Webinar: The Afghan Peace Process: 20 Years On (gennemføres på engelsk)

Til oktober 2021 er der gået 20 år siden, USA med sine koalitionspartnere indledte sine opera­tioner i Afghanistan under navnet Operation Enduring Freedom. Det blev også i Afghanistan, at NATO blev involveret i krigshandlinger, selv om NATO oprindeligt - i form af International Security Assistance Force (ISAF) - skulle koncentrere sin indsats på at træne de nationale afghanske sikkerhedsstyrker. Den 28. december 2014 erklærede præsident Barack Obama Operation Enduring Freedom for afsluttet, men den dag i dag er der NATO-styrker i Afghani­stan (arbejdende under Operation Resolute Sup­port) med dansk deltagelse, ligesom amerikanske styrker fortsat bekæmper international terrorisme i Afghanistan i form af Operation Freedom’s Sen­tinel.

Krigen i Afghanistan er slut, men konflikten er fort­sat en realitet; og hvordan skal man finde en afslut­ning på konflikten, der fortsat er ganske blodig? Det er en vanskelig og kompleks opgave, hvor det stadig ses, at der hældes benzin på bålet, som kan få en varig fredsaftale til at gå op i røg.

Fredsprocessen er iværksat, og på nuværende tids­punkt er to fredsaftaler blevet underskrevet. Den første fredsaftale blev underskrevet den 22. sep­tember 2016. Underskriverne var den afghanske regering og Hezb-e-Islami Gulbuddin. Den anden freds­aftale blev underskrevet den 29. februar 2020. Underskriverne var USA og Taliban, idet det blev aftalt, at alle amerikanske styrker skulle trækkes ud af Afghanistan senest 14 måneder senere.

Tilbagetrækningen af amerikanske styrker fra Af­ghanistan udfordrer netop nu USA’s koalitionspart­nere i en tid, hvor Talibans årlige forårsoffensiv ventes.

I marts 2021 vil fredsforhandlingerne - efter planen - fortsætte; men vil det ske? - og hvis ”ja”, hvor kommer det til at efterlade USA’s koalitionspartnere, NATO og ikke mindst Danmark? - og hvad kommer en fredsaftale til at betyde for bl.a. Indien og Paki­stan? Dét ser Atlantsammenslutningen nærmere på i dette webinar, der på gr. af de udenlandske deltagere gennemføres på engelsk.

Kommunikationsplatform

Atlantsammenslutningen gør i dag brug af den kommunikationsplatform, der udbydes af Cisco Webex.

Cisco Webex er et amerikansk selskab, der er eksperter ud i webbaserede konferenceløsninger. Det oprindelige selskab - WebEx - blev grundlagt i 1995, og i 2007 blev det overtaget af Cisco Systems.

Tilmelding

Tilmelding til webinaret af nødvendig, således at et webinarlink kan blive tilsendt. Webinarlink forventes at blive afsendt fra Atlantsammenslutningen senest den 15. april 2021 kl. 0800.

Formular til brug for onlinetilmelding følger nedenfor.

Tilmeldingsfrist

Der vil blive lukket for tilmelding den 14. april 2021 kl. 1200.

Onlinetilmelding

For at tilmeldingsformularen kan afsendes, skal alle felter med * udfyldes. Det sidste felt er valgfrit, men Atlantsammenslutningen håber, at du vil svare "ja" til at modtage information fra Atlantsammenslutningen sendt direkte til din e-mail.

Når tilmeldingsformularen er udfyldt, trykker du på det fremhævede felt. Umiddelbart derefter vil du på skærmen se en bekræftelse af, at du har tilmeldt dig.

Formel bekræftelse samt oplysning om link og kode vil senere blive tilsendt den e-mail, der er oplyst ved tilmeldingen.

Om oplægsholderne

Ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin, Udenrigsministeriet

Ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin er Dan­marks ambassadør til UAE og Qatar samtidig med, at han er Danmarks repræsentant i International Renewable Energy Agency (IRENA), som har hoved­sæde i Abu Dhabi, hvor den danske ambassade fysisk befinder sig.

Den danske ambassade i UAE er relativ ny og et re­sultat af Udenrigsministeriets omstrukturering af ambassadestrukturen i 2010/2011. Tanken bag en dansk repræsentation i UAE var at sikre en effektiv og handlekraftig varetagelse af danske interesser i re­gionen i erkendelsen af, at golfstaterne har fået større økonomisk og politisk betydning - og ikke kun i golfregionen. Samtidig er antallet af danske virksomheder i golfregionen gennem årene øget. Endvidere udgør golfregionen også et interesseom­råde for forsvaret, hvilket ses ved, at der blandt ambassadens personale også er en forsvarsatta­ché. Funktionen som forsvarsattaché har siden den 1. september 2020 været varetaget af oberst Michael Engholm.

Forsvarsattaché oberst Michael Engholm og ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin foran den danske ambassade i Abu Dhabi, UAE. Billedkreditering: Den danske ambassade.

Ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin er cand.jur. fra Københavns Universitet i 1983, og ef­ter et par år i advokatverdenen og i Skatteministe­riet kom han i 1985 til Udenrigsministeriet, der siden har været hans faste arbejdsplads, om end arbejdspladsen fysisk har været så mange andre steder end København. Passet tæller stempler fra Brasilien, Japan, Kina og Tyskland samt Afghani­stan, idet det især er tiden som dansk ambassadør til Afghanistan, der gør, at ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin er oplægsholder ved dette webinar. Det var nemlig ham, der faciliterede den første afghanske fredsaftale i 2016. Ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin har ad to omgange været dansk ambassadør til Afghanistan, idet han allerede i 2007 stiftede bekendtskab med landet.

Ambassadør Franz-Michael Skjold Mellbin er bl.a. dekoreret med Dannebrogordenens ridderkors af 1. grad.

Virker navnene Skjold Mellbin bekendt, er det ikke uden grund. Oplægsholderen er nemlig søn af den navnkundige ambassadør Skjold Gustav Mellbin, der i Danmark af almuen måske er mest kendt for sit virke i Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg, som i 1980 blev nedsat af statsminister Anker Jørgensen for at styrke den danske forskning i sikkerhedspolitiske spørgsmål samt styrke den of­fentlige debat om nedrustnings- og sikkerheds­spørgsmål i en tid, hvor dansk sikkerhedspolitik var præget af fodnotepolitik.

Ambassadør Sir Nicholas Kay KCMG, Foreign, Com­monwealth and Development Office, Storbritan­nien

Sir Nicholas er en britisk karrierediplomat med et imponerende udstationerings-CV bag sig, hvor nogle af de mest imponerende udstationeringer for Storbritannien er Afghanistan, Den demokra­tiske Republik Congo og Sudan. Derudover var han i perioden 2013-2016 Special Representative of the Secretary-General and Head of the United Nations Assistance Mission in Somalia. I perioden 2016-2017 var Sir Nicholas Storbritanniens særlige udsending for Afrikas Horn. I forhold til webinaret er det dog tiden i Afghanistan, der har særlig betyd­ning, idet Sir Nicholas i perioden 2017-2018 var Storbritanniens ambassadør til Afghanistan og i perioden 2019-2020 NATO Senior Civilian Repre­sentative til Afghanistan.

Sir Nicholas har været fortaler for, at alle afghanere har skullet føle, at de var en del af freds­processen, og at troen på oprigtighed parterne imellem er bydende nødvendig - også, selv om dette er en gigantisk udfordring - ikke mindst, fordi ”vejkrydset i Centralasien” er et demografisk sam­menkog af etniske grupper og religiøse sammen­sætninger. NATO bakker op om fredsprocessen - en fredsproces, som NATO anser Afghanistan for at have ejerskab af, jf. generalsekretær Jens Stolten­bergs tale den 12. september 2020 til åbningen af fredskonferencen i Doha, Qatar (se nedenfor), men det sker ikke uden udfordringer, for hvilken betydning vil det få, når eller hvis USA trækker sine militære styrker ud af Afghanistan?

I dag er Sir Nicholas COP26 Regional Ambassador for Africa.

Sir Nicholas har en master i lingvistik fra University of Reading og en bachelor i engelsk sprog og litte­ratur fra University of Oxford.

Regeringsfredsforhandler Fawzia Koofi, Afghani­stan

Fawzia Koofi er eksemplet på, at det er muligt for kvinder i Afghanistan at træde ud af stereotypen om, at kvinder ikke kan eller må noget i Afghani­stan, idet dette dog ikke er d.s.s., at det skal igno­reres, at ikke mindst religiøse sæder begrænser de afghanske kvinders muligheder for at leve et liv, som det kendes i fx den vestlige verden; og når der tales om kvinderettigheder i Afghanistan, kan man ikke undgå at støde på navnet Fawzia Koofi, hvor hun er fortaler for national afghansk lovgivning, der beskytter kvinder.

Fawzia Koofi er den første kvindelige Deputy Speaker (som vel bedst kan oversættes til næstfor­mand) i det afghanske parlament.

Fawzia Koofi er en afghansk mønsterbryder, og på sin vis er det det mest naturlige at skulle se hende tage del i den afghanske fredsproces - også, selv om forhandlerne repræsenterende Taliban har skullet sluge en kamel eller to. Den 27. februar 2020 skrev Swaminathan Natarajan, BBC World Service, en meget velskreven artikel om den af­ghanske fredsproces og Fawzia Koofi (klik her). Det er ligeledes at anbe­fale at se ”Upfront” af 5. december 2020, hvor Richelle Carey, Al Jazeera English taler med Fawzia Koofi om muligheden for en vedvarende fred i Af­ghanistan (se nedenfor).

Man skal aldrig gå op i en kvindes alder; men det er ingen hemmelighed, at Fawzia Koofi er født i 1975...en periode i Afghanistans historie, hvor der blev gjort tiltag til at forbedre de afghanske kvinders rettigheder. Det var på det tids­punkt, hvor præsident Mohammad Daud Khan ledede Afghanistan med ambitionen om progres­sivitet for landet - bl.a. i form af samarbejder med lande, der selv distancerede sig fra Sovjetunionen og kommunismen. Kommunismen blev dog Mohammad Daud Khans endeligt, idet han blev dræbt under Saur-revolutionen i april 1978, hvor Afghanistans kommunister - støttet af Sovjetunionen - overtog magten i Afghanistan, og som senere førte til Sovjetunionens intervention i Af­ghanistan. Med alle odds imod sig erhvervede Fawzia Koofi sig en bachelor i jura og statskund­skab fra Kabul University og siden en master i International Relations and Human Rights fra University of Diplomacy i Geneve, Schweiz.

Endelig har Fawzia Koofi været leder af UNICEF’s Child Protection.

I 2020 blev Fawzia Koofi nomineret til Nobels Fredspris (klik her). Fredsprisen gik ikke til Fawzia Koofi, en derimod til FN’s World Food Programme.

Der kan læses mere om Fawzia Koofi via hendes hjemmeside, fawziakoofi.org (klik her).

Chefforhandler (Mohammad) Amin Karim

(Mohammad) Amin Karim er et ledende medlem af det afghanske Hezb-e-Islami-parti, hvilket slet og ret betyder Det islamiske Parti. Han har siden 2010 været involveret i fredsforhandlingerne med den afghanske regering, hvor det allerede dengang blev gjort gældende, at vejen til en varig fred med efterfølgende frie valg i Afghanistan kun kunne banes, hvis de udenlandske militære styrker blev trukket ud af Afghanistan. Dette er som bekendt endnu ikke sket.

I det hele taget har Amin Karim været involveret i den politiske genopbygningsproces i Afghanistan, som også har omfattet præsidentvalget i 2014, hvor Hezb-e-Islami, der ikke selv deltog i valget, endnu engang slog fast, at de udenlandske militære styrker skulle forlade Afghanistan.

Krav blev dog til virkelighed. Det skete i september 2016, hvor den første reelle fredsaftale i Afghanistan blev indgået. Den blev indgået mellem den afghanske regering og Hezb-e-Islami Gulbuddin, hvor Amin Karim var chefforhandler for Hezb-e-Islami. Fredsaftalen betød - foruden freden - at Hezb-e-Islami-fanger blev frigivet, og at Hezb-e-Islami-medlemmer på sigt skulle kunne indlemmes i de afghanske sikkerhedsstyrker. Den indgåede fredsaftale banede også vejen for, at tidligere premierminister Gulbuddin Hekmatyar kunne vende tilbage til Afghanistan efter at have været i eksil i flere end 20 år. At Gulbuddin Hekmatyar kunne vende tilbage til Afghanistan, har utvivlsomt været en torn i øjet for mange ikke-afghanere - ikke mindst USA og USA’s koalitionspartnere, herunder NATO, idet Gulbuddin Hekmatyar efter Talibans fald i 2001 fra Pakistan styrede modstandskampen mod invasionsstyrkerne. Det var så anden gang, at Gulbuddin Hekmatyar skulle forsvare ”sit” Afghanistan mod en invasionsstyrke, idet han i 1979 var med til at bekæmpe Sovjetunionens invasionsstyrker (klik her for at læse Maija Liuhtos interview på Al Jazeera den 25. oktober 2016 med Amin Karim, hvor han forklarede om betydningen af Gulbuddin Hekmatyars tilbagevenden til Afghanistan og fredsaftalens betydning).

Amin Karim har altid sat Afghanistan først, hvor han har modsat sig andre staters påvirkning på Afghanistan - også, da Sovjetunionen ønskede at forsvare kommunismen i Afghanistan - et forsvar, som førte til Den afghanske-sovjetiske Krig, hvor USA støttede mujahideenbevægelsen. En del af kampen mod Sovjetunionen blev ført uden for Afghanistans grænser. Amin Karim har bl.a. opholdt sig i Frankrig, hvor han i slutningen af 1970’erne studerede sociologi; og netop i Frankrig grundlagde han bl.a. et repræsentationskontor for Hezb-e-Islami. Som den sovjetiske besættelse skred frem, rejste Amin Karim rundt i verdenen for at tale mujahideenbevægelsens sag, ligesom han gjorde det muligt for udenlandske læger og journalister at kunne færdes i det sovjetisk-besatte Afghanistan. En af disse journalister er Peter Scholl-Latour, som i 1983 udgav bogen ”Allah ist mit den Standhaften: Begegnungen mit der islamischen Revolution”.

Man kan ikke tale om Amin Karim uden også at tale om Hezb-e-Islami - partiet - eller bevægelsen - der først aktivt bekæmpede Sovjetunionen og Afghanistans kommunistiske styre; siden aktivt bekæmpede koalitionsstyrkerne i Afghanistan. Hezb-e-Islami blev efter inspiration fra Det muslimske Broderskab grundlagt i 1969 af Gulbuddin Hekmatyar med deltagelse af lærere og elever fra Kabul University med formålet at bekæmpe kommunismen i Afghanistan og skabelsen af et Afghanistan baseret på sharialoven. Projektet var ambitiøst og til en vis grad uopnåeligt, idet det ville kræve, at det stammeopdelte afghanske samfund skulle erstattes af ét samfund under én lov - sharialoven - og det er så godt som en umulighed, hvilket vidner om nogle af de udfordringer, det nuværende afghanske styre slås med. Uden at gå i detaljer så menes det, at der i Afghanistan er over 40 større og relevante etniske grupper, som følger egen lov, skikke og sæder...og så taler de i øvrigt også deres eget sprog baseret på deres egen kultur.

Den 19. marts 2021 kl. 0948/nom