20. februar 2019

Fregatten F363 Niels Juel tilgår Groupe Aéronaval

Forsvarskommandoen har her til eftermiddag oplyst, at en af søværnets fregatter i perioden fra den 4. marts 2019 til den 27. april 2019 tilknyttes den franske hangarskibsgruppe Groupe Aéronaval - også kendt som hangarskibsgruppen Charles de Gaulle opkaldt efter det franske hangarskib af samme navn.

af Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse

I dag kl. 1412 kunne Forsvarskommandoen oplyse, at fregatten F363 Niels Juel af Iver Huitfelt-klassen, søværnets 2. eskadre, efter fransk ønske i en begrænset periode tilgår den franske hangarskibsgruppe Groupe Aéronaval (læs her).

Groupe Aéronaval

For nærværende har Frankrig alene ét operativt hangarskib. Der er tale om den franske flådes flagskib ved navn R91 Charles de Gaulle opkaldt efter den franske feltherrer fra II Verdenskrig og siden Den femte Republiks første præsident, brigadegeneral Charles de Gaulle.

If. de tilgængelige franske oplysninger er der foruden hangarskibet tilknyttet Groupe Aéronaval op til 60 fly, hvoraf op til 40 fly vil være tilknyttet R91 Charles de Gaulle. Dertil kommer en atom-angrebs-ubåd af Rubis-klassen; to anti-ubåds-destroyere; op til to anti-luft-destroyere; en fregat med stealth-kapacitet af La Fayette-klassen; samt et forsyningsskib af Durance-klassen.

R91 Charles de Gaulle er det 10. franske hangarskib og det første atomdrevne i fransk tjeneste. Det franske hangarskib er det næststørste hangarskib i Europa efter den russiske flådes hangarskib Адмира́л фло́та Сове́тского Сою́за Кузнецо́в (Admiral Flota Sovetskogo Soyuza Kuznetsov).

Groupe Aéronaval er indtil videre under kommando af flotilleadmiral René-Jean Crignola (født i 1961).

En del af noget større

Groupe Aéronaval er en del af Force d’action Navale, som med ca. 100 orlogsfartøjer af forskellig type og 12.000 soldater udgør rygraden i den franske flåde.

Den franske flådes flagskib

R91 Charles de Gaulle var på sin jomfrurejse den 18. maj 2001; og det har siden da i 2001 og 2005 bl.a. været indsat i Operation Enduring Freedom (Afghanistan); Indien-Pakistan-krisen i 2002, hvor R91 Charles de Gaulle patruljerede i Det arabiske Hav; Task Force 473-anti-pirateri-operationen ud for Somalias kyst i 2010; Operation Agapanthus i 2010 til støtte for ISAF-styrkerne i Afghanistan; deltaget i No-fly Zone-operationer over Libyen i 2011; og endelig deltog R91 Charles de Gaulle i 2015 i operationer mod Islamisk Stat - i øvrigt som en direkte følge af terrorangrebet mod spillestedet Bataclan i Paris den 13. november 2015, hvor 89 koncertgæster mistede livet til terrorister tilhørende Islamisk Stat. I 2016 deltog R91 Charles de Gaulle i slaget om Mosul.

R91 Charles de Gaulle afsluttede i september 2018 en gennemgribende 18-måneder-lang midlife-upgrade.

Ombord på R91 Charles de Gaulle er der mad til 45 dages aktiv sejlads uden havneankomst. Det siger ikke så lidt, når der ombord er et mandskab på 1.350 søfolk; 600 soldater tilknyttet flystyrken; samt ca. 800 specialoperationssoldater fra Commandos Marine.

Seneste internationale opgaver for F363 Niels Juel

F363 Niels Juel har i 1918 - under kommando af flotilleadmiral Søren Thinggaard Larsen - haft kommando over NATO’s ene af to stående flådestyrker, Standing NATO Maritime Group 1 (SNMG1) er den ene af NATO’s to stående flådestyrker (tidligere kendt under navnet Standing Naval Force Atlantic (STANAVFORLANT)). I fredstid opererer og træner styrken primært i det østlige Atlanterhav.

NATO’s Allied Command Operations (ACO) har operationel kontrol over SNMG1, og hvis SNMG1 forlader operationsområdet, vil ACO delegere den operationelle kontrol over styrken til den kommando, der er har ansvaret for det område, hvori SNMG1 opererer.

Opgaverne for F363 Niels Juel

If. Forsvarskommandoen bliver F363 Niels Juels opgave at være med til at beskytte R91 Charles de Gaulle.

Derudover forventes det, at den danske fregat skal varetage

”...luftrumskontrolopgaver omkring hangarskibsgruppen, herunder kontrol med flytrafik til og fra hangarskibet.

Hangarskibsgruppen skal operere i den østlige del af Middelhavet, Det Røde Hav, Adenbugten, den nordlige del af Det Indiske Ocean ned til omkring Seychellerne og Den Persiske Golf...”

F363 Niels Juel er én af tre fregatter af Iver Huitfeldt-klassen, der betragtes som søværnets mest slagkraftige skibstype, hvis primære anvendelse er luftforsvar, eskorte og ildstøtte til landoperationer. Fregatterne er udstyret med seks forskellige våbensystemer, som anvendes til forsvar og angreb. Bevæbningen på skibene består af forskellige missilesystemer, maskinkanoner, anti-ubådstorpedoer og maskingeværer.

Tænketanken Atlantsammenslutningen vil kontinuerligt følge det danske flådebidrag på sin færd med Trikoloren vejende i front...