9. maj 2019
I dag kører busserne med Dannebrog og EU-flaget. Det skyldes ikke en kongelig fødselsdag eller en dansk nationaldag. I stedet skyldes det Europadagen, som markerer grundlæggelsen af tanken om det, vi i dag kender som EU.
af Niels-Ole Mannerup, sekretariatet
Den 9. maj 1950 foreslog den franske udenrigsminister Robert Schuman, at Frankrig og Vesttyskland skulle samordne deres produktion af kul og stål, idet andre lande kunne deltage i dette samarbejde. Dette initiativ førte senere til Kul- og Stålunionen - forløberen for det, vi i dag kender som EU.
Schuman-erklæringen
Udenrigsminister Robert Schumans tanker - kendt som Schuman-erklæringen - handlede om, hvorledes Frankrig og Vesttyskland kunne samordne deres kul- og stålindustrier. Initiativet var vigtigt i et sikkerhedspolitisk perspektiv, idet netop kul- og stålproduktion er blandt de fysiske fundamenter i krigsførelse; og det var således udenrigsminister Robert Schumans tanke, at man kunne sikre freden ved fælles kontrol af netop kul- og stålindustrien blandt nogle af lande, der havde været involveret i flest krige på det europæiske kontinent.
Tankerne førte til et forslag; og i 1951 underskrev Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg, Italien og Vesttyskland EKSF-traktaten, hvorved Det europæiske Kul- og Stålfællesskab pr. 23. juli 1952 var en realitet.
Det europæiske Kul- og Stålfællesskab
EKSF var, hvad man i jurasproget kalder for en supranational myndighed - altså en myndighed over nationalt niveau, idet EKSF-medlemslandene havde afgivet suverænitet til EKSF.
I 1957 etableres Det europæiske økonomiske Fællesskab (EØF) og Det europæiske Atomenergifællesskab (Euratom).
De europæiske Fællesskaber
At have tre ensartede - og dog forskellige - fællesskaber af denne slags i Europa virkede overvældende, og der var et sammenfald på flere områder. Derfor blev der arbejdet på at samle de tre fællesskaber. Det skete ved Fusionstraktaten (også kendt som Bruxelles-traktaten) fra 1965 med virkning fra 1967, og dermed var De europæiske Fællesskaber (EF) skabt.