskrig, stod frygten for en ny våbenkonfrontation og bankede på fremtidens port. Sejrherrerne, der skulle diktere fremtiden, stod ikke længere på samme side. Verdenen var delt mellem kapitalismens USA med allierede og socialismens Sovjetunionen med allierede. Man var enige om freden; og man var enige om en genopbygning af det ødelagte; men derved sluttede enigheden så også med flere ubesvarede spørgsmål - herunder: Hvad skulle fremtiden blive for det Tyskland, der efter II Verdenskrig var opdelt i fire besættelseszoner fordelt mellem Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA (nævnt i alfabetisk rækkefølge).
Polariteten mellem sejrherrerne blev mere og mere udtalt, og i europæisk sammenhæng begyndte man at se sig om efter nye samarbejdskonstellationer for at fremme økonomisk og sikkerhedspolitisk fremgang. Det første spadestik hertil blev velsagtens taget med Traktaten om økonomisk, socialt og kulturelt Samarbejde og kollektivt Selvforsvar - også benævnt Bruxelles-traktaten - af 17. marts 1948...blot lidt over to måneder inden indsættelsen af den første FN-mission, United Nations Truce Supervision Organisation (UNTSO).
Bruxelles-traktaten indeholdt en militæralliance med løftet om en gensidig forsvarsforpligtelse mellem Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg og Storbritannien, idet Frankrig og Storbritannien allerede året forinden ved Dunkerque-traktaten havde indgået et formaliseret forsvarssamarbejde.
Fjendebilledet begyndte herefter at ændre sig. Ganske vist var der til stadighed en vis skepsis over, om Tyskland atter kunne gentage historien, men modsætningerne til Sovjetunionen og det socialistiske system blev mere og mere udtalt; og i erkendelsen deraf måtte forsvarssamarbejdet ses i et nyt lys. Resultatet deraf blev Den nordatlantiske Traktat - eller som vi kender traktaten i dagligt sprogbrug: NATO-traktaten.
Ved en ceremoni den 4. april 1949 i Washington D.C., USA, blev NATO-traktaten underskrevet af medlemslandene af Bruxelles-traktaten - i.e. Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg og Storbritannien - samt Canada, Danmark, Island, Italien, Norge, Portugal og USA.
For god ordens skyld skal det understreges, at Warszawa-pagten var en modreaktion mod NATO og ikke mindst NATO’s optagelse af Vesttyskland i 1955 - og dermed var den kolde krig for alvor en realitet.
NATO’s 70-års-jubilæum højtideligholdes bl.a. i Kastellet
Danmarks sikkerhed har i nu 70 år været sikret af det transatlantiske samarbejde inden for rammerne af NATO-traktaten - og det ønsker Tænketanken Atlantsammenslutningen at højtideligholde. Det kommer til at ske den 4. april 2019 i Kastellet; og det kommer til at ske i tæt samarbejde med landsforeningen Danmarks Veteraner.
Danmarks Veteraner, hvis protektor er H.K.H. oberst Prins Joachim, højtideligholder grundlæggelsen af NATO for at hædre og mindes de veteraner, som har forrettet international tjeneste i en NATO-ledet mission. I Kastellet sker det ved kranselægning ved De blå Baretters mindesten og ved monumentet over Danmarks internationale indsats efter 1948, ”En Tid - et Sted - et Menneske”. Derudover vil Danmarks Veteraner være til stede ved mindesmærkerne med faner.
Blandt ceremoniens talere er generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, Tænketanken Atlantsammenslutningen.
Landsformand, oberst Niels Hartvig Andersen, Danmarks Veteraner, og generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, Tænketanken Atlantsammenslutningen, har på et møde i tænketankens lokaler på Hærens Officersskole, Frederiksberg Slot, aftalt gensidig støtte til afholdelsen af NATO’s 70-års-jubilæum. Støtten omfatter bl.a. organisatorisk og administrativ støtte m.m.
Efter kranselægningerne vil blive afholdt en reception i Kastellet.
De nærmere detaljer om afholdelsen af NATO’s 70-års-jubilæum kan endnu ikke offentliggøres, men når brikkerne falder endeligt på plads, vil de blive offentliggjort hér, idet højtideligholdelsen af NATO’s 70-års-jubilæum har fået sit eget subsite (emne i menulinien) på vores hjemmeside.
Danmarks Veteraner - foreningen for alle danske veteraner fra internationale missioner
Danmarks Veteraner er foreningen, der med sine 19 lokalforeninger samler danske kvinder og mænd, som opfylder regeringens kriterier for betegnelsen ”veteran”, og som har modtaget enten en officiel medalje eller det officielle veterankort for deltagelse i en international operation.
Ved en veteran forstås en person, der - som enkeltperson eller i en enhed - har været udsendt i mindst én international operation. Personen kan fortsat være ansat i forsvaret eller anden myndighed, men kan også være overgået til det civile uddannelsessystem, arbejdsmarked eller andet.
Danmarks Veteraner hed tidligere De blå Baretter - stiftet den 26. oktober 1968 af en gruppe veteraner fra FN-missionen United Nations Emergency Force (UNEF I).
Fra opstarten af De blå Baretter havde foreningen kun medlemmer fra egentlige FN-missioner, men eftersom danske soldater siden 1992 havde været indsat i EF’s observatørmission i Det tidligere Jugoslavien og fra 1995 i NATO’s Implementation Force samme sted, opstod der behov for at udvide foreningen til også at optage andre end personer med erfaring fra FN-missioner. Den 23. september 2000 blev foreningens vedtægter ændret således, at også veteraner fra operationer i andre militære koalitioner kunne optages som medlemmer. I dag er foreningen åben for alle danskere, der har været udsendt i en fredsstøttende eller humanitær mission.
Formålet med Danmarks Veteraner er:
Man kan holde sig orienteret om Danmarks Veteraners aktiviteter ved at besøge Danmarks Veteraners hjemmeside, danmarksveteraner.dk, idet man skal være opmærksom på, at Danmarks Veteraner også højtideligholder NATO’s 70-års-jubilæum ved ceremonier ved mindestenen ved Danske Soldaters Mindelund, Rindsholm Kro, og ved det hjemtagne monument for de faldne danske soldater i Afghanistan. Dette monument er i dag opstillet i Oksbøllejren.
Spørgsmål fra pressen
Spørgsmål fra pressen om højtideligholdelsen af NATO's 70-års-junilæum vil kunne rettes til:
En mindeværdig begivenhed i vente
Uanset eens tilgang til NATO, holdninger til NATO’s internationale operationer, politiske ståsted m.m. er det et faktum, at der siden Det tredie Riges kapitulation i 1945 ikke har været fremmede staters tropper på dansk grund som led i en krigshandling rettet mod Danmark. Der er dem, som vil sige, at det nok var gået godt uden medlemskabet af NATO; og der er dem, som vil sige, at freden er sikret qua medlemskabet af NATO. Ganske naturligt bekender Tænketanken Atlantsammenslutningen sig til det sidste synspunkt. Tænketanken Atlantsammenslutningen arbejder under den visionære tanke, at Danmarks sikkerhed og sikkerhedspolitiske handlefrihed er garanteret af det transatlantiske sikkerhedsfællesskab, vi kender som NATO. Derfor tager Tænketanken Atlantsammenslutningen del i højtideligholdelsen af NATO’s 70-års-jubilæum; og vi er glade for at kunne gøre det i tæt samarbejde med Danmarks Veteraner.
Den 4. april 2019 vil med sikkerhed blive en mindeværdig dag...
Med venlig hilsen
Niels-Ole Mannerup
sekretariatet