Martin Lidegaard: Klimaforandringerne er Danmarks største sikkerhedspolitiske trussel

Martin Lidegaard fra Radikale Venstre er den første forsvarsordfører i Atlantsammenslutningens videopodcastserie til at give sit bud på, hvilket trusselsbillede, der tegner sig for Danmark i fremtiden. Han peger især på klimaforandringerne som en afgørende katalysator for fremtidige konflikter.

af Linnea Kjølstad Larsen, sekretariatet

I løbet af de næste par uger taler Atlantsammenslutningen med forsvarsordførerne fra nogle af folketingspartierne. Her får de pågældende ordførere mulighed for at uddybe deres partis holdning til, hvad de mener, er den vigtigste sikkerhedspolitiske trussel på nuværende tidspunkt. De vil alle blive præsenteret for de samme spørgsmål.

Martin Lidegaard mener, at klimaforandringerne er den største sikkerhedspolitiske udfordring for Danmark og verden. Til gengæld er han godt tilfreds med Danmarks bidrag til NATO samt udbyttet af det transatlantiske samarbejde, selvom han er bekymret for udviklingen i samarbejdet mellem Europa og USA.