31. januar 2019

Kommer en dansk general atter i spidsen for en fredsbevarende FN-mission?

I disse dage - ja, måske endda i disse timer - er det muligt, at det ved FN-hovedkvarteret i New York besluttes, at en dansk general atter skal stå i spidsen for en fredsbevarende FN-mission. Hvis ”ja”, er det ikke usandsynligt, at generalløjtnant Michael Lollesgaard er i spil - i alle tilfælde, hvis man lægger øret til de verserende rygter. Destination: Al Hudaydah, Yemen.

af Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse

I fodboldens verden er den 31. januar 2019 en vigtig skæringsdato. Det er dagen, hvor vinterens transfervindue lukker i...hvor de sidste spillerhandler kan komme i hus... Den 31. januar 2019 kan i FN- og NATO-regi vise sig også at være en vigtig skæringsdato. Det kan det blive, hvis generalløjtnant Michael Lollesgaard af FN-hovedkvarteret i New York udpeges til at stå i spidsen for de FN-observatører, som overvejes udsendt til Al Hudaydah, Yemen. Som det gælder i fodboldens verden, er der ingen, som afviser muligheden for en transfer; men omvendt skal man vente til det tidspunkt, hvor en given transfer er i hus og officielt kan meldes ud. Indtil da er der tale om spekulation. Umiddelbart vil Tænketanken Atlantsammenslutningen ikke indlade sig på spekulative tanker om enkeltpersoner; men i netop denne sammenhæng er det et så bemærkelsesværdigt - og vedholdende - rygte, at vi ikke vil undlade at se nærmere derpå.

Historiske FN-missioner

I 1948 etablerede FN sin første fredsbevarende operation. United Nations Truce Supervision Organisation (UNTSO) fik til opgave at forestå den militære kommandostruktur til gavn for de fredsbevarende styrker i Mellemøsten, hvor FN-observatører var udsendt for at overvåge den indgåede, men dog skrøbelige, våbenhvileaftale. Danmark var blandt de bidragydende land helt fra begyndelsen. Force Commander - d.v.s. den militære øverstkommanderende - var oberst Thord Bonde fra Sverige. UNTSO er fortsat aktiv - og stadig med danske officerer udsendt som FN-observatører.

Siden fulgte FN-missionerne i Indien-Pakistan (UNMOGIP) i 1949; Libanon-Syrien (UNOGIL) i 1958; Congo (ONUC) i 1960; og Vestpapua-Indonesien (UNSF) i 1962.

I 1962 forlader Yemen Egypten, som Yemen siden 1958 havde været en del af. Yemens løsrivelse medfører etableringen af FN’s sjette fredsbevarende operation: UN Yemen Observation Mission (UNYOM).

Yemen og UN Yemen Observation Mission (UNYOM) - historien meget kort

Yemens frigørelse fra Egypten medfører uroligheder; og for at undgå at konflikten breder sig til andre dele af Mellemøsten, beslutter FN at etablere en observatørmission i Yemen. UNYOM, hvis første Force Commander var den navnkundige svenske generalmajor Carl von Horn, varer indtil 1963.


UN Yemen Observation Mission (UNYOM).

Konflikten i Yemen varer dog indtil 1967, idet konflikten står mellem Nordyemen og Sydyemen.

I 1990 opnås der enighed om genforening af de to yemenitiske land, men dermed var der ikke skabt grundlag for en varig fred.

Yemen-konflikten i vores tid

Konflikten mellem Nord- og Sydyemen havde historiske aner til bl.a. Egypten, Israel, Jordan, Saudi Arabien og Storbritannien (nævnt i alfabetisk rækkefølge), og netop de historiske aner har ikke gjort Yemen-konflikten mere overskuelig.

De historiske aner har fortsat betydning for Yemen-konflikten, og derfor ser man i dag et kludetæppe af modsatrettede interesser i den yemenitiske borgerkrig, som den kendes i dag, idet og Frankrig og USA samt Iran har tungtvejende interesser i området. Dertil kommer, at også al-Qaeda og Islamisk Stat er til stede.

Den yemenitiske borgerkrig har varet i fire år, idet borgerkrigens formelle parter er på den ene side houthioprører og på den anden side den yemenitiske regering, som er ledet af præsident Abdrabbuh Mansur Hadi.

Houthioprørerne kontrollerer - kort fortalt - hovedstaden Sanaa og de folkerige provinser i nord og vest. På den modsatte side støttes præsident Abdrabbuh Mansur Hadi af en international koalition - primært anført af De forenede arabiske Emirater og Saudi Arabien.


Kortet er udarbejdet af RiskIntelligence med grafisk støtte af Morten Fogde Christensen.

Kludetæppet af interessenter i den yemenitiske borgerkrig skal ikke forklares yderligere i denne artikel, for det vil ganske enkelt føre for vidt i forhold til, hvorvidt generalløjtnant Michael Lollesgaard kommer til at stå i spidsen for de FN-observatører, som påtænkes udsendt til Yemen. Det skal derfor blot konstateres, at den yemenitiske borgerkrig står mellem på den ene side houthioprørerne angiveligt støttet af Iran, Nordkorea og Syrien samt Hizbollah; og på den anden side styrker tro mod præsident præsident Abdrabbuh Mansur Hadi støttet af Bahrain, De forenede arabiske Emirater, Egypten, Jordan, Kuwait, Marokko, Saudi Arabien, Senegal og Sudan (nævnt i alfabetisk rækkefølge) samt det private amerikanske firma Academi (det tidligere Blackwater) under Operation Decisive Storm. Operation Decisive Storm er derudover - på forskellig vis - støtte af Australien, Bosnien-Hercegovina, Brasilien, Canada, Eritrea, Finland, Frankrig, Italien, Malaysia, Spanien, Storbritannien og USA (nævnt i alfabetisk rækkefølge). Som trediepart have bl.a. al-Qaeda og Islamitisk Stat. Endelig er der som fjerdepart Southern Transitional Council, som er støttet af De forenede arabiske Emirater.

Kludetæppet...? Det er fuldendt...

Den glemte krig og den humanitære katastrofe

Uanset kludetæppets form så er der objektivt set tale om et geografisk område på katastrofekurs - ifølge FN kategoriseret som den største og værste menneskeskabte humanitære krise i verden med over to millioner internt fordrevne - og med over otte millioner direkte truet af hungersnød.

Hvordan man end vender og drejer situationen, så hænger Yemen og krigshandlinger sammen - trods forsøg på våbenhvileaftaler. Der har været gjort forsøg på våbenhvileaftaler - og det måske vigtigste forsøg på en våbenhvileaftale, der kan dæmme måske blot en smule op for den humanitære krise, gælder våbenhvileaftalen for havnebyen Al Hudaydah, igennem hvilken over 80% af alle fødevare- og nødhjælpsleverancer skal igennem. Ifølge FN var over 300.000 børns liv på spil, hvis ikke en våbenhvileaftale for netop Al Hudaydah kom på plads; og derfor gjorde FN seriøse tiltag for at få en våbenhvileaftale i stand. Derudover forsøgte FN at få Al Hudaydah under egentlig FN-kontrol - en lidt vovet tankegang, når man tænker tilbage på United Nations Safe Areas i Bosnien-Hercegovina under Den jugoslaviske Borgerkrig i 1993. Houthioprørerne var indstillet på at samarbejde med FN, mens tilhængerne af præsident Abdrabbuh Mansur Hadi ønskede at få Al Hudaydah under deres kontrol, hvorfor Hadi-tro styrker i sommeren 2018 rykkede ind i Al Hudaydah. Mirakuløst nok lykkedes det den 13. december 2018 for FN at få en våbenhvileaftale i stand mellem de involverede parter, og det er denne våbenhvileaftale, FN muligvis skal overvåge ved udstationering af op til 75 FN-observatører, idet det missionsforberedende arbejde er godkendt af FN-hovedkvarteret i New York. Dette er dog ikke det samme som, at der er truffet endelig beslutning om at etablere en ny FN-mission i Yemen; selv om det dog ikke er utænkeligt, at det vil ske.

At oprette en FN-mission kræver sit forarbejde og sin planlægning - ikke mindst af hensyn til FN-personellets sikkerhed

I begyndelsen af 2018 overtog briten Martin Griffiths posten som FN’s generalsekretærs særlige udsending (i.e. Special Envoy) til Yemen - og dermed ikke FN’s generalsekretærs særlige repræsentant (i.e. Special Representative of the Secretary General (SRSG)) til Yemen.

Martin Griffiths er den tredie særlige udsending til Yemen - og efter ét års arbejde er det fortsat ham, der er den øverste FN-repræsentant i Yemen. Han har forstået - uanset hvor håbløs opgaven i Yemen end måtte synes at være - at inddrage de mange interessenter i den yemenitiske borgerkrig; og der er fremgang at spore. Ellers havde det ikke været muligt at etablere en våbenhvileaftale i Al Hudaydah.

Skal der udsendes en militær komponent under FN-flag, skal missionsprofilen nøje analyseres - og det gælder ikke mindst, hvis der er tale om udsendelse af ubevæbnede FN-observatører, som ikke engang vil være udrustet med et personligt våben til selvforsvar og selvforsvar alene. Det skal understreges, at FN-observatører er og altid vil være ubevæbnede, for ellers kan man ikke godtage FN-observatørerne som de uniformerede diplomater, de er - og som de anses for at være på trods af uniformen.

FN-personellets sikkerhed er evident; og bl.a. skal det inden en missionsudsendelse under FN-flag undersøges, hvem der skal garantere FN-personellets sikkerhed. Skal det være modtagerlandet (d.v.s. Yemen), eller vil der mellem de stridende parter og FN blive indgået aftale om, at en sikkerheds- og beskyttelsesenhed (i.e. Force Protection Unit) skal ledsage FN-observatørerne i det omfang, løsningen af FN-observatørernes opgaver tillader det.

Som led i forberedelsen af en given FN-mission udsender FN-hovedkvarteret i New York det, der betegnes som en Fact Finding Mission - eller et Advance Team - hvis opgave det er at afklare alt, der kan have med den fremtidige FN-mission at gøre. En sådan Fact Finding Mission er p.t. udsendt til Yemen. Den er under ledelse af generalmajor Patrick Cammaert fra Holland. To gange tidligere har generalmajor Patrick Cammaert været udsendt som Force Commander - for henholdsvis United Nations Observes Mission in Congo (MONUC) og United Nations Mission in Ethiopia and Eritrea (UNMEE). Der er med andre ord tale om en officer, der har Hands-on-erfaring med FN-missioner under krigslignende vilkår; og derfor er han om nogen i stand til at analysere situationen i Yemen bl.a. med henblik på FN-personellets sikkerhedsforhold.

Unavngivne FN-kilder lader det nu komme til udtryk, at generalmajor Patrick Cammaert ikke ønsker at fortsætte sit arbejde for FN, og at FN-hovedkvarteret i New York som afløser for den hollandske general arbejder på at kunne udsende generalløjtnant Michael Lollesgaard til Yemen. Dette er spekulation; men som det gælder med røg: Der næppe røg uden også en ildebrand...

Logistikken skal være i orden i forbindelse med oprettelsen af en fredsbevarende FN-mission

Opgaven for lederen af en Fact Finding Mission er kompleks; og ser man på Yemens geografiske placering på landkortet, må det være åbenbart, at det ikke kun er de eventuelle FN-observatørers sikkerhed, der spiller ind i samlingen af opgaver. Den logistiske udfordring skal også tages i ed. Hvor kan man eksempelvis placere en større logistikbase til støtte for FN-missionen? En sådan logistikbase kan placeres i Al Hudaydah, men i givet fald skal logistikbasen angiveligt støttes af en alternativ logistikbase (i.e. Logistics Base Rear) placeret uden for operationsområdet - og hvor kunne dét så blive? Skulle det være i Oman eller i Saudi Arabien, som jo er naboer til Yemen? Transportvejen til Al Hudaydah kan hér synes lang. Er der da andre muligheder, idet man næppe kan lade en FN-mission bero på luftstøtte alene. Ser man på nærområdet bør Somalia af logiske årsager kunne udelukkes, hvilket umiddelbart efterlader to muligheder: Djibouti og Eritrea. Det bedste bud hér må være Djibouti, der i dag bl.a. huser baser for det amerikanske forsvars centralkommando, United States Central Command; den franske 13e demi-brigade de Légion étrangère (Fremmedlegionen); ligesom også Italien, Japan og Kina har baser i Djibouti. Dertil kommer, at Djibouti i større og større omfang forsøger at bidrage til FN’s fredsbevarende arbejde. Det er i alle tilfælde en overvejelse værd.

Beslutter FN-hovedkvarteret i New York sig for, at generalløjtnant Michael Lollesgaard skal sendes til Yemen, er der kun at sige, at FN vælger en officer med de bedst tænkelige forudsætninger.

I 1998 var generalløjtnant Michael Lollesgaard udsendt til NATO’s Stabilisation Force på Balkan, og i 2006 var han udsendt til koalitionsstyrkernes operationsstab i Multinational Division South East i Irak. I perioden 2007-2009 var generalløjtnant Michael Lollesgaard chef for Peace Support Operations Training Centre i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina, inden han I 2015 rejste til Mali for at blive Force Commander for FN-missionen Mission multidimensionnelle intégrée des Nations unies pour la stabilisation au Mali (MINUSMA).

Som Force Commander er man FN-systemets mand, og FN-systemet kræver derfor loyalitet fra en Force Commander. Der er i FN-regi ikke tale om bidragydende enkeltlande, men derimod FN under FN-flag, hvor soldaterne med den blå FN-baret repræsenterer FN’s interesser og ikke nationale interesser (virkelighedens verden kan dog være udfordret på netop dette område). Dette forhold er anderledes, når der fx er tale om indsatte koalitionsstyrker. Generalløjtnant Michael Lollesgaard var med sikkerhed FN-systemets mand, og derfor så man også, at han ikke var bange for at gå op imod Danmark, som ikke ønskede at efterkomme generalløjtnant Michael Lollesgaard ønske om et troppebidrag på en såkaldt Combat Convoy Battalion bestående af 250 soldater og op til 30 pansrede lastvogne til at gennemføre konvojtjeneste i Mali. Danmark valgte i stedet at udsende et bidrag fra Jægerkorpset samt et C130-Hercules-fly. Sidstnævnte skal i øvrigt genudsendes til MINUSMA i perioden 2019-2020.

Ved sin End of Tour fra MINUSMA blev generalløjtnant Michael Lollesgaard en del af den kabale, der skulle gå op i forbindelse med generals-/admiralsrokaden, som var en følge af general Peter Bartrams fratræden som forsvarschef. Kabalen magede det således, at generalløjtnant Michael Lollesgaard i dag fungerer som Danmarks militære repræsentant ved NATO og EU - fysisk placeret i NATO-hovedkvarteret i Belgien.

Goddag til FN kan betyde et endegyldigt farvel til NATO for Danmarks højst-placerede general i internationalt regi

Som Danmarks militære repræsentant ved NATO og EU repræsenterer generalløjtnant Michael Lollesgaard i NATO’s Military Committee den danske forsvarschef, general Bjørn Bisserup, der sammen med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fastlægger den politiske linie over for NATO.

Hvis generalløjtnant Michael Lollesgaard udpeges til at afløse generalmajor Patrick Cammaert, kan det ikke undgås, at der vil blive stillet spørgsmålstegn ved generalløjtnant Michael Lollesgaards fremtid som Danmarks militære repræsentant ved NATO og EU. Generalløjtnant Michael Lollesgaard skal pensioneres fra hæren med udgangen af november 2020, hvilket sagtens kunne give ham tid nok til endnu en Tour of Duty som Force Commander ved en FN-mission, idet en Tour of Duty som Force Commander typisk andrager ét år med mulighed for forlængelse; men hvad så med stillingen som Danmarks militære repræsentant ved NATO og EU? Dette er ét af de ubesvarede spørgsmål, som lige nu kan rejses.

I generalløjtnant Michael Lollesgaard har både Danmark og FN en officer af generalsklassen, som er en handlingens mand. Det ved alle, der har arbejdet sammen med ham og måske ikke mindst under hans kommando. Der er tale om en officer i generalsklassen, for hvem missionen kommer først dog uden at gå på kompromis med soldaternes sikkerhed, idet det nu engang er muligt at gøre en soldats sikkerhed til et kardinalpunkt. Der er tale om en officer i generalsklassen, som er modtagelig for input, men man skal godt nok være inde i sit stof, for ellers får man baghjul af en No Bullshit General, der har fået sin militære opdragelse i det hedengangne Dronningens Livregiment, inden han i 2002 blev bataljonschef ved Den kgl. Livgarde.

Ender det med, at generalløjtnant Michael Lollesgaard deployerer til Yemen, vil Danmark - og FN - opleve en officer af generalsklassen, der vil gøre sit yderste for, at missionsopgaven lykkes i det omfang, det overhovedet er muligt. Om det muliges kunst så er mulig? Det er en anden side af sagen...

Ingen kender fremtiden endnu

En af de første officerer fra Hærens Officersskole fra den dengang nye P83-officersuddannelsesordning kan øjne sin pensionering, men inden generalløjtnant Michael Lollesgaard gør honnør for sidste gang, kan endnu en stor karriereudfordring vente...ikke ude i horisonten, men lige rundt om hjørnet...hvis man da ellers kan kalde Yemen for et land, der i forhold til Danmark ligger lige rundt om hjørnet... Det er måske en slet overdrivelse...

En fredsbevarende FN-mission i Yemen vil være alt andet end ufarlig, men generalløjtnant Michael Lollesgaard kender alt til farer ved at være udsendt i internationale missioner - selv i fredens tjeneste - og som MINUSMA’s Force Commander har generalløjtnant Michael Lollesgaard gentagne gange være udsat for direkte angreb, der kunne have haft dødelig udgang.

Afslutningsvis skal det nævnes, at det ikke har været muligt for Tænketanken Atlantsammenslutningen at indhente bekræftede oplysninger om, hvorvidt generalløjtnant Michael Lollesgaard reelt er i spil til en udstationering i FN-regi, ligesom Tænketanken Atlantsammenslutningen ej heller er i besiddelse af bekræftede oplysninger om, hvorvidt Danmark påtænker at stille officerer til rådighed for en eventuel observatørmission til Yemen, men mon ikke de ubesvarede spørgsmål snart besvares? Det skulle være mærkeligt andet...

Efterskrift

Artiklens forfatter har et godt kendskab til processen, som fører til oprettelsen af nye FN-missioner. Således var forfatteren som kommandørkaptajn i forbindelse med sin udsendelse som Force Legal Adviser ved United Nations Mission in Sudan (UNMIS) i perioden 2006-2007 med til - på vegne af FN-hovedkvarteret i New York - at udarbejde det militære udstationeringsgrundlag for den senere FN/AU-hybridmission til Darfur-regionen, African Union-United Nations Hybrid Operation in Darfur (UNAMID) - baseret på forudgående rekognoscering i Darfur-regionen sammen med bl.a. generalløjtnant Jasbir Singh Lidder, som var UNMIS’ Force Commander på daværende tidspunkt. Da tjenesten som Force Legal Adviser blev tilendebragt, fortsatte forfatteren som Special Adviser to the Force Commander ved UNMIS.