9. april 2019

NATO's 70-års-jubilæum - interview med John Dyrby Paulsen, formand for Tænketanken Atlantsammenslutningen

I anledning af fejringen af NATO's 70-års-jubilæum havde Tænketanken Atlantsammenslutningen mulighed for at gennemføre forskellige interviews. Det kom der denne videopodcast ud af.

af Niels-Ole Mannerup, sekretariatet

I forbindelse med fejringen af NATO’s 70-års-jubilæum fik Tænketanken Atlantsammenslutningens kommunikationsmedarbejder, journalist Kirstine Ottesen en snak med John Dyrby Paulsen, formand for Tænketanken Atlantsammenslutningen. Klik her for at se det interviewet.

John Dyrby Paulsen, der er cand.polit. fra Københavns Universitet, er borgmester i Slagelse, men selv om der er tale om en lokalpolitiker, er der tale om en lokalpolitiker med udsyn - også, når det gælder sikkerhedspolitik. Det er måske ikke så underligt, når det tages i betragtning, at John Dyrby Paulsen i forbindelse med sit medlemskab af Folketinget for Socialdemokraterne bl.a. har været sit partis forsvarsordfører. I denne forbindelse har John Dyrby Paulsen været med til at forhandle flere brede forsvarspolitiske aftaler på plads, idet forsvarsforliget 2009; implementeringsplanen 2010; den såkaldte Helmand-plan 2011-2012 samt den såkaldte Afghanistan-strategi er nogle af de aftaler, han havde indflydelse på.

Foruden forsvarsordførerskabet har John Dyrby Paulsen været indfødsretsordfører, integrationsordfører og skatteordfører, men det er forsvarsordførerskabet, han er mest kendt for.

I dag er landspolitikken afløst af lokalpolitik, idet John Dyrby Paulsen siden 2018 har været Slagelses borgmester.

Som formand for Tænketanken Atlantsammenslutningen har John Dyrby Paulsen sammen med næstformand Jeanette Serritzlev tæt kontakt til Tænketanken Atlantsammenslutningen og ikke mindst generalsekretær, ph.d. Lars Bangert Struwe.

John Dyrby Paulsens interesse for sikkerhedspolitik og ikke mindst NATO var én af årsagerne til, at det blev muligt for Tænketanken Atlantsammenslutningen at engagere sig sammen med Danmarks Veteraner i afviklingen af fejringen af NATO’s 70-års-jubilæum.