18. april 2019

Mueller-rapporten fremlægges for Kongressen - del II

Efter krav fra især de demokratiske medlemmer af Kongressen har det amerikanske justitsministerium besluttet, at Mueller-rapporten - ganske vist i en censureret udgave - vil blive fremlagt for Kongressen, men hvad ved vi derom? Det ser vi på i denne todelte artikel, som også ser på, hvad der kan ske efter fremlæggelsen.

af Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse

I Danmark er den 18. april 2019 en helligdag. Det er skærtorsdag - dagen, hvor Jesus if. ”Bibelen” indstiftede nadveren. Hvis ikke allerede flertallet af danskerne i disse dage er gået på påskeferie, så kan man fra skærtorsdag se frem til fire/fem-dages-ferie i det skønneste forårsvejr. Sådan er det i Danmark; men sådan er det langt fra i USA. Bl.a. findes skærtorsdag ikke som helligdag i USA, men derudover er den 18. april 2019 dagen, hvor det forventes, at justitsminister William Barr for Kongressen vil fremlægge en censureret udgave af Mueller-rapporten. Det er i alle tilfælde, hvad justitsminister William Barr har stillet Kongressen i udsigt, og dermed vil offentligheden endelig få adgang til Mueller-rapporten, hvis formål det bl.a. var at konkludere, hvorvidt der i forbindelse med præsidentvalget 2016 var forbindelser og eventuelle koordinerede handlinger mellem præsident Donald Trumps kampagnestab og den russiske ledelse. Det bliver i øvrigt også første gang, at præsident Donald Trump får mulighed for at læse Mueller-rapporten. Spørgsmålet er dog, om Kongressen vil stille sig tilfreds med en censureret udgave af Mueller-rapporten, eller om man vil opleve en fortsat kamp for at få den originale Mueller-rapport udleveret med tilhørende underbilag. Der er således lagt op til en særdeles spændende dag i USA, som mange har set frem til længe...i spænding eller i frygt...

Præsident Donald Trumps forståelse af Mueller-rapporten

Mueller-rapporten er alene forelagt for justitsminister William Barr. Det betyder, at præsident Donald Trump alene har haft mulighed for at forholde sig justitsminister William Barrs orientering af Kongressen. Justitsminister William Barrs orientering af Kongressen har præsident Donald Trump valgt at forstå som værende en total frifindelse af alle påståede forhold; og at det herefter må overvejes, hvorvidt der kan rejses ”modanklager” mod dem, der frem til nu har efterstræbt præsident Donald Trump. Samtidig har advokat Rudy Guiliani - præsident Donald Trumps personlige juridiske rådgiver - tilkendegivet, at der fra præsident Donald Trumps side vil blive fremlagt en såkaldt modrapport til Mueller-rapporten, men frem til nu kendes intet til indholdet af en sådan modrapport, hvis en sådan modrapport overhovedet eksisterer.

Herefter er spørgsmålet: Hvad så?

Demokraterne i Kongressen fortsætter med at efterstræbe præsident Donald Trump

Udfra en objektiv betragtning - set i lyset af de kræfter, der er lagt i undersøgelsen af bl.a. præsident Donald Trump og hans rådgivere - kan det ikke komme som nogen overraskelse, at de demokratiske kræfter er overbeviste om, at man kan bevise, at præsident Donald Trump ikke er uskyldig, hvorfor disse demokratiske kræfter til stadighed vil forfølge selv det mest spinkle håb om at kunne indbringe præsident Donald Trump for rigsretten begrundet i netop forholdet til Rusland og Ruslands indflydelse på præsidentvalget 2016.

Ved også at efterstræbe præsident Donald Trumps rådgivere ønsker man at påvise, at alle omkring præsident Donald Trump kan miskrediteres, hvorfor der qua den omstændighed skulle være grundlag for at søge at fjerne præsident Donald Trump fra magten.

Ligeledes objektivt kan det virke formålsløst, at der fortsat er kræfter, som ønsker at anvende tid på at efterforske forhold, som if. de statslige undersøgelsesmekanismer er bragt til sin afslutning; men således er det amerikanske system, hvilket man ikke - især, hvis det strider imod fx en dansk retsopfattelse - skal forsøge at forstå.

De demokratiske kræfters forsøg på at få fremlagt Mueller-rapporten for Kongressen er legitime, og derfor synes justitsminister William Barr at efterkomme disse kræfters krav ved den 18. april 2019 at fremlægge en censureret udgave af Mueller-rapporten for Kongressen; men hvorvidt en censureret udgave af Mueller-rapporten vil tilfredsstille de demokratiske kræfter i Kongressen, det kan kun tiden vise. I alle tilfælde spekuleres der allerede nu i, at stævningsinstituttet skal bringes i anvendelse, således at Mueller-rapporten fremlægges for Kongressen i sin helhed - d.v.s. uden censurerede navne og passager. Spændende bliver det derfor at følge udviklingen efter justitsministeren William Barrs foretræde for Kongressen den 1./2. maj 2019. De demokratiske stemmer i Kongressen har sikkert ikke lydt for sidste gang.

Derudover mener de demokratiske røster i Kongressen, at præsident Donald Trumps rolle som modarbejdende Robert Muellers undersøgelser er kritisabel, og at denne adfærd bør få følger. Problemstillingen er ikke ny, og hér er det værd at bemærke sig, at justitsminister William Barr ikke har afvist præsident Donald Trumps mulige modarbejdende adfærd, og netop den manglende afvisning deraf anses af demokrater som en mulighed for at kunne anvende dette forhold imod præsident Donald Trump.

Hvis ikke man kan gå efter præsident Donald Trump, kan man i stedet gå efter Rusland?

Mens fremlæggelsen af Mueller-rapporten for Kongressen og justitsminister William Barrs manglende handlinger henset til præsident Donald Trumps mulige modarbejdelse af Robert Muellers undersøgelser har et klart juridisk omdrejningspunkt, der til syvende og sidst kan ende med at skulle prøves af den republikansk-dominerede højesteret, United States Supreme Court, står et ikke-uvæsentligt spørgsmål tilbage: Har Rusland rent faktisk forsøgt at påvirke præsidentvalget 2016? - og vil man i bekræftende fald kunne gå efter Rusland i stedet?

Mueller-rapporten slår fast, at der ikke har været tale om et samarbejde mellem præsident Donald Trumps kampagnestab og Rusland, og derfor burde denne del af sagskomplekset være afsluttet, hvilket det er ud fra en juridisk betragtning, men ud fra en menneskelig betragtning er problemstillingen ikke så enkel endda. I alle tilfælde kan der stilles spørgsmålstegn ved, om Rusland alligevel har spillet en afgørende rolle henset til præsidentvalget 2016? Når spørgsmålet rejser sig, skyldes det ikke mindst, at Robert Mueller har påvist, at indtil flere stabsmedarbejdere med relation til præsident Donald Trump har været i kontakt med bl.a. russiske embedsmænd; og at de stabsmedarbejdere, der har erkendt deres russiske forbindelser, enten - som fx generalløjtnant Michael Flynn - har løjet derom, eller har haft besvær med at erindre, hvad der er foregået, sådan som det gjorde sig gældende for tidligere justitsminister Jeff Sessions. Mueller-rapporten har i alle tilfælde ikke frikendt Rusland.

Kan personlige forhold bringe præsident Donald Trump i miskredit og dermed føre til hans afgang som USA’s præsident?

Jura er jura - firkantede regelsæt, der sætter rammerne for, hvad man må; hvad der er tilladt - men selv om man efterlever de juridiske regelsæt, er der de kritikere, der går videre end at bedømme overholdelsen af de juridiske regelsæt alene, idet de også inddrager et værdighedsbegreb. Derved mener kritikere, at det er relevant også at se på præsident Donald Trumps personlige forhold og adfærd - forhold og adfærd, der måske kan bringe ham i sådan miskredit, at han ikke kan anses at være værdig til at bestride embedet som USA’s præsident.

Hvorvidt kritikerne af præsident Donald Trump kan præsentere forhold, der kan bringe præsident Donald Trump i miskredit, det er endnu ikke påvist, idet tilkendegivelser som den, der fx blev fremsat af skuespillerinden Stormy Daniels, ikke har kunne miskreditere præsident Donald Trump andet end at påføre ridser i lakken - og sådanne ridser lever præsident Donald Trump såmænd nok fint med; men er der andre muligheder? Måske en civil efterretningsrapport kan gøre sin indflydelse gældende?

”The Donald Trump-Russia Dossier”/”The Steele Dossier”

I september 2015 bestiller ”The Washington Free Beacon” hos Fusion GPS op til præsidentvalget 2016 en civil efterretningsrapport om de republikanske kandidater.

”The Washington Free Beacon” er en konservativ hjemmeside, som blev etableret i 2012, med det formål at finde den mørke sandhed frem ved hj. af dybdeborende undersøgelser af forhold på regeringsniveau, international sikkerhed m.m. Arbejdsmetoderne er ikke altid lige velset af branchen, idet det således har været kraftigt kritiseret, at der blev samarbejdet med Fusion GPS, men dette har dog ikke ændret arbejdsmetoderne for ”The Washington Free Beacon”.

Fusion GPS (hvor GPS står for Global Research, Political Analysis, Strategic Insight) er et privat efterretningsfirma, der baseret på åbne efterretningskilder udarbejder rådgivningsmateriale for virksomheder (herunder investeringsfirmaer og advokatkontorer), ligesom der også udarbejdes politiske analyser.

Da primærvalgene peger i retning af de endelige republikanske kandidater, vælger ”The Washington Free Beacon” at trække sin økonomiske støtte til udarbejdelsen af den civile efterretningsrapport tilbage, idet årsagen hertil ikke er offentligt kendt, men derfor kan der spekuleres deri. Da Democratic National Committee får viden derom, findes tanken om en civil efterretningsrapport om de republikanske kandidater op til præsidentvalget 2016 så interessant, at man fra demokratisk side vælger at overtage den økonomiske støtte til Fusion GPS’ arbejde, idet man hér tilsidesætter tanken om, at en sådan handling kunne bringe Hilary Clinton i miskredit.

Den tidligere britiske efterretningsagent Christopher Steele udarbejder på baggrund af et antal forskellige rapporter en 35-sider-lang civil efterretningsrapport om præsident Donald Trump med påstand om kompromitterende materiale, som russiske kræfter kunne bringe i anvendelse over for præsident Donald Trump. Sagt med andre ord: Russiske kræfter skulle have kendskab til præsident Donald Trump i kompromitterende situationer m.m., hvorved præsident Donald Trump pludselig selv skulle være det centrale led i Robert Muellers efterforskning.

Disse tilkendegivelser, der mest af alt minder om en spionroman, kendes som ”The Donald Trump-Russia Dossier” eller ”The Steele Dossier”.

Præsident Donald Trump har afvist, at der skulle forefindes kompromitterende materiale om ham - og idet den civile efterretningsrapport ikke er offentlig tilgængelig, burde ”The Donald Trump-Russia Dossier” være ”sparket til højre”, hvis det da ikke lige var fordi, tidligere FBI-direktør James Comey havde tilkendegivet, at han kunne bekræfte forhold nævnt i den civile efterretningsrapport. Dertil kommer, at den civile efterretningsrapport ej heller friholder Hilary Clinton; og så ville logikken, at ingen skulle have interesse i at røre ved den civile efterretningsrapport. ”The Donald Trump-Russia Dossier” vil imidlertid ikke dø; og selv om den civile efterretningsrapport en dag skulle dø, da er spørgsmålet, om alle ønsker den begravet?

Manglende kendskab til fakta gør det stort set umuligt at kommentere på forholdet, men iagttagere vurderer, at der kan være personer fra både republikansk og demokratisk side, der er så meget fedtet ind i diverse problemstillinger med relation til præsident Donald Trump og Hilary Clinton om præsidentvalget 2016, at de intet har at tabe ved at stå frem, hvis ”The Donald Trump-Russia Dossier” en dag bliver en del af anklagerne mod præsident Donald Trump om, at han ikke er værdig til at være USA’s præsident qua den omstændighed, at nogen har noget kompromitterende materiale på ham, som gør det uforeneligt for præsident Donald Trump at være USA’s statsoverhoved.

Hvor efterlader påstanden om en civil efterretningsrapport med kompromitterende materiale så præsident Donald Trump?

Med jernvilje og nerver af stål

Hvad præsident Donald Trump end måtte have foretaget sig bag lukkede døre...alene eller sammen med andre...det ved kun præsident Donald Trump og de, der var til stede, medmindre der er spioneret mod præsident Donald Trump; men sidstnævnte påstand er dog blevet afvist af præsident Donald Trump og justitsminister William Barr ud fra devisen om, at der ikke forefindes forhold af kompromitterende art.

Præsident Donald Trump har under hele forløbet af udarbejdelsen af Mueller-rapporten fremstået determineret med udfald mod specifikke personer, som if. præsident Donald Trump alene har haft til formål at drive en heksejagt mod ham som USA’s siddende præsident.

På intet tidspunkt har præsident Donald Trump i sin adfærd vist tegn på svaghed; og det er næppe sandsynligt, at præsident Donald Trump pludselig vil så op i banen, fordi han er træt af kampen - og det var da også en veloplagt og kampberedt præsident Donald Trump, der den 10. april 2019 lod sig interviewe om den censurerede Mueller-rapport, som den 18. april 2019 skal fremlægges for Kongressen (klik her).

If. præsident Donald Trump er intet ændret, og det gør den censurerede Mueller-rapport heller ikke. Mueller-rapporten er, if. præsident Donald Trump, et resultat af en ulovlig undersøgelse udført af uhæderlige ansatte i politiet (på engelsk: dirty cops), idet tidligere FBI-direktør James Comey og tidligere fungerende FBI-direktør Andrew McCabe blev nævnt ved navn. Samtidig gentog præsident Donald Trump sin opfattelse af, at Robert Muellers undersøgelse har været alt fra en heksejagt til forræderi, som kun har haft til formål at søge at afsætte ham som præsident ved det, man må betegne som et kup.

Til spørgsmålet om præsident Donald Trumps mulige modarbejdelse af Robert Muellers undersøgelse har præsident Donald Trump svaret, at han ikke har modarbejdet noget som helst, men i stedet blot har kæmpet for sandheden ved at slå de fremsatte løgne tilbage. Atter forholder det sig således, at sandheden kun er de færreste kendt.

Er præsident Donald Trumps adfærd sædvanlig sammenlignet med den generelle opfattelse af, hvordan en amerikansk præsidents adfærd skal være? Nej; men omvendt vil det næppe ligefrem kunne påstås, at præsident Donald Trump er en helt sædvanlig amerikansk præsident; og så er det, at man kan stå tilbage med, at det hele er et spørgsmål om, hvorvidt man bryder sig om præsident Donald Trumps adfærd og ikke ser på den planlagte og gennemførte politik, hvilket på sigt kan føre til, at man lukker øjnene for den mulighed, at præsident Donald Trump genvælges som USA’s 45. præsident, fordi han faktisk er kommet i mål med (nogle af) sine politiske løfter.

Endnu er det ikke objektivt lykkedes at fremlægge noget, der minder om beviser for, at præsident Donald Trump har udført ulovligheder - og historisk er det særdeles sjældent, at sådanne beviser i relation til en siddende præsident er blevet fremlagt. Det skal hér erindres, at præsident Richard Nixon aldrig blev dømt for at have begået ulovligheder på trods af de fremlagte beviser i relation til Watergate-skandalen...og p.t. er præsident Donald Trump ikke i nærheden af en rigsretssag, uanset hvad man end måtte mene om ham...fordi det er sådan, det amerikanske rets- og statsstyresystem fungerer...

Påskefred i Danmark, men næppe i USA...

Indenfor kristendommen er ugen før påskedag - også benævnt passionsugen - den sidste uge i fasten - tiden, hvor man i stille erindring fejrer Jesus’ lidelse og død på korset. Skærtorsdag er dagen, hvor Jesus if. ”Bibelen” vaskede sine disciples fødder rene for derved at tilkendegive, at tavlen var vasket ren, idet Jesus bød sine disciple, at de skulle elske hinanden.

If. folkekirken, jf. folkekirken.dk, er påsken udover at være den største kristne højtid også grundfortællingen om danskernes kultur og kulturarv indeholdende livets store spørgsmål i relation til

”...håb, forsoning, tilgivelse, fællesskab, tro på livet...”.

Påsken i Danmark omfatter også storhedstiden for konfirmationer samtidig med, at påskefrokosterne sender politiet på overarbejde med diverse razziaer.

I USA fejrer man også påsken, hvilket bl.a. sker med afviklingen af de såkaldte Easter Parades, hvoraf påskeparaden på Fifth Avenue i New York, USA, måske er den mest kendte, idet påskeparaden gennemføres påskedag - den eneste højtidsdag i påsken, der højtideligholdes i USA.

Mens vi i Danmark højtideligholder skærtorsdag, forbereder justitsminister William Barr sig på fremlæggelsen af den censurerede Mueller-rapport; og hvorvidt man end bekender sig til republikanernes eller demokraternes opfattelse af fakta omkring præsidentvalget 2016; russisk indflydelse på præsidentvalget 2016; præsident Donald Trumps værdighed; præsident Donald Trumps evner m.m., så er der næppe meget håb om forsoning, tilgivelse og fællesskab mellem præsident Donald Trump og ikke mindst den demokratiske partiorganisation efter fremlæggelsen af den censurerede Mueller-rapport - og dermed er det sidste ord næppe sagt og skrevet i denne sag...