26. oktober 2020

Hvor bevæger Ruslands rumprogram sig hen netop nu?

I 1864 udgives i Frankrig en bog med titlen ”De la Terre à la Lune”. Bogen handler om en gruppe artilleriingeniører, der keder sig, og derfor beslutter de sig for at sende et projektil til månen. Oprindeligt skulle projektilet ikke være bemandet, men ved at ændre på projektet formår projektlederen at gøre månefærden bemandet. Forfatteren er ingen ringere end Jules Verne. Det var videnskabelig fantasi (eller science fiction) på højeste plan, men i et vist omfang blev det 1961 til virkelighed, da oberst Jurij Gagarin blev det første menneske i rummet. Nutidens rumprogrammer kan dog ikke helt sammenlignes med Jules Vernes fantasi; men samtidig er spørgsmålet, hvor rumprogrammerne - og især det russiske rumprogram i det 21. århundrede - er på vej hen… Dét ser et nyt Atlant Brief nærmere på, idet ”Et nyt rumkapløb? Indsigt i det russiske rumprogram i det 21. århundrede” i dag er tilgængeligt for offentligheden.

af sekretariatschef Niels-Ole Mannerup

Sovjetunionens rumprogram blev i princippet grundlagt med udviklingen af stalinorglerne - artilleriraketsystemet med mange udskydningsrør monteret på en lastbil, som blev anvendt af Den røde Hær under II Verdenskrig. Tanken om at anvende raketter til andet end krigsførende handlinger var vakt; men man skulle dog vente til efter II Verdenskrig, før tankerne kunne blive realiteter. Mens Wernher von Braun udskiftede Tyskland med USA, blev Helmut Gröttrup tilknyttet det sovjetiske raketprogram under Sergej Koroljov; og det fik betydning for Sovjetunionens rumprogram. Begge tyske ingeniører havde i øvrigt været involveret med udviklingen af Det tredie Riges raketprogram, der bl.a. omfattede V1- og V2-raketterne.


Hvordan Jules Verne havde forestillet sig rejsen til månen og om månen, må stå hen i det uvisse, men med nutidens øjne kunne man måske forestille sig planeter og rumfortøjer i skøn forening. Endnu er vi ikke der, og spørgsmålet er vel, om vi overhovedet når derhen - især, hvis ikke den civile og militære udnyttelse af rummet kommer til at gå hånd-i-hånd.

Sovjetunionen erobrer rummet

Det er nok ikke for meget sagt, at Sovjetunionen erobrede rummet - i alle tilfælde for en stund, for den 12. april 1961 blev oberst Jurij Gagarin som det første menneske sendt ud i rummet. På den anden side var USA med sit rumprogram lige i hælene på Sovjetunionen; og mindre end en måned efter den russiske rumfærd, var kontreadmiral Alan B. Shephard den første amerikaner i rummet. Rumkapløbet mellem Sovjetunionen og USA var dermed en synlig realitet.

Var Sovjetunionen på vej mod månen?

Månen blev udpeget som målet for rumprogrammerne, og i Sovjetunionen var man godt på vej. Sovjetunionen kunne angiveligt have plantet sit flag på månen som den første nation, hvis ikke Sergej Koroljov var død i 1966. Det var et stort tab for det russiske rumprogram; og i 1969 kunne Apollo 11-missionen plante det amerikanske flag på månen.

Sovjetunionen fortsatte sin stræben efter at erobre rummet

Selvom månen ikke blev erobret af Rusland, fortsatte det sovjetiske rumprogram. Det resulterede bl.a. i rumstationsprogrammet Salyut 1, der i bund og grund er forløberen til den internationale rumstation, ISS, der i dag har russiske Roskosmos; amerikanske NASA; canadiske CSA; japanske JAXA; og europæiske ESA som interessenter. Sovjetunionen udviklede også et rumfærgeprogram ved navn Buran, som dog ikke lykkedes.


Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der var tale om en rumfærge tilhørende NASA, men også Sovjetunionen arbejdede med genanvendelige rumeffekter. Burans levetid var dog kort, idet projektet ikke indfriede sin målsætning.

Sovjetunionen bliver til Rusland

Med Sovjetunionens fald i 1991 overtager Roskosmos arbejdet med udførelsen af det russiske rumprogram. Dette sker i tæt samarbejde med myndighederne i Kasakhstan, med hvem man har indgået en aftale frem til 2050 om at anvende Bajkonur-kosmodromen som opsendelsesbase for rumraketter. Det var fra netop Bajkonur-kosmodromen, den danske astronaut Andreas Mogensen den 2. september 2015 blev opsendt fra som den dermed første dansker i rummet.

Rumprogrammer og rumkapløb i det 3. årtusinde…

Ambitioner og økonomi har ikke altid kunnet følges ad, og det er nok én af hovedårsagerne til, at rumprogrammerne i det 3. årtusinde står en smule i stampe. Alligevel har USA som sit erklærede mål at komme tilbage til månen; og hvem ved, hvad Kina, Japan, Sydkorea og Indien kan komme op med af rumprogrammer - og så er der Rusland… Hvad kan man have af forventninger til det russiske rumprogram? - og er der lige nu et rumkapløb, der går under radaren i forhold til den almindelige offentlige bevågenhed? If. generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe er svaret ”ja”:

»Rumsektoren er blevet bragt tilbage blandt Kremls prioriteter i det politiske landskab under præsident Vladimir Putin, og den fungerer på mange måder som en brik i det overordnede politiske narrativ om Ruslands genrejsning som militær og økonomisk stormagt på den internationale scene. Russisk rumindustri og -program er blevet genoplivet, og sat tilbage på den politiske dagsorden under præsident Vladimir Putin.«

Det - mener Atlantsammenslutningens daglige leder - har direkte betydning for Danmark og danske overvejelser i forhold til rummet, idet man if. hans opfattelse skal overveje flg. forhold:

»Karakteren af det ydre rum som vigtigt domæne er under drastisk udvikling. Derfor skal man holde øje med udviklingen. Man skal bl.a. holde øje med mængden af aktører. Listen af rumaktører tæller i dag mindst 50 forskellige nationer og multinationale organisationer, og antallet af kommercielle og ikke-statslige aktører i rummet er stigende. Den øgede internationale konkurrence i rumdomænet er en bekymrende tendens, som peger på, at rummet bliver mere og mere militariseret. Et stadigt stigende antal statsaktører betragter i dag rummet som en del af deres kritiske infrastruktur, mens antallet af statslige aktører med "Anti-satellite Weapons" (ASAT-kapaciteter) stiger. Den russiske tilgang til rummet kan i høj grad karakteriseres som asymmetrisk. Dette kan få følger for dansk sikkerhedspolitik på sigt.«

Derfor er generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe af den opfattelse, at Danmark skal anvende både NATO og EU til at holde øje med rumdomænet, idet Danmark kan bidrage aktivt dertil som medlem af begge organisationer.

Det russiske rumprogram anno 2020

Hvad der nærmere ligger i det russiske rumprogram i det 21. århundrede har tidligere praktikant i Atlantsammenslutningen Anne Sofie Risum Hansen og generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe set nærmere på, hvilket er blevet til Atlant Briefet ”Et nyt rumkapløb? Indsigt i det russiske rumprogram i det 21. århundrede” (klik her). Hér ses der nærmere på, om en ny koldkrigsstemning er skabt - bl.a. set i lyset af NATO’s erklæring om, at det ydre rum af NATO betragtes som et operationelt domæne. Dertil kommer USA’s oprettelse af United States Space Force…for kan Rusland stiltiende acceptere dette? Hvad er Ruslands position? Hvad er Ruslands kapaciteter og intentioner i forhold til det nye operationelle domæne, som NATO har defineret det?

Med udgangspunkt i russiske militære doktriner og lovgivning på området samt med udgangspunkt i udtalelser fra centrale aktører på området vil dette Atlant Brief redegøre for den officielle russiske holdning til den militære anvendelse af rummet og de opfattede muligheder og farer, der lurer bag horisonten.

Forfatterne til Atlant Briefet når frem til, at meget taler for, at vi i dag har med et nyt rumkapløb at gøre af samme proportioner, som det var tilfældet under den hedengangne kolde krig mellem øst og vest. Der synes at være klare tegn på, at Rusland forsøger at overgå eller i det mindste opnå paritet med USA, men samtidig må den udfordrede russiske økonomi ikke ignoreres. Forfatterne konkluderer derfor, at man kan betragte logikken bag udviklingen i det russiske rumprogram; de vedvarende protester mod den opfattede amerikanske intention om militarisering af rumdomænet; samt Ruslands fortsatte landbaserede antisatellit-våbenudvikling som et led i en logisk og pragmatisk handlemåde for den russiske ledelse, der anser militariseringen af det ydre rum som et vigtigt skridt for en stat, der ser sig selv som en stormagt.

”Et nyt rumkapløb? Indsigt i det russiske rumprogram i det 21. århundrede” er første udgivelse af Anne Sofie Risum Hansen i regi af Atlantsammenslutningen, som hun i 2020 var tilknyttet som praktikant. Hun er stud.mag. ved Københavns Universitet, hvor hun til daglig studerer øst- og sydøsteuropæiske studier (russisk), idet hendes fokus er på lingvistik og sikkerhedspolitik med særlig interesse forfransk- og russisktalende regioner.

Generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe, der tillige er Atlantsammenslutningens ansvarshavende redaktør, er i brede kredse kendt for sit arbejde med strategi og sikkerhedspolitik - bl.a. i Forsvarsministeriet, Center for militære Studier, Forsvarskommandoen og Atlantsammenslutningen, idet han netop nu tillige gennemfører undervisning i strategi i regi af Dansk Folkeoplysnings Samråd. Atlantsammenslutningens daglige leder har udgivet en større samling af faglitterært materiale, ligesom han er forfatter til et utal af Atlant Briefs. I de senere år har generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe tillige været anvendt som ekspert i international forsvars- og sikkerhedspolitik - bl.a. af Danmarks Radio og TV2.

Atlant Briefet "Et nyt rumkapløb? Indsigt i det russiske rumprogram i det 21. århundrede" kan downloades her.

Den 26. oktober 2020 kl. 1422/nom