12. februar 2019
Input til vinterferiens aktivitetsplan (II)
Sne, sand eller vand...eller måske noget ganske andet... Fem dage med forslag til aktiviteter til vinterferien...
af Niels-Ole Mannerup
Vinterferie er som oftest det samme som aktiv ferie. Tit sættes vinterferie lig med skiferie; men der er også dem, der rejser til solrige destinationer for at nyde varme, vand og sand. Endelig er der dem, der ikke mærker den store forskel på uge nr. 6, 8 og 7... Uanset vinterferie eller ej... I ferietider har Tænketanken Atlantsammenslutningen haft for vane at komme med en anbefaling til, hvorledes tiden også kan anvendes - og det gør vi også nu. Vi vil således over de næste fire dage komme med anbefalinger til at skabe nye horisonter.
I 1971 forlader nyudnævnte premierløjtnanter Hærens Officersskole for at drage ud i Danmark...og verden... I Europa står øst overfor vest. Jerntæppet er intakt, og man øver til stadighed krigens komme med landgang i Køge Bugt, idet fronterne synes at ligge fast, og truslen er derfor måske mere af akademisk karakter. Alligevel er forsvaret under pres, for under forsvarsminister Erik Ninn-Hansen var en reorganiseringsplan blevet iværksat, hvor forsvaret skal yde det samme som hidtil. Langt fra Danmark er Indien og Pakistan endnu engang i krig, og i Uganda kommer præsident Idi Amin til magten. At påstå at verden er rolig, det ville være en påstand af skæve dimensioner. Året efter - i 1972 - viser terrorens seriøse ansigt sig lige syd for det dansk-tyske grænse. OL i München oplever det dengang værst tænkelige terrorangreb udført af Sorte September. 11 personer fra den israelske OL-delegation og en tysk politibetjent mister livet. Som en direkte reaktion derpå oprettes efter britisk forbillede (Special Air Service - måske bedre kendt som SAS) Grenzschutzgruppe 9 der Bundeswehr. Tyskland skulle nu være parat til at imødegå international terror. I Danmark havde man siden den 1. november 1964 haft Jægerkorpset, hvis personel indgår som en vægtig del af det danske antiterrorberedskab. I 1973 bliver Jægerkorpset en jæger rigere, idet Poul Dahl fra Hærens Officersskoles årgang 1971 optages. Frem til 1978 forretter Poul Dahl tjeneste som aktiv jæger, og i 1990-1993 forretter han tjeneste som Jærgerkorpsets chef.
Sine erfaringer fra Jægerkorpset og sine tanker om bl.a. antiterrorberedskab og anvendelsen af jægere - også på den nationale scene - er beskrevet i bogen ”Jægersoldat i en Terrortid”; men det er ikke dén bog, som hér skal anmeldes. Det er i stedet bogen ”Mission Irak”, som dækker over Poul Dahls tid som chef for United Nations Guard Cotingent in Iraq (UNGCI), hvis formål det var at sikre den humanitære nødhjælp umiddelbart efter afslutningen af befrielsen af Kuwait. Poul Dahl er chef for UNGCI i perioden 1993-1996.
I ”Mission Irak” beskriver Poul Dahl det virvar af problemer, som mange sikkert den dag i dag finder uløste. Præsident Saddam Hussein var trods uddrivelsen fra Kuwait fortsat Iraks hersker; og dengang - som i dag - var der problemer med at lede et land bestående af forskellige trosopfattelser mellem sunni- og shiamuslimer som de primære poler, mens kurderne dengang - som i dag - kæmpede for et selvstændige Kurdistan på tværs af de kendte nationale grænser. Samtidig stod man med et internationalt samfund repræsenteret ved FN - et FN, der i bund og grund ikke vidste, om man skulle gå til højre eller til venstre...på gr. af det kludetæppe af problemer, man ikke uden videre kunne løse...måske fordi man aldrig af demokratiets vej kan nå en løsning deraf. FN’s manglende effektivitet var blevet udstillet på Balkan, og på ny stod FN-organisationen over for store udfordringer - udfordringer, FN nok var - og stadig er - bedst til at løse, men hvor FN-organisationen i sig selv måske er den største hindring for en effektiv opgaveløsning.
Den lille FN-mission gjorde, hvad den kunne for at leve op til missionsopgaven. Personel fra FN-hovedkvartererne i Kenya, Schweiz, USA og Østrig samt politibetjente og soldater fra Czekoslovakiet, Danmark, Fiji, Filippinerne, Ghana, Grækenland, Nepal, Polen, Thailand og Østrig udgjorde mandskabet ved UNGCI - og iført FN’s uniformer tildelt FN’s sikkerhedspersonel (i.e. Security Guards) skulle den humanitære nødhjælp sikres. Hvordan det skete, vil jeg lade Poul Dahl fortælle, hvis fortællegaver er enestående; og der er ikke tale om selvforherligelse, når Poul Dahl fortæller om sine fire år
”... i krigszonen, under diktatur, midt i en borgerkrig og med stormagter og nabolandenes tvivlsomme interesser på sidelinien. Den handler ikke alene om de forudsigelige kampe og tragedier på slagmarken, vejsidebomber, gidseltagninger og snigskytter, men også om de kamp, jeg ustandseligt havde med embedsmændene i et korrupt og forældet FN system. Jeg beviste i Irak, at det, på trods af en streng diktator, internationale forvikling, borgerkrige og et bureaukratisk FN system, kunne lade sig gøre at skabe sikkerhed og lave genopbygning uden brug af våben.”
Man vil muligvis ikke være enig med alle betragtninger udtrykt af Poul Dahl, men der er tale om en nærværende og til tider gribende fortælling fra én af de mest glemte operationer med deltagelse af dansk personel...og man er med forfatteren hele tiden...og man mærker nærværen. Det er en god evne som forfatter, når man i bund og grund sætter sig selv i centrum.
Der er ingen tvivl om, at Poul Dahl - der om nogen er et samvittighedsfuldt familiemenneske med stort F - er jæger helt ind i sjælen. Der er heller ingen tvivl om, at Jægerkorpsets tidligere chef har en mening om mangt og meget - en mening, der er værd at lytte til; og jeg ville personligt nyde at sidde til et middagsselskab med Poul Dahl, når fortællingerne går højt, og salt, peber og sukkerknalder flyttes rundt på dugen for at høre historien om dengang, da...
Poul Dahls tilkendegivelser er altid overvejede, men spørgsmålet er, om terrortiden har ændret sig... Det kræver dog nok at være jæger for at have en sikker viden om...i forhold til bl.a. indsættelsen af Jægerkorpset...
Poul Dahl forlader forsvaret i 2004.
Personel ved UNGCI bar ikke det runde lyseblå FN-ærmemærke, men derimod ærmemærket båret af United Nations Security Guards.
UNGCI lukkede ned i 2003 - uden tildeling af FN-medalje til missionsdeltagerne, fordi der ikke var tale om en ordinær FN-mission.