Gibraltar, Brexit og det transatlantiske samarbejde

Den 25. november 2018 afholdtes EU-topmøde med deltagelse af EU’s stats- og regeringsledere. Formålet var at godkende Brexit-aftalen. Har man fulgt mediernes dækning af problemstillingen omkring Storbritanniens udtræden af EU, har man kunnet notere sig, at Spanien pludselig så et problem med Gibraltar. På afstand kunne problemstillingen virke mere eller mindre meningsløs, men meningsløs har problemstillingen bestemt ikke været. Tværtimod! Fundamentet for problemstillingen ligger dybt i historiens vingesus; og spørgsmålet er, om der er tale om stilhed før storm - og en beslutning, der ikke ”kan være anderledes”, og om Spanien vil gøre alvor af at forsøge at få Gibraltar tilbage under den spanske krone. Ved enighed om Brexit vil en hjørnesten være rundet, men af dén årsag kan man ikke forvente, at den spansk-britiske strid om Gibraltar dermed er bilagt. Denne artikel skal ikke betragtes som en videnskabelig afhandling. Artiklen skal derimod ses som et bidrag, der gennemgår visse historiske fakta, og som henleder opmærksomheden på den virkelighed, Gibraltar er en del af, hvor EU ikke altid er den største udfordring, ligesom Gibraltar til stadighed har stor betydning for det transatlantiske samarbejde.

af cand.jur. Niels-Ole Mannerup, militær og juridisk analyse

Hvad bliver Gibraltars EU-fremtid? - og er der en konflikt mellem EU- og NATO-landene Storbritannien og Spanien, som potentielt kan føre til en væbnet konflikt? Gibraltar betegnes ofte som en lilleputnation. Dét hører vi, når Gibraltar fx skal spille internationale fodboldkampe. Fysisk er Gibraltar ikke nogen stor nation. Det kan ikke være anderledes, når man ikke er større end 6,7 km². Alligevel kan Gibraltars betydning ikke ignoreres. Mens Gibraltar i EU-regi udgør en vigtig partner, så har Gibraltar i NATO-regi stor strategisk betydning. I bund og grund lever Gibraltar en stille tilværelse, men på gr. af Brexit er Gibraltar blevet interessant, hvilket ikke mindst Spanien har sin andel i. Uanset udfaldet af Brexit-forhandlingerne bør man ikke kunne forestille sig, at Gibraltars betydning for det transatlantiske samarbejde ændres. Gibraltar har begrænset selvstyre, mens udenrigs- og forsvarspolitik er henlagt til Storbritannien; og dermed er Gibraltar tillige en del af NATO-strukturen, hvilket flere lande - ikke mindst USA - nyder godt af. Det er dog et underliggende spørgsmål, om der er en konflikt mellem Storbritannien og Spanien, der på sigt kunne medføre en egentlig militær konfrontation som følge af, at Storbritannien skulle se sig nødsaget til at beskytte britiske interesser?

Gibraltar er ikke kun et turistmål

Som en direkte følge af Den spanske Arvefølgekrig (1701-1714) kom Gibraltar i 1713, jf. Utrecht-traktaten, under den britiske krone.

Da grænsen blev lagt, gjorde man ikke brug af et af parterne anerkendt landkort. Dét har med tiden medført problemer med den juridiske grænsedragning, hvilket er en del af konflikten mellem Storbritannien og Spanien.


Grænsedragningen mellem Storbritannien og Spanien i forhold til Gibraltar.

Til hverdag lader grænsepassage sig gøre, men juridisk er det ikke uproblematisk, hvilket kunne være et emne, Spanien tager op med Storbritannien i anledning af Brexit. Storbritannien og Spanien ser i alle tilfælde ikke ens på, hvor den juridiske grænse mellem Gibraltar og Spanien går.


Gibraltar tager sig smukt ud på turismens postkort, men der er - som altid - slanger i Paradis. Bemærk, at hovedvejen mellem Gibraltar og Spanien krydser start- og rullebanen tilhørende Gibraltar International Airport. Når fly letter og lander, bliver hovedvejen ganske enkelt lukket.

Måske Gibraltar ikke syner af meget på det store verdenskort, men der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved Gibraltars strategiske betydning - ikke mindst qua Gibraltarstrædet - og denne strategiske betydning er væsentlig for det transatlantiske samarbejde.

Gibraltarstrædet, som er ca. 14 km bredt, forbinder Atlanterhavet og Middelhavet; og en fjerdedel af verdens skibstrafik passerer hvert år gennem netop Gibraltarstrædet.


Gibraltarstrædet, som forbinder Atlanterhavet og Middelhavet, hvor en fjerdedel af verdens skibstrafik hvert år sejler igennem.

Under II Verdenskrig var det af største betydning for de allieredes krigsindsats i området, at den britiske flåde, Royal Navy, kunne kontrollere indsejlingen til og fra Middelhavet. Gibraltars betydning for bekæmpelse af den tyske flåde, Kriegsmarine, kan i historisk regi ikke undervurderes. Dét gjorde den tyske overkommando bestemt heller ikke, idet man i perioden september 1941 til maj 1944 indsatte over 60 ubåde for at begrænse de allieredes aktivitet, men prisen derfor var høj. Ni ubåde tilhørende Kriegsmarine blev sænket under forsøg på passage af Gibraltarstrædet, mens yderligere ti ubåde blev beskadiget under forsøg på passage af Gibraltarstrædet.

 
Kriegsmarines lommeslagskib Admiral Graf Spee ud for Gibraltar. Lommeslagskibet huskes måske mest for sin deltagelse i slaget ved River Plate, hvor den tyske kaptajn - kommandør Hans Langsdorff - efterfølgende sejlede det stærkt beskadigede orlogsfartøj til havnen i Montevideo i Uruguay, hvor Admiral Graf Spee bevidst blev sænket. Kommandør Hans Langsdorff begik i samme forbindelse selvmord.

Vichy-franske, italienske og tyske styrker forsøgte på anden vis at uskadeliggøre den britiske bastion, men det lykkedes ikke. Var det sket, ville den allierede invasion i Nordafrika i november 1942 måske ikke have fundet sted, men det gjorde den, idet invasionsstyrkens hovedkvarter var placeret på netop Gibraltar, der under general Dwight D. Eisenhowers kommando havde status af Forward Operating Base. Denne status bevarede Gibraltar frem til den italienske kapitulation i 1943, hvorefter Gibraltars status ændredes til Rear Area Supply Base, idet man frem til V-dagen - den 8. maj 1945 - fungerede som flådebase for de allieredes konvojer.

I forhold til i dag har Gibraltars militære betydning ikke forandret sig; og derfor er det britiske forsvar fortsat til stede på Gibraltar - bl.a. til gavn for det transatlantiske samarbejde.


Den britiske destroyer HMS Dragon (D35) ud for Gibraltar. Det engelske forsvar har til opgave at stå for Gibraltars suverænitetshåndhævelse. Det sker bl.a. ved hjælp af orlogsfartøjer fra den britiske flåde, Royal Navy.

Uanset Brexit bør der ikke blive ændret ved Gibraltars status i forhold til det transatlantiske samarbejde. Efter Brexit vil Gibraltar fortsat være en del af Storbritannien...i alle tilfælde indtil anden beslutning træffes...

Hvorfor blev Gibraltar pludselig et spansk problem i forhold til Brexit?

Baseret på mediernes generelle dækning af Brexit-forhandlingerne kunne man få indtrykket af, at Gibraltar pludselig blev til et spansk problem i forhold til Brexit, men så pludselig en problemstilling har der nu ikke været tale om - og det ved EU så udmærket godt - idet det til at begynde med faktisk var Storbritannien, som fik et problem i forhold til Gibraltar i forbindelse med Brexit-forhandlingerne. Det skal nemlig erindres, at det var EU, der skabte grobund for den britiske attitude over for bl.a. Spanien. I alle tilfælde blev man i Storbritannien særdeles overrasket, da man i Det europæiske Råds retningslinier for Brexit-processen, ”European Council (Art. 50) Guidelines for Brexit Negotiations”, i artikel 24 kunne læse, at ingen Brexit-aftale mellem Storbritannien og EU kunne komme til at gælde for Gibraltar uden særlig accept af Spanien. Det er denne passage, som har givet anledning til betragtningen om, at Spanien skulle have fået vetoret i forhold til Gibraltar i forbindelse med Brexit-forhandlingerne.

24. After the United Kingdom leaves the Union, no agreement between the EU and the United Kingdom may apply to the territory of Gibraltar without the agreement between the Kingdom of Spain and the United Kingdom.

Det europæiske Råd er et EU-organ bestående af EU’s stats- og regeringsledere, formanden for Det europæiske Råd - Donald Tusk - samt formanden for EU-kommissionen - Jean-Claude Juncker - ledsaget af EU’s udenrigschef - Federica Mogherini - som mødes ca. fire gange om året.

Selvom Storbritannien ikke havde set Gibraltar blive til en problemstilling, valgte Storbritannien at drøfte Brexit med Spanien, mens Brexit-forhandlingerne i EU-regi foregik. Forløbet var egentlig tilfredsstillende nol. Forhandlingsklimaet ændrede dog karakter, da EU’s Brexit-chefforhandler - Michel Barnier - valgte at ”lukke dørene” for politisk og mediemæssig støj for derved at nå frem til en aftale om Nordirland, som længe havde været en problemstilling, medierne kom til at elske. Det hjalp på den nordirske problemstilling at ”lukke dørene”, men den nordirske stilhed endte med at blive til larm i gemakkerne husende den spanske centralregering, for det var ikke sådan, Spanien havde ønsket sig Brexit-forløbet. Spanien følte sig ”forrådt” af Storbritannien og EU, fordi det, der var lagt op til af EU, jf. Det europæiske Råds retningslinier for Brexit-processens artikel 24, nu blev forladt til fordel for en samlet britisk Brexit indeholdende Gibraltar. If. Spanien havde man vist velvilje til en løsning på spørgsmålet om Gibraltar, og nu var EU, som Spanien så det, på britisk side. EU afviste den spanske påstand som usand, men Gibraltar var nu blevet til en problemstilling på flere fronter.

Spørgsmålet om Gibraltar og ikke mindst den spanske holdning skabte mislyde i bl.a. Holland, Frankrig og Danmark, hvor man mente, at Storbritannien var blevet forfordelt i forhold til fiskerirettigheder og fiskekvoter. Holland, Frankrig og Danmark samt Storbritannien er dog efterfølgende nået til enighed, men i bund og grund fulgte den ene problemstilling den anden.

Konklusionen er, at Gibraltar ikke pludselig blev til et problem skabt af Storbritannien, men i stedet reelt et problem skabt af Det europæiske Råd.

Hvorfor blev situationen omkring Gibraltar fastlåst?

Man kan spørge sig selv, om ikke tiden læger alle sår. Det er i praksis dén holdning, som Storbritannien har lagt for dagen, idet man i Storbritannien er af den opfattelse, at man har opnået en hævdvunden ret til Gibraltar, uagtet at man fra britisk side dog anerkender Spaniens interesse i Gibraltar. Så enkelt er det imidlertid ikke, idet den spanske diktator Francisco Franco som sin officielle politik havde, at El Peñón - i.e. Gibraltar - skulle tilbage til Spanien (og i princippet er det fortsat sådan).

Under II Verdenskrig - i sommeren 1940 - udarbejdedes Operation Felix for spansk tilbageerobring af Gibraltar. Problemet hér var blot, at diktator Francisco Franco for sit engagement til støtte for Det tredie Rige i tilgift ønskede sig Fransk Marokko samt anden tysk støtte af bl.a. økonomisk og militær karakter, hvilket fik Adolf Hitler til at træde på bremsen.


Båndene mellem Det tredie Riges fører, Adolf Hitler, og Spaniens diktator, Francisco Franco, var tætte; men selv om Spanien støttede op omkring Det tredie Rige, ønskede man ikke at engagere sig direkte i den tyske krigsindsats. Tilbageerobringen af Gibraltar kunne vise omverdenen, at Spanien og Det tredie Rige stod sammen, men det skulle ske på spanske vilkår. Dét kunne Adolf Hitler ikke acceptere, hvorfor en modplan blev udarbejdet. Felttoget i Sovjetunionen satte dog en endelig stopper for de spanske drømme om tilbageerobring af Gibraltar.

Efter at have tænkt over situationen tilbød Adolf Hitler, at Det tredie Rige kunne erobre Gibraltar fra Storbritannien og efterfølgende tilbagegive Gibraltar til Spanien, men dét var diktator Francisco Franco ikke interesseret i, idet Spanien selv skulle tilbageerobre Gibraltar ved en militær aktion, således at spaniolerne kunne stå som reelle sejrherrer og ikke blot marionetter. Som 1941 nærmede sig frarådede den tyske militære overkommando Adolf Hitler at engagere sig i en militær aktion med Gibraltar som mål. Ej desto mindre så Adolf Hitler positivt på at kunne gennemføre en militær aktion med Gibraltar som mål, når blot felttoget i Rusland var gennemført...i midten af juli 1942...men således kom det ikke til at gå, og dermed blev der aldrig kæmpet om Gibraltar...

Efter II Verdenskrig fortsatte diktator Francisco Franco sine bestræbelser på at få Gibraltar tilbage til Spanien; og den spanske diktator var parat til at sætte hårdt-mod-hårdt uden dog at anvende militære midler. Stemningen omkring Gibraltar var dog alt andet end god; og da Storbritanniens dronning Elizabeth i 1954 besøgte Gibraltar, truede diktator Francisco Franco med at beslaglægge ejendomme m.m. i Spanien ejet af indbyggere i Gibraltar.

Politisk pres førte i 1967 til en folkeafstemning, hvor Gibraltars indbyggere kunne stemme om, hvorvidt de ønskede, at Gibraltar skulle forblive under den britiske krone med begrænset selvstyre, eller om Gibraltar skulle overgå til den spanske krone, idet indbyggerne på Gibraltar dog skulle bevare deres britiske statsborgerskab. 99,6% af Gibraltars vælgere stemte for forbliven under den engelske krone. Dette medførte i 1969 en ny britisk forfatningsordre for Gibraltar, hvilket var en så stor torn i øjet på diktator Francisco Franco, at han s.å. lukkede grænsen mellem Spanien og Gibraltar. Grænselukningen var effektiv, og ønsket fra spansk side var at skabe økonomisk kaos i Gibraltar. Gibraltar overlevede dog sin isolation - bl.a. ved hj. af arbejdskraft hentet i Marokko (ingen spanske indbyggere, som tidligere havde arbejdet i Gibraltar, kunne opretholde deres ansættelsesforhold i Gibraltar). Selvom diktator Francisco Franco døde i 1975, forblev grænsen mellem Spanien og Gibraltar lukket indtil 1982, hvor grænsen blev delvist åbnet. Først i 1985 blev grænsen fuldstændig genåbnet.

I 2002 måtte Gibraltar igennem en ny folkeafstemning, der var blevet en realitet som følge af diplomatiske forhandlinger mellem Storbritannien og Spanien begrundet i Spaniens fortsatte ønske om at få Gibraltar tilbage under den spanske krone. Gibraltars indbyggere fik derfor muligheden for at beslutte, hvorvidt Gibraltar skulle forblive under den britiske krone, eller om suverænitetsdeling mellem Storbritannien og Spanien skulle blive en realitet. 98,4% af Gibraltars vælgere stemte for en forbliven under den britiske krone. Spanien kaldte efterfølgende folkeafstemningen for ugyldig og i strid med FN’s retningslinier, men folkeafstemningen stod ved magt.

Da Storbritannien rykkede nærmere muligheden for at forlade EU, foreslog Gibraltars premierminister Fabian Picardo i 2015, at Gibraltar kunne forblive i EU, hvis Storbritannien ønskede at forlade EU, idet Gibraltars fremtid efter given Brexit skulle forhandles separat (med ønsket om at forblive i EU). Denne udmelding fik Spaniens udenrigsminister José Garcia-Margallo til at slå fast, at Gibraltar i tilfælde af Brexit ikke kunne få adgang til EU’s indre marked m.m., medmindre der ville blive tale om suverænitetsdeling mellem Storbritannien og Spanien.

Som den britiske folkeafstemning om EU-medlemskab nærmede sig, udtrykte Spanien sit klare ønske om, at Gibraltar i tilfælde af Brexit skulle overgå til spansk kontrol og siden suverænitet, hvilket fik Gibraltars premierminister Fabian Picardo til at frygte for Gibraltars sikkerhed, uden at der dog blev gjort tiltag til fx en forøget britisk militær tilstedeværelse på Gibraltar.


José Garcia-Margallo, Spaniens udenrigsminister.

Den 23. juni 2016 stemte Storbritannien om sin tilknytning til EU. Mens 48,1% af Storbritanniens vælgere stemte for at blive i EU, stemte 95,9% af vælgerne på Gibraltar for britisk forbliven i EU.

Den 24. juni 2016 genfremsatte premierminister José Garcia-Margallo Spaniens forlangende om, at Gibraltar skulle under delt suverænitet af Storbritannien og Spanien.

Da Det europæiske Råd fastlagde retningslinierne for Brexit-processen, tillagde man i princippet Spanien en vetoret, når det gjaldt Gibraltars fremtid; og dette huede ikke briterne, idet udenrigsminister Boris Johnson gjorde gældende, at man var sig sit ansvar over for Gibraltar bevidst. Dette ville medføre, at Gibraltar ville skulle forlade EU sammen med Storbritannien, og at Storbritannien naturligvis havde evnen og viljen til at forsvare Gibraltar.


Boris Johnson, Storbritanniens udenrigsminister, og Fabian Picardo, Gibraltars premierminister.

I april 2017 gjorde premierminister Theresa May gældende, at man fra britisk side ville arbejde for den bedst tænkelige Brexit-aftale, der også ville omfatte Gibraltar som en del af Storbritannien. For så vidt angår hel eller delvis spansk suverænitet over Gibraltar ville dette alene kunne blive aktuelt, hvis Gibraltars indbyggere skulle ønske dette.

Den 25. november 2018 skrives næste kapitel i sagaen om Gibraltar, Storbritannien, Spanien og EU. Faktum er dog, at der foruden ønsket om suverænitet er problemstillinger om bl.a. fællesanvendelsen af Gibraltar International Airport, udveksling af skatteoplysninger m.m. med henblik på imødegåelse af skatteunddragelse (Gibraltar står uden for EU’s toldunion). Især Gibraltar International Airport kan give anledning til problemer, idet Spanien ikke anerkender den tange, hvorpå lufthavnen befinder sig, som værende britisk territorium; og hvis der ikke kan indgås aftale om fortsat fællesanvendelse af lufthavnen, hvad så? Dét kan kun fremtiden vise...


Gibraltar International Airports nye terminalbygning.

British Gibraltar Territorial Waters

Både Storbritannien og Spanien har ratificeret FN’s havretskonvention (United Nations Convention on the Law of the Sea) fra 1982. Havretskonventionen behandler havretlige emner for søfart, havmiljø og naturressourcer. Mest kendt er nok en stats ret til et territorialfarvand op til 12 sømil fra kystlinien samt retten til at etablere en eksklusiv økonomisk zone op til 200 sømil fra kystlinien, hvor staten har ret til at efterforske og udnytte havet ressourcer. Storbritannien og Spanien er ikke enige i fortolkningen og anvendelsen af havretskonventionen, hvilket igen baserer sig på opfattelsen af suverænitet og fortolkningen af Utrecht-traktaten. Hertil siger det britiske parlament, at Storbritannien har ret til at anlægge en 12 sømilegrænse, men man anerkender samtidig, at særlige forhold gør sig gældende, hvis to stater befinder sig over for hinanden, idet den generelle opfattelse da er, at ingen af staterne er berettiget til at anlægge en 12 sømilegrænse

»...unless they agree otherwise, to extend its territorial sea beyond the median line. The UK Government considers that a limit of three nautical miles is sufficient in the case of Gibraltar…«

D.v.s., at British Gibraltar Territorial Waters alene udgør en 3 sømilegrænse...i alle tilfælde if. Storbritanniens opfattelse. Det forholder sig nemlig således, at EU-kommissionen har bidraget til tvisten om British Gibraltar Territorial Waters ved at tilkende det meste af territorialfarvandet omkring Gibraltar til Spanien i forbindelse med et havbeskyttelsesprojekt kendt som Estrecho Oriental. Dette har Storbritannien protesteret imod, idet protesten har været behandlet af EU-domstolen, der dog ikke gav Storbritannien medhold.

Forholdet omkring 3 sømilegrænsen og British Gibraltar Territorial Waters er én af grundstenene i fundamentet for konfrontationerne mellem britiske og spanske fartøjer i farvandet omkring Gibraltar.

Britiske og spanske flådefartøjer i direkte konfrontation

If. premierminister Fabian Picardo har den spanske holdning til Gibraltar og Brexit ikke fremmet tilliden landene imellem, og en konflikt mellem Gibraltar - og dermed Storbritannien - og Spanien kan synes at ulme under overfladen.

»It’s no surprise that we are seeing the Spanish Government raise issues at the last minute. The position taken by the Spanish Government today does little to build mutual confidence and trust going forward. The language of vetos and exclusions should be the language of the past.«

Så skarpt har premierminister Fabian Picardo udtrykt sig over for den spanske centralregering. Diplomatisk er sådanne udtalelser en skarp tilkendegivelse af holdninger; og modsætningerne mellem Storbritannien og Spanien kan derfor vise sig at være nok så alvorlige - ikke mindst, når det gælder Storbritanniens forsvar af Gibraltar. En væbnet konflikt mellem Storbritannien og Spanien er nok ikke sandsynlig, men ej desto mindre udfordres freden landene imellem allerede den dag i dag.


Fabian Picardo, Gibraltars premierminister.

Konflikten mellem Storbritannien og Spanien om Gibraltars tilhørsforhold er ingen leg. Derfor skal premierminister Fabian Picardos ordvalg ej heller ses som blide julehilsner. Der er tale om seriøse ytringer, og Storbritanniens vilje til at forsvare Gibraltar skal tages særdeles seriøs.

Ser man tilbage i tiden omkring Storbritanniens beslutning om Brexit, har der jævnligt været konfrontationer mellem enheder fra Royal Navy og den paramilitære spanske Guardia Civil. I 2016 er der således rapporteret flere hændelser, hvor Royal Navy åbnede ild i form af varselsskud afgivet mod Guardia Civils patruljebåde. Som eksempel kan fremhæves en episode, hvor en Guardia Civil-patruljebåd if. Royal Navy kom for tæt på en amerikansk atomdreven ubåd, USS Florida, som befandt sig i Gibraltars territorialfarvand benævnet British Gibraltar Territorial Waters. Andre gange har patruljebåde tilhørende Guardia Civil if. Royal Navy befundet sig ulovligt i British Gibraltar Territorial Waters, ligesom man har sejlet i British Gibraltar Territorial Waters uden, at våbensystemerne har været tildækkede, hvilket if. Royal Navy blev betragtet som truende adfærd.

Direkte adspurgt har Royal Navy ikke ønsket at kommentere på konfrontationerne mellem Royal Navy og Guardia Civil. Det har til gengæld Storbritanniens guvernør på Gibraltar, generalløjtnant Edward Davis, som i klare og utvetydige vendinger har rost Royal Navys indsats.


Generalløjtnant (Royal Marines) Edward Davis, Storbritanniens guvernør på Gibraltar.

Konfrontationer mellem Royal Navy og Guardia Civil er set så sent som i 2018, uden at man dog skal lægge betydningen af Brexit deri. I september 2018 blev den britiske atomdrevne ubåd HMS Talent generet af spanske fartøjer inden for British Gibraltar Territorial Waters efter, at ubåden var blevet genforsynet med Tomahawk-missiler; og tilbage i august 2018 blev den amerikanske atomdrevne ubåd USS Newport News under et besøg i Gibraltar generet af et spansk fartøj, hvilket fik Gibraltar Defence Police til at intervenere.


Den amerikanske atomdrevne ubåd USS Newport News efter besøg på Z Berths i Gibraltar, som er indrettet til direkte støtte til atomdrevne ubåde. Z Berths anvendes typisk af britiske og amerikanske atomdrevne ubåde.

Disse konfrontationerne har fået personer i White Hall til at argumentere for, at Royal Navy skulle sendes til Gibraltar for at beskytte Gibraltar imod Spanien, ligesom det britiske flyvevåben, Royal Air Force, skal være parat til indsættelse i form af en luftbro, hvis Gibraltar atter skulle blive isoleret af Spanien. Så vidt er det dog ikke kommet...og forhåbentlig bliver det aldrig nødvendigt...

Det britiske forsvar beskytter Gibraltar og håndhæver Gibraltars suverænitet

Storbritannien har ansvaret for forsvaret af Gibraltar. Til daglig udføres denne opgave af British Forces Gibraltar, hvor Royal Gibraltar Regiment står for det landbaserede øforsvar.

Royal Gibraltar Regiment, der rekrutterer sine soldater fra Storbritannien, Irland o.a. lande inden for Commonwealth, er et infanteriregiment bestående af tre liniekompagnier (herunder et hovedkvarterskompagni) og et kompagni af reservepersonel. Dertil kommer en artillerienhed, en transportenhed m.v.


Soldater fra Royal Gibraltar Regimenter øver forsvarskamp i Gibraltar.

Royal Navy tager også del i forsvaret af Gibraltar og British Gibraltar Territorial Waters. I forbindelse med Royal Navys faciliteter på Gibraltar, som også anvendes af Storbritanniens allierede, er det muligt for britiske og amerikanske atomdrevne ubåde at lægge til kaj på et særligt indrettet kajpladsanlæg for netop atomdrevne ubåde - de såkaldte Z Berths. Royal Navys havnefaciliteter er ganske betydningsfulde - faktisk så betydningsfulde, at argentinske specialoperationsstyrker under Falklandskrigen havde til opgave at angribe britiske flådeenheder i Gibraltars havnefaciliteter.*

Endelig har Royal Air Force sin flyvestation RAF Gibraltar på klippeøen. Der er tale om en kombineret civil-militær-anvendelse af Gibraltar International Airport, hvor den civile og militære del af lufthavnen er klart adskilt. P.t. har Royal Air Force ingen flykapacitet fast deployeret til Gibraltar, men Storbritannien, NATO og Commonwealth anvender hyppigt RAF Gibraltar til bl.a. øvelsesaktivitet.

Derudover er der forskellige efterretningsfaciliteter, hvilket er officiel viden, uden at der fra britisk side er gået i officielle detaljer dermed, men det må dog forventes, at bl.a. NATO nyder godt af de efterretningsfaciliteter, som befinder sig på Gibraltar.

Som civil pendant til den militære tilstedeværelse på Gibraltar findes en politistyrke under Royal Gibraltar Police på ca. 220 personer. Politistyrkens opgaver omfatter alle almindelige politiopgaver. Dertil kommer de lokale toldmyndigheder organiseret under H.M. Customs Gibraltar.

Brexit er en realitet - og hvad så? Bilægges alle stridigheder mellem Storbritannien og Spanien derved?

Det er et faktum, at Storbritannien med Gibraltar er på vej ud af EU. Premierminister Theresa May har så afgjort sine udfordringer med at få gennemført Storbritanniens udtræden af EU. Ministre har trukket sig ud af den britiske regering; og internt i det konservative parti er der dem, der ønsker at vælte premierminister Theresa May, hvilket der fortsat arbejdes på. Endelig er der spørgsmålet om støtten til den siddende konservative regering fra Democratic Unionist Party.**

Søndag den 25. november 2018 blev dagen, hvor EU sagde ”god” for Brexit-aftalen, som den foreligger inkl. en aftale om Gibraltar; men fordi der er enstemmighed om Brexit-aftalen, er der endnu lang vej til, at Brexit-aftalen bliver virkelighed. En afstemning i det britiske parlament kan nemlig ende med alligevel at forkaste Brexit-aftalen.

Henset til konfrontationerne mellem Royal Navy og Guardia Civil...? Det kan næppe anses for overvejende sandsynligt, at Guardia Civils patruljering i farvandet omkring Gibraltar ændrer sig, hvilket angiveligt vil medføre fortsatte konfrontationer mellem Royal Navy og Guardia Civil - ikke mindst, når man end ikke kan blive enige om, hvor territorialfarvandet befinder sig. Indtil videre er ingen personer kommet til skade, og materiel er ikke blevet ødelagt. Sådan skal det gerne vedblive. På den anden side må man ikke være af den opfattelse, at Storbritannien skulle være bange for at anvende reel magt - herunder også reel militær magt - hvis Storbritannien inkl. territorier føler sig truet. Uden sammenligning med Falklandskrigen i øvrigt var der velsagtens ej heller nogen, som troede på, at Storbritannien var parat til at gå i krig med Argentina om Falklandsøerne, men det var Storbritannien. Konfliktens hovedemne var Falklandsøernes tilhørsforhold til Storbritannien og Argentina, og efter længere tids tilløb valgte den argentinske militærjunta i foråret 1982 at invadere Falklandsøerne for at tage dem tilbage. En 74 dage lang krig mellem Storbritannien og Argentina blev resultatet af den argentinske invasion.*** 255 britiske soldater og 649 argentinske soldater mistede livet. Hvad materiel angår, var der også større tab. Således mistede Royal Navy to destoyere og to frigatter. Dengang var der ingen vaklen i den britiske beslutningsproces, og det, der i vores moderne verden kunne virke umuligt, blev en realitet - en krig mellem to veludviklede nationer, hvor ønsket om geografisk herredømme var det, der blev grundlaget for en væbnet konflikt. Intet tyder på en væbnet konflikt mellem Storbritannien og Spanien om Gibraltars tilhørsforhold, men sikkert må det være, at Storbritannien til enhver tid har evnen og viljen til at forsvare sig selv og sine interesser.

Gibraltar og forholdet til NATO

Den militære betydning af Gibraltar for NATO blev i 1953 nedgraderet. Det skete, da USA oprettede US Naval Station Rota, som er en spansk - og ikke amerikansk - flådebase husende enheder bl.a. fra USA’s hær, flåde, flyvevåben og US Marine Corps. Alligevel har NATO fortsat pålagt Storbritannien at kontrollere indgangen til Middelhavet gennem Gibraltarstrædet, selv om NATO en overgang vurderede, at Spanien kunne pålægges denne opgave - ikke mindst på gr. af US Naval Station Rota. Det relative dårlige forhold mellem USA’s præsident George W. Bush og den spanske centralregering og det samtidige gode forhold mellem Storbritannien og USA gjorde imidlertid, at NATO har valgt at fastholde Storbritannien - og Marokko - som Middelhavets vogtere henset til ”ejerskabet” af Gibraltarstrædet.


Den amerikanske flådestation US Naval Station Rota, som kan anvendes til at kontrollere indgangen til Middelhavet gennem Gibraltarstrædet. Det er dog fortsat Storbritannien, som er NATO’s vogter ved indgangen til Middelhavet, og det bliver det ved med også i fremtiden - også efter Brexit, for Storbritannien forbliver medlem af NATO trods skilsmissen fra EU.

Brexit-aftale eller ej... Storbritannien er medlem af NATO, og det vedbliver Storbritannien at være. Derfor vil Gibraltar bevare sin betydning for det transatlantiske samarbejde, hvilket ikke mindst de amerikanske atomdrevne ubåde fortsat vil nyde godt af.

 

*) Angrebet mod britiske flådeenheder i Gibraltars havnefaciliteter er kendt som Operación Algeciras. Operationen gik ud på, at argentinske frømænd skulle angribe britiske orlogsfartøjer. Tankegangen bag angrebet var, at kunne man angribe britiske styrker langt væk fra Falklandsøerne, ville Storbritannien være nødsaget til at kæmpe på to fronter, hvilket ville have svækket den britiske krigsindsats omkring Falklandsøerne. Angrebet skulle udgå fra den spanske havneby Algeciras, som har en af de største havne i Europa. De argentinske frømænd skulle indsættes fra Algeciras i ly af natten; svømme til de britiske orlogsfartøjer i Gibraltar; påsætter miner og derefter svømme tilbage til Algeciras. Operación Algeciras blev dog ingen succes, idet spansk politi fandt de argentinske frømænds ”civile” aktiviteter forud for indsættelsen mistænkelig, hvorfor spansk politi valgte at arrestere det, der viste sig at være argentinske specialoperationsstyrker. Dermed overlevede Gibraltar endnu et angreb ganske som det var tilfældet 40 år tidligere...

**) Skal man på dagen for EU’s støtte til Brexit-aftalen tro på de udmeldinger, man får via medierne, tyder meget på, at Democratic Unionist Party ikke ser sig i stand til at stemme for Brexit-aftalen; men i politik har man som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og det kunne også gøre sig gældende for Democratic Unionist Party.

***) I denne artikel vil det føre for vidt at komme ind på Storbritanniens Battle of Order, men det er dog værd at bemærke sig, at den britiske atomdrevne ubåd HMS Superb afgik til operationsområdet omkring Falklandsøerne fra netop Gibraltar, hvilket på ny siger lidt om Gibraltars militære betydning.

  • 28. november 2018
    Atlantsammenslutningens underviserdag om sikkerhedspolitik
  • 25. november 2018
    Gibraltar, Brexit og det transatlantiske samarbejde
  • 14. november 2018
    Det Østasiatiske Topmøde 2018
  • 12. november 2018
    Mandagsparanoia (1)
  • 9. november 2018
    Våbenstilstanden efter 1. verdenskrig
  • 5. november 2018
    Det amerikanske midtvejsvalg 2018 - Del I: Valget til Kongressen
  • 5. november 2018
    Det amerikanske midtvejsvalg 2018 - Del II: Ender det med rigsretssag mod præsident Donald Trump?
  • 5. november 2018
    Mandagsparanoia - 05-11-2018
  • 30. oktober 2018
    NATO og Rusland skal afvikle militærøvelser i samme område - en tilfældighed eller gennemført planlægning?
  • 29. oktober 2018
    Mandagsparanoia den 29. oktober
  • 24. oktober 2018
    FN-dagen den 24. oktober 2018 markerer grundlæggelsen af De forenede Nationer
  • 24. oktober 2018
    Den mest omfattende NATO-øvelse i 16 år
  • 22. oktober 2018
    Mandagsparanoia
  • 22. oktober 2018
    INF-traktaten - og hvorfor USA trækker sig
  • 11. oktober 2018
    Trusler mod Danmark og Danmarks alliancepartnere er nærværende, og derfor er handling nødvendig
  • 3. oktober 2018
    Hvilke trusler findes der mod Danmarks kritiske infrastruktur?
  • 3. oktober 2018
    Cyber og Afskrækkelse
  • 28. september 2018
    Amerikanske enheder indsætter for første gang Joint Strike Fighter i kamp
  • 27. september 2018
    Risk Intelligence sponserer trusselskonference
  • 18. september 2018
    Night Hawk 2018
  • 17. september 2018
    Ruslands pensionsreformer
  • 11. september 2018
    Sådan skriver russiske medier om militærøvelsen Vostok-18
  • 6. september 2018
    Forsvarschefen besøger Atlantsammenslutningen
  • 28. august 2018
    Aktiviteter og arrangementer for efteråret
  • 23. august 2018
    International Trusselskonference 2018
  • 14. august 2018
    Atlant oplever problemer med at sende og modtage mails
  • 13. juli 2018
    Atlantsammenslutningen går på sommerferie – og anbefaler en bunke bøger, du kan læse i varmen
  • 9. juli 2018
    NATO-topmødet i Bruxelles den 11. til 12. juli
  • 18. juni 2018
    House of Commons Defence Committee - A preliminary report on the Modernising Defence Programme
  • 17. juni 2018
    Russisk frygt for terror fra krigere, der kommer hjem fra Syrien
  • 12. juni 2018
    Pyrrhussejr sejr til Trump – kæmpe sejr til Kim Jong-un
  • 4. juni 2018
    Kritisk infrastruktur: Hvor godt rustede er vi til en krise?
  • 24. maj 2018
    Praktikopslag efterår 2018: Drømmer du om at arbejde med dansk og international sikkerhedspolitik dette efterår?
  • 8. maj 2018
    Hvad mener Iran om atomaftalens forhandlinger?
  • 7. maj 2018
    Seminar: Kritisk infrastruktur
  • 29. april 2018
    “Den økonomiske og geopolitiske situation i Rusland” Onsdag den 9. maj kl. 8.30 – 9.30
  • 13. april 2018
    Kommentar: Sådan beskriver russiske medier det forventede angreb i Syrien
  • 11. april 2018
    Donald Trumps muligheder i Syrien efter giftgasangreb
  • 9. april 2018
    Energi, Religion og Våbenkapløb - Stormagtskonflikt mellem Iran, Rusland og Tyrkiet?
  • 28. marts 2018
    Tre perspektiver på cyberkrig og cybersikkerhed
  • 23. marts 2018
    Ny udenrigspolitisk høg i Det Hvide Hus
  • 15. marts 2018
    Russisk valg: Et Rusland uden Putin ved magten?
  • 13. marts 2018
    FOKUS 2018: Norsk efterretningsvæsen opridser aktuelt trusselsbillede
  • 28. februar 2018
    Er Rusland egentlig en militær trussel?
  • 23. februar 2018
    Stormagtskonflikt mellem Iran, Rusland og Tyrkiet?
  • 21. februar 2018
    DAYS 2018
  • 15. februar 2018
    Sikkerhedskonference i München: Er den frie verdensorden gået af led?
  • 13. februar 2018
    Bogomtale: Har den danske krigsindsats nyttet?
  • 12. februar 2018
    USA: Den største trussel kommer ikke længere fra terrorister, men fra andre stater
  • 16. januar 2018
    Putin’s Asymmetric Assault on Democracy in Russia and Europe: Implications for U.S. National Security
  • 16. januar 2018
    Danmark, NATO og USA - Samme Kurs?
  • 15. januar 2018
    Vi lukker for tilmelding til seminaret "Efterretningsvirksomhed og truslen fra terror"
  • 12. januar 2018
    Begrænset antal pladser til vores seminar "Efterretningsvirksomhed og truslen fra terror"
  • 8. januar 2018
    Motståndskraft - Inriktningen av totalförsvaret och utformningen av det civila försvaret 2021-2025
  • 22. december 2017
    Missilforsvar – et strategisk valg og et signal til NATO
  • 20. december 2017
    Ny dansk risikovurdering 2017 fra FE
  • 20. december 2017
    Trumps udenrigs- og sikkerhedspolitik: "America First" i internationale anliggender
  • 19. december 2017
    Ny "National Security Strategy" i USA
  • 11. december 2017
    NU med video og podcast
  • 8. december 2017
    Seminarrække om Moderne Efterretningsvirksomhed
  • 6. december 2017
    Offentliggørelse af lokale til seminaret Moderne efterretningsvirksomhed og hybride trusler
  • 5. december 2017
    Vi lukker for tilmelding til seminaret "Moderne efterretningsvirksomhed og hybride trusler"
  • 30. november 2017
    Seminar: Moderne efterretningsvirksomhed og hybride trusler
  • 23. november 2017
    FE's historie
  • 15. november 2017
    Gerasimov beskriver Ruslands militære tilstand
  • 2. november 2017
    Ny rapport kommer med 34 anbefalinger til at bekæmpe misinformation
  • 1. november 2017
    Vi lukker for tilmelding til seminaret Trump og dansk-amerikanske forhold: Hvor er vi på vej hen?
  • 15. oktober 2017
    Trump og det dansk-amerikanske forhold: Hvor er vi på vej hen?
  • 12. oktober 2017
    Danmarks strategiske udfordringer: Prioriteringer i forhold til trusler
  • 11. oktober 2017
    Forsvarsforlig
  • 6. oktober 2017
    Spørgsmål og svar om NATO's 2% målsætning
  • 27. september 2017
    Nordkoreas nukleare våben - Nok er nok?
  • 13. september 2017
    Danmark skal bekæmpe misinformation
  • 13. september 2017
    Zapad 2017
  • 13. september 2017
    Problemer med mail
  • 5. september 2017
    Konference om cybersikkerhed
  • 27. august 2017
    Forsvarsforlig og megatrends kan ses på VTC
  • 24. august 2017
    Seminar: Trumps udenrigspolitik
  • 17. august 2017
    NATOs krav til dansk forsvars
  • 1. august 2017
    De autonome droner er her
  • 7. juli 2017
    Konference: Forsvarsforlig og megatrends
  • 14. juni 2017
    Udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi
  • 6. juni 2017
    Anskaffelser til forsvaret
  • 30. maj 2017
    NATO, Trump og Merkel - bryder NATO sammen?
  • 23. maj 2017
    Forsvarsministeren har udpeget nye chefer i Forsvaret
  • 19. maj 2017
    Iran går til valg i dag
  • 17. maj 2017
    Den voksende mistillid til vores institutioner er den største sikkerhedstrussel
  • 16. maj 2017
    Ukraine er sin egen værste fjende
  • 10. maj 2017
    Danmark fik besøg af USA's forsvarsminister
  • 9. maj 2017
    Rusland fejrer Sejrsdagen
  • 8. maj 2017
    Emmanuel Macron er ny fransk præsident
  • 3. maj 2017
    Tænd et lys d. 4. maj
  • 2. maj 2017
    Et amerikansk bud på fremtidens krigsførelse
  • 24. april 2017
    En russisk hackergruppe har i over 2 år hacket det danske forsvar
  • 18. april 2017
    Tyrkerne har stemt ja til at give Erdogan mere magt
  • 12. april 2017
    Lidegaard: Der er brug for en plan i Syrien
  • 7. april 2017
    Trump laver game changer med aktionen imod Syrien
  • 7. april 2017
    Putin er vred, men ikke rasende over Trumps missilangreb i Syrien
  • 6. april 2017
    Regeringen åbner for øget militært bidrag i Syrien
  • 4. april 2017
    Nordkoreas diktator er klar til at gøre alt
  • 31. marts 2017
    En optøning i Arktis-forum?
  • 30. marts 2017
    Løkke møder Trump i dag
  • 27. marts 2017
    After new wars – new strategy?
  • 20. marts 2017
    Enighed om forøgelse af forsvarsbudget
  • 17. marts 2017
    NATO’s generalsekretær mødtes med forsvarsministeren
  • 17. marts 2017
    Stoltenbergs besøg i Danmark
  • 16. marts 2017
    Danmark køber fransk artilleri
  • 7. marts 2017
    Politiet og forsvaret i samarbejde
  • 2. marts 2017
    Sverige genindfører værnepligten
  • 2. marts 2017
    Beskyttelsen af Danmark kræver flere penge
  • 20. februar 2017
    Ballistisk missilforsvar og områdeluftforsvar
  • 15. februar 2017
    Listen over forsvarsmateriel, som Danmark bør købe
  • 13. februar 2017
    NATO fordømmer Nordkoreas affyring af ballistisk missil
  • 13. februar 2017
    Det Udenrigspolitiske Selskab afholder arrangement
  • 8. februar 2017
    Trump kloden rundt
  • 7. februar 2017
    Ugens analyse fra Den Norske Atlanterhavskomité
  • 7. februar 2017
    DAYS Copenhagen: March 9-12
  • 7. februar 2017
    PET - ny terrorvurdering